Motion i det fri

Mette Jacobsen

Efter hvad der føles som en laaaannng vinter er der endelig tegn på forår og varme i luften. Alene tanken giver mig ekstra energi. Glæden over at intensivere udelivet er stor for mit vedkommende. Ikke fordi jeg synes vinteren ikke indbyder til leg og dejlige gåture, kælketure mm, men det at aftenerne bliver længere og fuglene kvidrer sødt om morgenen, giver mig mere lyst til at stå ud af sengen. Babyjoggeren skal findes frem igen, og skoven er fremkommelig i et par almindelige løbesko. Det er også inden for overskuelig fremtid at jeg kan hoppe i Furesøen eller Øresund igen.

Indrømmet: Jeg er til motion hele året. Jeg kan ikke undvære aktivitet på den ene eller anden måde hver eneste dag. Men hvor vinterens træning ofte bliver indendørs hvis vejret er for råt, så er det altså ud af vagten i sommerhalvåret! Jeg elsker mine løbeture i skoven efterfulgt at lidt styrketræning i haven med en stor træningsbold. Det er en helt anden fornøjelse for mig. Samtidig kommer der andre forpligtigelser end sneskovling på programmet via det at være husejer. Græsplænen, hækken, bedene osv. Og alt sammen er jo motion.

I mit job møder jeg mange som holder helt pause fra motionen i vinterhalvåret, og de glæder sig til at komme i gang igen. Andre træner hele året indendørs i et motionscenter – også om sommeren. Al aktivitet er selvfølgelig meget fint, men flere undersøgelser peger på at sundhedsværdien er størst ved træning i det fri. Det giver ganske enkelt en masse ekstra at opleve naturen og få den friske luft i hovedet og i lungerne. Motion er andet end at fokusere på hvor mange kalorier man har forbrændt på crosstraineren. Det handler i høj grad om velvære og livsglæde.

Ses vi derude?
 

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.