”Min røv er flad, og brysterne hænger mere end de strutter”

Af: Clara Edgar Jakobsen

Foto: Lars H. Laursen

Sofie Linde har aldrig tænkt på sig selv som en af de tyndeste. Men når det er sagt, så havde hun det ret godt med sin krop før sin graviditet. Den glæde visnede langsomt hen i takt med fornemmelsen af at hendes krop blev et brugsinstrument mere end et symbol på hendes kvindelighed og seksualitet.

Sofie Linde er en kvinde som godt kan lide at se godt ud. Hvem kan ikke det? At god stil og skønhed er en smagssag, er så en anden ting. Sofie kan godt lide at klæde sig i tøj hun selv synes er flot, og give den gas med glitter og bølgede, blonde lokker. Der kan være noget næsten Barbie-lignende over hende, som hun står på scenen til X-factor og bader sig i spotlyset.

Men sandheden er at Sofie ikke er glad for den krop som hele Danmark er kommet til at holde af. For graviditeten har sat sine spor. Og selvom hun synes at den nye krop er en billig pris at betale for at få en “tyk og dejlig datter”, så mener hun det er okay at være træt af sit spejlbillede.

– Det er sindssygt svært at sige uden at føle sig dum. Men jeg tør godt være åben omkring at jeg gerne vil være tyndere, og det gør mig altså ikke til en dum gås, siger Sofie.

To poser Tappsys og syv spandauere senere

For at forstå hvordan man på ni måneder går fra at have det godt med sin krop, til ikke at kunne lide den, hopper vi ned i det kaninhul der var Sofies graviditet.

Det er ikke nogen hemmelighed at man bliver større når man bliver gravid. Det er heller ikke ukendt at man kan få hævede fødder, væske i kroppen og skøre lyster. Alt det oplevede Sofie i stor skala. Hendes bryster blev enorme. Hendes mave var kæmpestor. Hun havde ingen kontrol over sine madvaner, fordi hun kæmpede mod vilde cravings som kunne udløse midnatsgråd hvis ikke de blev indfriet.

I sin bog ”Fårking gravid”, der blandt andet består af dagbogsskriverier fra graviditeten, skriver hun:

”Kære Dagbog! Jeg har spist syv spandauere i dag! Ups. Jeg har bare haft en virkelig dårlig dag på arbejde. (…) Nå, men da jeg så kom hjem fra works, købte jeg en spandauer. For ligesom at trøste mig selv. Og så gik jeg i Netto for at handle. Det skulle jeg ikke have gjort uden opsyn. Jeg kom hjem med to poser Tappsys, en plade chokolade (for jeg har ikke smagt den nye Marabou med mint endnu), en spand Ben og Jerry’s-is, et pølsehorn og en æske med 10 spandauere.”

Man kunne måske tænke at Sofie bare kunne have ladet være med at købe – og spise – alt det. Men så enkelt er det ikke altid når der er et andet menneske i ens krop, og hormonerne løber vildt.

Sofies krop er blevet er brugsinstrument

Når man ser bort fra alle de ærgerlige fysiske konsekvenser, den manglende nattesøvn og de trøstesløse shopping-ture, hvor Sofie gang på gang måtte konstatere at der ikke bliver lavet pænt ventetøj, var der også gode episoder under graviditeten.

For Sofie oplevede at få ekstra meget opmærksomhed fra fremmede mænd på gaden. Og selvom det ikke er politisk korrekt at sige i disse me-too-tider, så nød hun blikkene.

– Der var klart en periode hvor mændene tjekkede mig ud. Og det gjorde de nærmest mere og mere i takt med at jeg kom til at ligne en hvalros. Jeg ved ikke om det er noget ur-noget med at jeg signalerede at jeg er en kvinde som kan blive gravid, eller om de bare tænkte ’store patter’, og så fuck at hun har en gravid mave, men det synes jeg var virkelig nice, siger hun.

Men de frække blikke er stilnet af. Måske fordi brysterne er skrumpet til en mere normal størrelse. Måske fordi den frugtbare mave er forsvundet. Uanset hvad kan Sofie godt forstå det, for hun synes heller ikke selv at hun er sexet længere. Hendes krop bærer i højere grad præg af at den har været frodig, end at den ser frodig ud, og den er i hendes egne øjne blevet et kedeligt brugsinstrument. Og her begynder vi at nærme os humlen.

For ikke nok med at graviditeten i sig selv ikke levede op til de forventninger hun havde om hvordan hun skulle se ud som gravid (med lidt klædelige æblekinder og en bule på maven), så ændrede kroppen sig også radikalt efter fødslen, og den har ikke fundet tilbage til sin gamle form.

Det er okay ikke at være glad

Trines – Sofies datter – fødsel var en hård omgang. Man kan jo egentlig godt forstå at den lille pige ikke havde travlt med at komme ud når hun nu havde haft det så godt i mors mave. Men ud kom hun til sidst, og Sofie og hendes mand Joakim blev forældre.

Men hvad der ikke lige var nogen der havde fortalt, var at maven ikke bare falder på plads igen med det samme. Smerterne forsvinder heller ikke med veerne og moderkagen. Det gør ondt at have født. Selv beskriver Sofie det som at være blevet kørt over af en bus. Alt gjorde ondt. Og en gåtur til Riget to dage efter fødslen, som normalt ville tag et kvarter, tog over en time, fordi Sofie skulle have pauser og havde ondt – og oven i det hele fik Joakim hende til at grine, så hun tissede i bukserne. For som med alt andet snører underlivet sig ikke bare på magisk vis sammen så snart baby er ude.

Det hele tager tid. En uge efter fødslen havde Sofie tabt ni af de 35 kilo hun havde taget på i løbet af graviditeten. Men der var stadig langt til hvordan hun så ud før. Og flere måneder og mange knibeøvelser senere var alt stadig ikke som det plejede.

Jeg savner min gamle krop

Det er det heller ikke i dag, et år og tre måneder efter fødslen. Bagdelen er stadig flad, maven er større, armene mere slaskede, og brysterne hænger mere end de plejer, ifølge Sofie selv. Overordnet har hun det ”sådan rimelig jævnt” med sin krop. Hun ”gad da godt bare kunne omfavne at det nu en gang er sådan den ser ud”, men det kan hun ikke.

– Jeg har hørt mig selv sidde og sige at alle er smukke, og man bare skal elske den krop man har. Fuck fucking af, det er så meget lettere sagt end gjort, siger Sofie.

Hendes krop har skabt et liv. Det er fantastisk. Men det har tæret og ændret på hendes fremtoning, og selvom hun sikkert kunne træne noget væk, og selvom det uomtvisteligt er prisen værd, så synes hun også at det skal være okay at sige at man ikke er glad.

– Jeg er der hvor jeg er rimelig iskold med hvordan min krop ser ud. Men jeg elsker den ikke, og jeg savner totalt min gamle krop, men det er ikke en prioritet for mig at bruge tid på motion for at få den igen. Det bliver jeg ikke glad af. Og jeg ved godt at det bare er en løbetur 2-3 gange om ugen, men jeg vil hellere være derhjemme. Så jeg prøver at erkende at der er sådan her jeg ser ud, og rose min krop, så vi forhåbentligt ender et sted hvor det er tåleligt.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.