Medarbejderne i Esbjerg Lufthavn er flyvende over træning i arbejdstiden

Tekst: Clara Edgar

Foto: Clara Edgar

Kommunens laveste sygefravær er bare en af mange gevinster som Esbjerg Lufthavn har fået ud af det projekt de startede i 2018, da Esbjerg kommune ville undersøge hvad det betød for medarbejdernes sundhed at få lov til at træne en time om ugen i arbejdstiden. Resultaterne var så gode at lufthavnen har valgt at køre videre med den gratis træning.

Det er stadig mørkt denne fredag morgen lidt i halv ni, da de første medarbejdere gør klar til at træne i træningslokalet i Esbjerg Lufthavns kælder. En mand sidder på en kondicykel og tonser derudaf, mens en kvinde er i gang med at lave øvelser for ryg, skuldre og arme under stram instruktion fra træneren Anna.

I alt er 28 mennesker på arbejde i lufthavnen i dag, og derfor kan to fremmødte til den frivillige morgentræning lyde af lidt – men det er kun begyndelsen. For i løbet af de to timer hvor Anna er klar til at svinge pisken, kan lufthavnens medarbejdere komme og gå som det passer dem. Nogle starter klokken halv ni, andre dukker op en halv time senere, mens det for nogle tredje og fjerde passer bedst at gå i gang klokken halv ti eller ti.

– Nogle venter til de har fået deres morgenmad, andre passer det ind efter hvornår de skal møde på arbejde, siger lufthavnschef John Nielsen, som desværre døjer med en diskusprolaps, der forhindrer ham i at deltage i dag – men han glæder sig til at starte op igen i januar.

To timers træning om ugen

Ordningen fungerer således at lufthavnen giver medarbejderne lov til at tage en time ud af deres arbejdsuge til at træne. Til gengæld beder arbejdspladsen medarbejderne om også at give en time af deres fritid til projektet. Det betyder i praksis at man to gange om ugen kan starte sin træning en halv time inden man egentlig stempler ind, og så fortsætte med løb, øvelser og sved på panden en halv time ind i arbejdstiden.

Individuelle skavanker kræver individuelle løsninger

På lufthavnens Facebook-gruppe kan Anna se at flere har meldt sig til at støde til klokken ni og halv ti, og derfor rykker hun fra kælderens træningsfaciliteter over i større omgivelser. Garagen er normalt hjemsted for store brandbiler, men har i dagens anledning gjort plads til de morgenfriske medarbejdere, som straks går i gang med at finde måtter, elastikker og vægtstænger frem. Det er tydeligt at se at de har prøvet det før. Mange gange faktisk, for træningen blev introduceret på arbejdspladsen for over et år siden – som led i et kommunalt pilotprojekt der skulle give data om gevinsterne ved fysisk udfoldelse. Det hele startede med helbredstjek, som alle 65 ansatte takkede ja til, og blev fulgt op af individuelle træningsprogrammer for at imødekomme den enkeltes udfordringer.

– Vi har jo mange typer af ansatte, og der er forskellige belastninger alt efter om du sidder ved skrivebord, rykker baggage eller er mekaniker, siger John.

Men med de individuelle programmer og ugentlig træning, hvor instruktør Anna holder skarpt øje med at alt bliver gjort ordentligt, er det lykkedes at sænke sygefraværet, slippe af med smerter og overflødige kilo og samtidig øge sammenholdet og produktiviteten på arbejdspladsen. Og i de tilfælde hvor der kræves mere ekspertise, kan de ansatte via en kommunalordning blive henvist til en fysioterapeut.

Godt med en indpisker

– Vi kan se at sygefravær der skyldes smerter i knogler og led, er faldet. Vi har tre langtidssygemeldte – eksempelvis en der har fået skiftet et led – men tæller jeg dem fra, har vi det seneste år haft 4,5 sygedage per medarbejder. Det er det bedste tal i kommunen og skyldes helt sikkert træningen, siger John Nielsen.

Den enkelte medarbejder kan også tydeligt mærke forskel. Indsatsleder Søren Jepsen, der er med til denne morgens træning, er fx blevet så bidt af den fysiske aktivitet at han også hyppigt besøger lufthavnens træningscenter uden for den ordinære træning.

– Jeg træner fem gange om ugen, fordi jeg kan mærke at det virker. Jeg har døjet meget med min skulder og nakke, og det gør jeg ikke længere, men jeg kan mærke det kommer snigende når jeg ikke rører mig. På trods af det tror jeg at jeg ville falde fra hvis ikke Anna var her nogle dage til at svinge pisken, siger han.

Smerter er trænet væk

Også Jill Mortensen, som er økonomiassistent, mærker en betydelig nedgang i smerter.

– Jeg sidder meget og havde tit ondt i skulder og ryg, som var mine fokusområder – og nu har jeg slet ikke ondt længere. Træningen har også givet mig en større bevidsthed, så jeg fx husker at få rejst mig og gået lidt i løbet af en arbejdsdag, siger hun.

Modsat Søren ville Jill fortsætte med at træne hvis tilbuddet på arbejdspladsen forsvandt. Som hun forklarer, har hun fået nogle værktøjer og redskaber gennem forløbet, som ville gøre hende i stand til at træne selv, men hun synes at det er et fantastisk gode at træne i arbejdstiden.

Der er da heller ingen udsigter til at træningen bliver taget fra Søren, Jill eller deres kollegaer i fremtiden. Tværtimod. John ønsker at udvide muligheden med endnu flere hold for at få flere med, og han håber også at kommunen vælger at bruge de positive erfaringer fra lufthavnen til at gøre pilotprojektet til en permanent ordning, også andre steder.

– Det første år, i pilotperioden, blev træningen finansieret gennem kommunen, men da jeg havde set hvor meget det betød for alle her i lufthavnen, besluttede jeg at finde pengene til at køre videre, og jeg vil også gerne sprede det mere ud hvis jeg får muligheden, siger han.

Vil gerne have alle med

På en dag som i dag er der 14 tilmeldt træning. Det er halvdelen af alle på arbejde. Og det er rigtig godt, mener John. Men han kan også se at der er nogle grupper som holder sig væk, og som han gerne vil have i gang.

– Der er nogle af dr kvindelige ansatte som ikke har det så godt med at skulle i træningstøj og svede foran mændene, så jeg vil rigtig gerne lave et rent kvindehold. Men det handler både om at finde tid og penge, siger han.

Derfor håber John at kommunen vil ansætte en eller flere dygtige instruktører til at stå for træning på forskellige kommunale arbejdspladser, og at det dermed bliver muligt for Esbjerg Lufthavn at implementere endnu mere tid i garagen med måtter, løb, elastikker, sjippetorv og sammenhold.

Som minutterne skrider frem, begynder svedperlerne at vise sig på deltagernes pander. Der er koncentration og seriøsitet omkring øvelserne, men også tid til sjove kommentarer og intern konkurrence, som når Søren og hans sidemand kæmper om hvem der kan holde ’planken’ længst. Og der er ingen tvivl om at en time af lufthavnens tid og en time af de ansattes fritid tilsammen er givet godt ud for begge parter.