For meget af det gode: Sabina kørte derudaf i 6 gear uden stop

Af: Freja Fredsted Dumont, journalistpraktikant

Foto: Scanpix/Iris

Sveddryppende træning er sundt og sjovt – for de fleste. Men for nogle kammer det over, så det kommer til at overskygge alt andet. For Sabina blev træningen til et misbrug. Noget der ikke længere skabte glæde, men som tog magten over hendes liv.

Fysisk aktivitet forlænger livet, mindsker risikoen for sygdomme og har masser af andre positive effekter. Men for 5-6 procent af de motionister der dyrker fitness og løb, kammer træningen over og begynder at styre deres liv. De bliver træningsafhængige. Det der startede som noget godt, har forvandlet sig til et fængsel.

– Hvis jeg af en eller anden årsag ikke kunne træne en enkelt dag, brast hele min verden sammen, og jeg kunne ikke være i mig selv. Jeg prioriterede træning frem for stort set alt andet, siger Sabina Højgaard.

Løb fra sine problemer

Nogle bliver afhængige af det kick man får når man presser kroppen til det yderste – hjertet hamrer, og hjernen pumper endorfiner rundt i kroppen og giver et kortvarigt sus af lykke. Andre elsker fællesskabet i træningscentret, hvor de opnår ros og anerkendelse; eller de bliver besatte af målet om at få en flot og tonet krop eller at holde sig sunde og i form

For 34-årige Sabina Højgaard handlede træningen om noget andet. Træningen blev en måde at lægge låg på alle de svære tanker og følelser, som lå og boblede lige under overfladen.

– Træningen var mit tilflugtssted fra de problemer jeg havde. I de perioder hvor jeg slet ikke har trænet, er jeg nogle gange endt i nogle dybe depressioner og har bøvlet rigtig meget med angst. Men den ekstreme træning har selvfølgelig ikke været den rigtige måde at tackle de svære følelser på – det ved jeg nu, siger Sabina.

Unaturlig energi på højtryk

Sabina har tre gange kæmpet med overtræningen og forsøgt sig med behandling. Men hver gang har trangen sneget sig tilbage på hende, fordi hun ikke fik den rigtige behandling.

I de perioder hvor træningsafhængigheden var allerværst, trænede Sabina hver dag. Alle weekender. På fødselsdage og helligdage. Regnvejrsdage og solskinsdage. Alle timer i døgnet blev fordelt, så træningen passede ind. Den tid der var tilovers, gik til familie, partner, venner, studie, arbejde – og lidt mere træning. Søvn var der ikke meget af, og afslapning var som en by i Rusland.

– For mange træningsafhængige går det ofte ud over det sociale. Jeg, derimod, mærkede det ikke vildt på det sociale plan. Jeg var jo en overenergisk energibombe, der kørte med 100 kilometer i timen – jeg kunne det hele. Troede jeg. I virkeligheden gav jeg aldrig mig selv eller min krop lov til hvile. Den tid hvor andre slapper af og ser fjernsyn, læser en bog, sover lidt længere en søndag morgen – det var sådan noget der blev skåret væk, siger Sabina.

Fuldtidsarbejde at blive rask

Det var først i tredje omgang at behandlingen virkede, og Sabina fik motivationen til at blive rask. Der var nemlig et lille liv i hendes mave der var begyndt at spire, og hun vidste at hun ikke længere – bogstaveligt talt – kunne løbe fra sine problemer. Hun skulle have bearbejdet de bagvedliggende faktorer der gjorde at hun havde den ekstreme trang til træning.

– Da jeg havde taget beslutningen om at det skulle være helt og aldeles slut med træningen, meldte jeg ud til mine omgivelser at det her ville blive mit fuldtidsarbejde det næste lange stykket tid. Og det var pissehårdt arbejde.

Udfordringen i at mærke sig selv

Sabina startede derefter på Gentofte Spiseforstyrrelsesafsnit. Her kom hun hver dag kl. 8 om morgenen til kl. 15 om eftermiddagen. Der var fokus på, ved hjælp af kropsterapi, at lære hvad kroppen egentlig har brug for; og frustrationer og erfaringer blev delt i gruppeterapi og hos behandlerne.

Det var første gang at behandlingen fokuserede på det virkelige problem – nemlig træningen. Hidtil havde der været stort fokus på Sabinas forhold til mad, men det var ikke dér problemet lå.

– Jeg skulle lære at mærke min krop igen. Det jeg brugte træningen til, var jo at hver gang jeg mærkede noget, så trænede jeg det væk. Lige pludselig skulle jeg lære at mærke når mit hjerte pludselig hamrede hurtigere, eller når jeg fik selvkritiske tanker. Og jeg skulle komme igennem det uden at aflede med træning eller noget andet. Det var hardcore.

Tomrummet skal udfyldes

Som med andre typer misbrug er det helt naturligt at føle et tomrum når man pludselig skærer ned på træningen. Sabina mener derfor også at et vigtigt trin ud af misbruget er at finde noget du kan sætte i stedet for de mange timer i træningscentret. Du skal i gang med at finde nyt indhold i dit liv og måske også i gang med at genopbygge venskaber.

– Man skal aldrig fjerne noget før man kan sætte noget andet i stedet for. Det er det farligste du kan gøre. Der skal være noget behandling, samtale eller et eller andet som gør at det ikke bare er et stort tomt hul. Det er for farligt siger Sabina og fortsætter:

– Jeg kunne vågne om morgenen og være ved at dø, fordi jeg ikke kunne være i mig selv.

Derfor var det en kæmpe lettelse at jeg kunne komme på Gentofte Spiseforstyrrelsesafsnit hver dag og bare være, gemme mig væk, have det skidt eller sidde og tude med nogle behandlere.

Du skal vide hvorfor du træner

I dag har Sabina stadigvæk angst – men hun gemmer det ikke længere væk med motion. Derimod bearbejder hun det med de værktøjer hun har lært.

– Da jeg i starten skulle blive rask, skar jeg alt motion fra. Der er stadig nogle ting i dag, såsom løb og fitness-træning, som jeg holder mig helt fra, da de tricker nogle ting i mit hoved. Men målet er ikke at kvitte træningen helt, men at finde den rette balance i mit liv, så jeg igen bliver glad og har tid til andet end træning, siger Sabina.

Hun kan derfor godt svømme en tur i ny og næ eller cykle med sin søn. Hun mener nemlig ikke at træning er skidt – man skal bare kende grunden til at man gør det.

– Der er jo fitnesscentre på hvert et gadehjørne, og vi bliver konstant tudet ørerne fulde med at vi skal huske at dyrke motion. Men man skal vide at bare fordi man er afhængig af noget som alle andre synes er okay, så skal man ikke være bange for at stå frem. For det ér et reelt problem, og der ér hjælp af hente, siger Sabina.


Læs også artiklen: “Besat af træning – når passionen for træning går amok”

Klinikker i nærheden af dig