Lasse Boesen giver bolden videre: Men jeg bliver ved med at træne!

Lene Jæger Klausen, journalist

For et års tid siden fik elite-håndboldspilleren Lasse Boesen konstateret en uhelbredelig gigtsygdom. Han har valgt ikke at forlænge sin kontrakt med KIF Kolding København, som udløber denne sommer, men han indstiller ikke træningen sammen med håndboldkarrieren. Motion er nemlig med til at holde sygdommen nede – og det lindrer smerterne.

I februar meddelte 36-årige Lasse Boesen at han ikke ville forlænge sin kontrakt når den udløber denne sommer. Det kom ikke som nogen stor overraskelse, for ud over at have været bremset af skader, så er det er ikke meget mere end et år siden at Lasse Boesen fik konstateret den uhelbredelige gigt-sygdom, morbus Bechterew, hvilket betød at han i en længere periode ikke kunne deltage i træning og kampe sammen med holdet. Selv om han sidste efteråret blev klar til kamp igen, så er der ingen tvivl om at oplevelsen af uvished og smerter har fået ham til at tænke over hvad et liv uden håndbold vil betyde for ham.

– Det var egentligt ikke så meget tanken om at jeg ikke kunne spille håndbold mere. Det ville jeg være ked af. Men hvad hvis jeg ikke kunne være fysisk aktiv mere. Jeg har altid været fysisk aktiv. Tænk hvis jeg kom til at sidde i en kørestol resten af mit liv? Det ved jeg slet ikke hvordan jeg ville klare, siger Lasse Boesen til Krop+fysik.

 

Smerterne overdøvede alt

Som så mange andre elite-idrætsudøvere kan Lasse Boesen ikke sige sig fri for at have oplevet smerter i forbindelse med sit arbejde. Skader, overbelastninger og brækkede lemmer. Det er ikke noget Lasse Boesen tillægger stor betydning. Men de smerter han fik i ryggen, var anderledes. De overskyggede fuldstændig alt andet, og selv om han fik massage, spiste gigtpiller og almindelig smertestillende medicin, kunne de ikke overdøves.

– Jeg kunne stadig ikke sove om natten, og jeg kunne heller ikke holde ud at være i ro. Der var en masse ting som jeg ikke kunne. Jeg kunne næsten ikke gå, og jeg kunne slet, slet ikke løbe, men jeg fandt ud af at jeg godt kunne styrketræne, og jeg kunne også cykle. Når jeg ikke kunne finde ro for smerterne om aftenen, kunne jeg finde på at tage i træningscenteret klokken 22. Efter halvanden times træning var det som om det hjalp så meget at jeg kunne sove et par timer. Så stod jeg måske op igen klokken 4 om morgenen og cyklede et par timer.

Den tid står hen i en tåge for ham.

– Hvis du spørger min kone, så tror jeg at hun vil sige at jeg forandrede mig meget. Jeg er almindeligvis meget social og udadvendt, men i den periode trak jeg mig ind i mig selv. Selv om jeg fik stærk smertestillende medicin, kunne jeg ikke sove om natten. Det blev mere og mere almindeligt at jeg tog en sjus om aftenen for at få kunne sove. Jeg tror ikke at jeg sov mere end fire timer på noget tidspunkt i de måneder. Alene det påvirker jo en meget.

Selv om behovet for søvn blev større og større for hver dag, så var sengen næsten det værste sted for Lasse Boesen at opholde sig.

– Normalt når jeg vågner om morgenen, vil jeg gerne lige ligge lidt og komme til mig selv, men i den periode væltede jeg nærmest ud af sengen med det samme. Smerterne var uudholdelige.

Befriende at få en diagnose

Uvisheden om årsagerne til smerterne bekymrede både Lasse Boesen og familien.

– Det var befriende at få en forklaring på hvorfor jeg havde det så dårligt. Det værste havde næsten været ikke at kunne få en diagnose jeg kunne forholde mig til. Da jeg hørte navnet morbus Bechterew anede jeg ikke hvad det betød. Jeg kunne hverken stave eller udtale det, men jeg kunne jo forstå at det ikke var kræft.

