Juleferie behøver hverken være kedelig, ensformig eller usund. Her er en række forslag til sjove, sociale og sunde udendørs aktiviteter for hele familien.
Tag på udflugt: I har tid, I er sammen – det er nu I har mulighed for at besøge et nyt sted. Kig evt. ind på det lokale turistbureau (de har sikkert også en hjemmeside) og få gode ideer.
Tag en gåtur i den lokale dyrehave eller på en hjertesti (se hjerteforeningen.dk), eller besøg et udendørs fitnesscenter.
Du kan finde fælles vandreture og ruter du selv kan gå, på dvl.dk (Dansk Vandrelaug) og vandreruter.dk.
Hvis der er sne: Kælketure, skøjteløb, sneboldskamp og snemandsbygning!
Er græsset stadig synligt, kan man faktisk godt spille sommerspil hvis man klæder sig på til det: crocket, boule, fodbold osv.
Gå en tur i mørket med hjemmelavede lanterner (find opskriften på nettet).
Mange klubber, sportsforeninger mv. arrangerer jule- og nytårsløb for både børn og voksne i hyggelige og festlige rammer. Et eksempel er Änglamark Nytårsløb på Østerbro, hvor man kan vælge mellem ruter på 2, 5, 10 og 21,1 km, efterfulgt af kransekage og champagne.
Se fx løbskalenderen på www.motionslob.dk.
Gå en tur i skoven og lav bål, tag kage og kaffe med eller lav snobrød og bevægelsesaktiviteter derude. Bare et par timer, så det ikke bliver for koldt.
Lav fx skattejagt, jorden er giftig-baner, find ting til jule- eller nytårsdekorationen osv.
Træn som et svin
Få inspiration til sjov og effektiv ude-træning for alle i artiklen om “svinetræning” på krop-fysik.dk
Lav et vinterbål eller en islygte
På hjemmesiden skoven-i-skolen.dk kan du bl.a. lære hvordan du laver et vinterbål og en islygte
Foto-konkurrence
Fotografer i skoven, sammen eller i konkurrence mod hinanden eller på hold. Sæt fx en time af til at fotografere, og tag så hjem og nyd resultaterne på computeren og vurder hvem der har vundet. Inden I tager af sted, kan I sammen have lavet en spiselig præmie (måske en konkurrence i sig selv?).
Affald
Og så den politisk korrekte: Gør en god gerning: Hjælp naturen ved at samle affald en times tid!
Snigeleg i skoven
“Rødt lys stop” er en snigeleg, som går ud på at bevæge sig lydløst gennem skovbunden – og undgå visne grene og puslende blade. Måske husker du legen fra skolegården? Hvis ikke, så find reglerne på skoven-i-skolen.dk.
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.