Bevægelse giver energi til krop og sind

Tekst: Pernille Ingvartsen, fysioterapeut, FysioPilates- og yogainstruktør og Marianne Nørup, fysioterapeut og FysioPilates-instruktør

Foto: Shutterstock og Vibeke Johanson

Der er mange grunde til at fysisk aktivitet kan øge dit energiniveau og give dig større overskud i hverdagen.

Når man føler sig energiforladt og træt, er den første indskydelse som regel at lægge sig og sove eller hvile. Men selvom trangen kan føles overvældende og helt naturlig, vil det i mange tilfælde være en langt bedre ide at få lidt gang i kroppen.

Sammenhængen mellem fysisk aktivitet og energiniveau kan man anskue fra flere vinkler. For mens hård, intensiv motion naturligvis medfører en midlertidig fysisk træthed – og et velbegrundet behov for hvile – så vil en god fysisk form generelt betyde større energioverskud. Dertil kommer at bevægelse i sig selv kan generere energi.

Din grundform har betydning

Først og fremmest er kroppens grundform som nævnt en faktor. Jo bedre kondition du er i, og jo stærkere og mere udholdende dine muskler er, jo mindre indsats ”koster” hverdagens udfordringer relativt. Ved at træne kondition og muskelstyrke øger du det du maksimalt kan klare (= 100 procent). Det betyder at den kraft du har brug for til hverdagsaktiviteter som at handle, cykle, gå osv., vil være relativt mindre krævende. Et eksempel: At gå op på anden sal kan for en utrænet føles som tæt på 100 pct. af ens formåen, mens det vil svare til måske 30-40 pct. for en person i god form. Sagt på en anden måde: Der går længere tid, eller der skal mere til, før du bliver fysisk træt.

Regelmæssig bevægelse vækker kroppen af dvale

En anden sammenhæng mellem energi og fysisk aktivitet er at kroppen i løbet af dagen har brug for bevægelse. Når du har siddet stille et stykke tid, går kroppen i en slags dvaletilstand – og ved at bevæge dig, får du gang i kredsløbet og får iltet kroppens celler – både i krop og hjerne – og dermed øges din vågenhed og energi. Tænk bare på hvordan dit energiniveau har det efter en frisk gåtur i skoven sammenlignet med en eftermiddag foran fjernsynet.

Dertil kommer at motion beviseligt har en positiv og umiddelbar effekt på vores humør, og det smitter også af på vores energiniveau.

Mind-body-træning

Endelig kan vi også via særlige kropsøvelser arbejde med energi og mentalt overskud. Yoga, tai-chi og andre orientalske bevægelsesformer har i århundreder (for yogas vedkommende årtusinder) arbejdet bevidst med energi.

Det handler blandt andet om at finde en indre ro og balance, i harmoni med kroppen. Selvom det måske lyder paradoksalt, kan indre ro nemlig generere energi, ikke mindst hvis man er stresset.

Vi moderne mennesker er meget tanker og hoved og mindre krop. Travlhed, telefoner, medier, skærme og meget mere trækker opmærksomheden væk fra kroppen og den bevidste væren. Ved at få fuld opmærksomhed på kroppen og åndedrættet kan vi lukke ned for de mange input, eller populært sagt dæmpe larmen inde i hovedet. Og når man lader noget gå – overflødige tanker, negative følelser eller stress – giver det mulighed for at frigive energi.

Det handler om balance – noget skal vækkes, andet dæmpes.

At mærke og bruge kroppen gør det også nemmere at mærke sig selv og dermed hvordan man har det følelsesmæssigt. Det kan blandt andet være med til at dæmpe stress og angst, og – igen – frigive energi.

OBS: Træthed kan skyldes underliggende problemer eller sygdom, så hvis du er unormalt træt eller trætheden varer ved, bør du blive tjekket hos din læge.


