Kan du huske hvordan det var at lære at cykle? Ellers kommer du i tanke om det hvis du nogensinde prøver at styre en Me-Mover.
Jeg cykler meget og har forholdsvist nemt ved de fleste typer sport, så følelsen af manglende kontrol er en temmelig ukendt fornemmelse for mig første gang jeg bestiger den tjekkede Me-Mover, som jeg har fået lov til at teste. En Me-Mover signalerer både løbehjul, cykel og kørende stairmaster, men er ingen af delene. Måske nærmere en aktiv Segway: Et transportmiddel hvor man kan stå op mens man kører fremad – og som giver masser af muligheder for bevægelse og sjov, viser det sig.
Det er virkelig svært at holde balancen og koordinere bevægelserne i starten. Det er næsten som at cykle omvendt: I stedet for at træde i pedalerne skal pedalen trækkes opad med foden. Man bruger så kropsvægten til at få fart på, og det kræver at man får lagt vægtbæring på det ben der skal skubbes ned. Men det kan faktisk læres på ca. 30 minutter, viser det sig, og efter en time er jeg rigtig godt kørende og har styr på de fleste tricks.
Man kan lege med Me-Moveren – fx bevæge sig som om man kører på alpinski eller lave hoppeøvelser. Man kan nøjes med at bruge det ene ben, man kan køre med begge ben, trække begge ben op samlet eller bevæge benene hurtigt (hvilket er super hårdt). Den er et sjovt legetøj og et effektivt træningsredskab – og min datter på 11 er vild med at lave tricks på den.
Når det først er lært, er det nemt at holde balancen, og det er fx også nemt at holde i et lyskryds og komme i gang igen. Man skal ikke stå af – bare blive stående i pedalerne, holde på bremserne og så sætte i gang når der bliver grønt lys.
Op ad bakker går det langsomt, men man behøver man ikke være bange for at falde eller køre baglæns, man skal bare fortsætte med at steppe lige så stille afsted.
Kørslen giver god motion, balancetræning og øget styrke i benene. I forhold til at cykle er konditionseffekten meget større på en Me-Mover, og jeg (som har stærke ben) bliver træt i benene efter 3 km intensiv kørsel. Rolig kørsel kan man dog nemt klare meget længere.
Me-Moveren er rigtig fin til kort transport, fx til arbejde, til sjov, til genoptræning og træning. Den supplerer fx løb og cykling godt, bl.a. fordi man træner stabiliteten i den ydre ballemuskel meget og træner kroppen mere funktionelt end på en cykel. Og så har man mindre stødbelastning end ved gang og løb.
På minussiden er Me-Moveren upraktisk hvis man skal handle (man er nødt til at bruge rygsæk). I modvind er der rigtig meget modstand, fordi man er oprejst. Og så kører den bedst på et jævnt underlag, og fylder forholdsvist meget på vejen. Me-Moveren egner sig dog glimrende til lange brede stier uden for meget trafik.
Tilbage er kun at sige: Prøv det!
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.