Øm i lænden når jeg løber

Af: Rasmus Bach Jønsson, klinisk ekspert i muskuloskeletal fysioterapi

Foto: Shutterstock

Når jeg løber, får jeg tiltagende ømhed eller træthed i lænden, og de sidste par kilometer føler jeg mig helt stiv, som om jeg ikke har fri bevægelse. Der går lidt tid bagefter før det føles nogenlunde normalt igen. Det kan hjælpe lidt på ømheden at ligge på gulvet og trække benene ned mod maven.

Hvorfor får jeg ondt i ryggen af at løbe? Og kan jeg gøre noget ved det? Jeg løber ikke særlig langt, omkring 5-6 km. og det har jeg gjort i mange år. Styrketræner lidt (fitness) en gang imellem også.

Venlig hilsen Lars


Kære Lars!

Tak for dit spørgsmål. Jeg vil som udgangspunkt tro at der er tale om en træningsproblematik. Jeg kunne forestille mig, at du mangler noget styrke eller alternativt en bedre muskelbalance i din ”kernemuskulatur” – her tænker jeg på din mave – og rygmuskulatur. For at optimere din kernemuskulatur kan du gå i gang med nogle simple mave- og rygøvelser (du kan finde programmer på www.krop-fysik.dk). Det kan være en god ide at få hjælp af en fysioterapeut, så du får valgt de bedste øvelser til netop din krop – det handler bl.a. om at få en god balance mellem bevægelighed og stabilitet. Stivheden kan skyldes en inflammatorisk tilstand i og omkring dine muskler og led, som gør at din bevægelighed bliver reduceret. Mit gæt er at der opstår en form for overbelastning eller en kompensation, som resulterer i en uhensigtsmæssig bevægestrategi (måde at bevæge sig på). For effektivt at forbedre situationen skal du nok regne med en periode på ca. 3 måneder med kontinuerlig træning 2 – 3 gange ugentlig. Da mange af de problemer der kan opstå i forbindelse med løb, kan henføres til en uhensigtsmæssig løbestil, vil jeg også anbefale dig at få foretaget en grundig løbestilsanalyse, gerne hos en fysioterapeut med kompetencer inden for området. Vær opmærksom på at en kortvarig analyse med 5 minutter på et løbebånd i fx en sportsbutik ofte ikke er tilstrækkelig. Det er nemlig vigtigt at se på hele kroppens samspil. Fysioterapeuten vil kunne hjælpe dig med optimering af din løbestil (hvis det er relevant), og få udarbejdet et træningsprogram til dine skavanker.

Jeg håber du får løst dit problem.

Med venlig hilsen Rasmus Jønsson

Klinisk ekspert i Muskuloskeletal Fysioterapi

Fysioterapeut Dip.MPT

Træn dig fra rygsmerterne

Natural movement: Ryggen har brug for både bevægelse og stabilitet

Bevæg ryggen

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.