De følgende øvelser har som mål at du mærker og får bevæget hele kroppen, også i bevægelser og yderstillinger du i løbet af hverdagen normalt ikke er i – sådan så kroppen ikke ”fryser fast” i de samme bevægemønstre, og så du får en fornemmelse af at få pustet liv i hver en celle i kroppen. Samtidig arbejder du med din kropsbevidsthed og dit åndedræt, og med at opnå ro og tilstedeværelse.

Øvelserne udføres i ét sammenhængende flow, hvilket er med til at øge fornemmelsen af at lade energien strømme frit gennem kroppens celler.

Udfør bevægelserne i et roligt tempo. Du kan blive i hver del af øvelsen i 1-3 åndedræt – som det føles bedst. Du kan gentage hver enkelt øvelsesdel, eller nøjes med en enkelt af hver. Du kan udføre hele serien én gang eller flere.

Hav altid fokus på åndedrættet, og hvad der sker/hvordan det føles i kroppen

Udfør øvelsesserien om morgenen eller før du går i seng. Når du føler dig træt i løbet af dagen. Efter træning eller som en afbrydelse af din stillesiddende tid. Mærk og følg dit behov.

Får du smerter, så undgå at gå så dybt i strækkene, eller spring stillingen over. Rådfør dig med din fysioterapeut hvis du er i tvivl.


Energi-flow – se billeder af øvelserne her

1. Lig på ryggen. Træk vejret roligt og dybt. Læg gerne hænderne på brystkassen og mærk brystkassen udvide sig ud i dine hænder.

2. Træk ét ben ad gangen op mod maven og hold om knæene. Træk roligt de afslappede ben ned mod dig (så du mærker et let stræk på bagsiden af kroppen) og før dem tilbage mens du åbner op mellem benene (som om du laver en cirkel med hofterne).

3. Sæt fødderne i underlaget, og sænk begge ben langsomt mod den ene side, så du mærker en drejning/rotation i ryggen (led for led, startende fra de nederste led i lænden). Før kontrolleret benene tilbage og gentag til den anden side.

4. Rul om på maven, sæt hænderne i underlaget, cirka ud for dine skuldre, og stræk dig op, så langt det føles rart.

5. Stil dig på alle fire. Løft den ene hånd fra, og før den ind under kroppen, så du drejer om ryggens akse. Før armen tilbage og skift side.

6. Stil dig nu på hænder og fødder med bagdelen op mod loftet, så kroppen danner et omvendt V. Det er helt okay at bøje i knæene.

7. Kom tilbage på fødderne, og mens du slapper af i overkrop, nakke og arme, ruller du op led for led til stående.

8a. Mærk at du står godt på fødderne, med vægten ligeligt fordelt mellem højre-venstre fod, inder- og yderside, forfod og hæl.

8b. Før armene i en cirkel op over hovedet uden at ryggen bevæger sig.

9. Bøj nu til siden – forestil dig at du skal række hen over en kæmpestor bold, så du får et langt stræk på modsatte side af kroppen. Bliv lidt i strækket og gentag til modsatte side.

10. Saml hænderne foran kroppen og drej/rotér så langt du kan mod den ene side, hvorefter du strækker bageste arm. Fold armen ind foran kroppen igen, drej tilbage og gentag til den anden side. OBS: Knæene peger hele tiden lige fremad.

11. Løft begge skuldre og lav cirkler fremad og bagud, så du løsner skulderåget.

12. Træk vejret dybt og frit.

Video til øvelser: https://www.youtube.com/watch?v=8X6RmZN6_s8


Er du udkørt klokken 15?

(og kl. 10 og 18.30 og…)

Når energibarometeret går på nul før dagen er omme, har vi ofte brug for at stimulere kroppen. Nogle gange har den behov for blide stræk og rolige øvelser, andre gange for en gåtur i naturen eller for fuld knald på pulsen.

Har du brug for et hurtigt energifix, kan du på www.krop-fysik.dk finde nemme pauseøvelser. Vælg mellem pulsøvelser, strækøvelser eller mindfulness-øvelser.

Print dem alle ud, og brug det program der passer i den givne situation.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.