En kold fidus til opvarmning

Af: Leif Skive, praktiserende læge, foredragsholder og forfatter til bl.a. Motions-manualen

Foto: Shutterstock

Jeg er begyndt at gå i et motionscenter, selv om jeg for blot et år siden ville have forsvoret at jeg nogensinde ville sætte mine ben et sådant sted. Nu er jeg altså nybegynder, så jeg skal jo igennem mange velmenende råd og erfaringer før jeg helt bliver fortrolig med den nye verden. Når jeg skal i gang med opvarmning, er der flere som siger at jeg kan blive hurtigere varm hvis jeg bruger muskelvarmende creme. Er det rigtigt?

P.N.                                 


Kære P.N.
Du behøver ikke at bruge penge på ”muskelvarmere” – de har ikke den effekt som mange af firmaerne ellers lover. Cremerne giver måske endda større risiko for skader!

’Varme’cremen er fx tilsat pebermynteolie, cayennepeber eller kamfer – alle ingredienser som kan virke lokalirriterende på huden. Hudens blodkar reagerer med at udvide sig og leder dermed mere blod ud i det yderste hudlag. Det fornemmes som varme, og du tror nu derfor at dine store muskler er klar til at yde det ypperste. I virkeligheden kan der ske det at musklerne er blevet afkølet lidt af cremen. Det ekstra blod til huden skal jo komme et sted fra – og da musklerne ligger lige under huden, ja så kan du risikere at ”stjæle” det varmende blod fra de muskler som skulle varmes op.

Konklusionen stammer fra en undersøgelse lavet på hudafdelingen på Amtssygehuset i Gentofte.

Så heller ikke når det gælder opvarmning, er der tilsyneladende nogen vej uden om at lave arbejdet selv.

Lignende cremer (“kølecremer”) kan til gengæld være en god hjælp til muskelafkøling og til at dæmpe smerter.

Venlig hilsen Leif Skive

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.