Da først diagnosen var stillet, var det muligt for lægerne at finde noget medicin der kunne hjælpe. Det første præparat havde desværre ikke den ønskede effekt, men det havde det andet heldigvis, og i dag tager Lasse Boesen sin medicin efter lægernes anvisninger og mærker ikke længere noget til sygdommen.

– I dag har jeg det rigtig godt. Jeg har ikke mere ondt end jeg havde inden smerterne brød ud. Måske er det faktisk lidt bedre, for jeg har, så længe jeg kan huske, haft ondt i ryggen, men det er aldrig noget jeg har tænkt over. Måske tænker jeg lidt mere over at spise noget kroppen har let ved at fordøje, og jeg spiser fx mere fisk og mindre pasta, men ellers har jeg ikke ændret noget, siger Lasse Boesen.

 

Træning lindrer

Mens de mest akutte smerter stod på, var det ikke muligt for Lasse Boesen at gennemføre sin træning. Men da de værste smerter aftog, opdagede han at bevægelse kunne lindre.

– Lægen fortalte at mange patienter mener de har det bedst efter at have spillet fodbold i halvanden time. Motion er med til at holde sygdommen nede, fortæller Lasse Boesen. Derfor er han også sikker på at han ikke kommer til at indstille alt træning sammen med karrieren.

– Nogle gange tænker jeg faktisk at det er en fordel, for jeg bliver nødt til at holde mig i gang – også når jeg nu ikke længere skal spille håndbold på eliteplan.

Umiddelbart er der nu heller ikke udsigt til at Lasse Boesen går i stå. Ved siden af håndbolden driver han tre virksomheder. Derudover arbejder han med at videreudvikle et koncept for boldspil, som kan være med til at nære børns selvtillid og mentale udvikling. Konceptet går under navnet HAND THE BALL, og bliver lige nu brugt i nogle af de fattigste områder i Kenya, Afrika, hvor han arbejder på at gøre projektet bæredygtigt, så landet ikke skal være afhængig af at få hjælp udefra for at kunne give børnene træning.

Kort om Lasse Boesen

  • Født 1979 i Vamdrup uden for Kolding
  • Gift med den tidligere håndboldspiller Lene Moutzen, som han også har børnene Pelle og Tilde med.
  • Han indledte sin håndboldkarriere i Kolding IF. Efter han blev professionel, har han spillet i spanske og tyske storklubber, inden han i 2011 vendte tilbage til sin barndomsklub i Kolding.
  • Han har i næsten ti år spillet på det danske landshold, hvor han scorede 406 mål.
  • Han stopper karrieren som professionel håndboldspiller når kontrakten med KIF Kolding denne sommer.

Hvad er morbus Bechterew?

Morbus Bechterew (også kaldet rygsøjlegigt) er en type ledbetændelse, der har tendens til at fremkalde stivhed i leddene. Ud over rygsøjlen kan brystben og bækken også være påvirket. Morbus Bechterew kan medføre smerter og stivhed i lænden, så det naturlige svaj i lænden bliver mindre, og brysthvirvelsøjlens krumning bliver kraftigere. Årsagen til morbus Bechterew kendes ikke endnu, men den kan være arvelig.

Læs mere om morbus Bechterew på www.gigtforeningen.dk, www.morbusbechterew.dk eller www.sundhed.dk.

I næste nummer af Krop+fysik kan du læse meget mere om gigt.

HAND THE BALL

HAND THE BALL er udviklet af Lasse Boesen og Ole Bruun Andersen. Det er en simplificeret version af håndbold, som kan spilles af alle, overalt. HAND THE BALL flytter fokus fra konkurrence og resultater til det sociale og aktiverende element af spillet, og det koncept kan gøre gavn for børn og unge i hele verden. Du kan læse mere om Lasse Boesens projekt i Afrika på www.handtheball.com.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.