For fire år siden fik tidligere fodboldlandsholdspiller Michael Gravgaard konstateret testikelkræft. I dag er han direktør for Randers FC og har skiftet den professionelle fodboldkarriere ud med et tåleligt motionistniveau. Han har lært at sætte sin mobil på lydløs og hoppe af den pulserende hverdag når han har brug for det

 Helt henne i enden af det åbne kontor i Bio Nutria Park ligger Michael Gravgaards kontor. Den tidligere fodboldlandsholdsspiller sidder koncentreret foran skærmen. Spillertrøjen er skiftet ud med skjorte og pæne bukser.

– Lige to sekunder, jeg skal lige have det her ud af verden, siger han efter pænt at have budt velkommen.

Michael Gravgaard blev i år direktør for Randers FC, hvor han kan kombinere sin passion for fodbold med sin revisor-uddannelse, som han har taget sideløbende med sin fodboldkarriere. For fire år siden måtte han dog lægge sin aktive karriere på hylden for en stund, da han fik konstateret testikelkræft.

På det tidspunkt er han netop stoppet som fodboldspiller for franske FC Nantes og har fået job som ekspert og tv-vært på sportskanalerne Canal 8, Canal 9 og 6’eren. Og han begynder at få ondt i lænden. Men efter en del år hvor kroppen har været udsat for fodbold på højt plan, tænker han at det da ikke er så mærkeligt at den brokker sig lidt.

En dag da Michaels forældre er på besøg, lægger hans mor mærke til hvordan han tager sig til lænden. I løbet af dagen kommer der flere og flere smerter i ryggen, og da Michaels forældre skal hjem, kan han næsten ikke rejse sig for at sige farvel til dem. 

– Min mor sagde, som kun en mor kan sige det, at nu skulle jeg altså gå til lægen. Og det gjorde jeg så, siger Michael Gravgaard.

Kunne vågne op uden testikler

Efter halvanden måned med mange undersøgelser bliver han sendt på urologisk afdeling i Herlev, hvor de tjekker for sygdomme i nyre, urinveje og mandlige kønsorganer. Lægen konfronter ham med en mistanke om at der måske er tale om testikelkræft. Ugen efter kommer han på operationsbordet for at få taget en biopsi, velvidende at hvis lægerne finder noget der ikke skal være der, kan han vågne op efter operationen uden testikler.

– Som mand er det virkelig en forfærdelig tanke. Der er noget ekstrem maskulint omkring det. Det første jeg gjorde efter operationen, var at kigge under dynen. Jeg kunne godt se at operationsarret var mere end bare en biopsi. Men heldigvis var der én testikel tilbage, og det gjorde mig lettet, siger Michael Gravgaard.

Selv om testiklen er fjernet, er kræften ikke væk. Den har spredt sig, og Michael skal omgående i kemobehandling. Michael spørger lægen, om behandlingen kan udskydes et par uger fordi han har nogle vigtige møder. Men lægen gør det klart at det var alvor. Behandlingen kan ikke vente.

– Der begyndte det at gå op for mig at det var seriøst. For enden af tunnelen stod manden med leen. Jeg begyndte at tænke på mine børn, og hvordan de ville have det uden mig. Man kan ikke lade være med at tænke: ’hvad nu hvis?’

Kemoen tog kontrollen

Alligevel havde Michael klare intentioner om at fortsætte sit arbejde som tv-vært og holde fast i sine løbeture. Men det blev ikke som han forventede.

– Der er nogle der næsten kommer upåvirket gennem et kemoforløb. Det havde jeg en forventning om at jeg også skulle. Men den målsætning røg hurtigt i kloakken. Jeg reagerede meget voldsomt på kemobehandlingen allerede efter første behandling. Det var som en influenza gange 100. Jeg var fuldstændig smadret. Der var især et stof som gjorde at jeg slet ikke kunne være i mig selv, så jeg strittede nærmest i mod når jeg skulle ind og have det, siger Michael Gravgaard.

Han må sætte jobbet på pause, og det er ikke nemt når man er vant til den professionelle fodboldverden hvor det at give op ikke er en mulighed. Tømreren han ligger sammen med på hospitalet, kører til og fra behandlingen på motorcykel. Og det er svært ikke at sammenligne.

– Jeg tænkte selvfølgelig om jeg var en pivskid. Professionel fodbold er en machoverden hvor det er de svage der ikke kommer på holdet. Derfor var det også et kæmpe nederlag at jeg ikke kunne fortsætte med mit arbejde i den periode. Men jeg fandt ud af at det var okay at sige fra, siger Michael Gravgaard.

Allerede efter første serie kemo var det slut med hans sædvanlige cykel- og løbeture. I stedet begyndte han at gå ture rundt om et springvand ude foran hospitalet. Det startede med fem ture, så fire, og til sidst kunne kroppen kun holde til tre ture.

– Det var det eneste jeg kunne holde til. Ellers lå jeg bare på hospitalet i 8-12 timer og kiggede op i loftet. Men min stædighed sagde at jeg var nødt til at gå. Om jeg så skulle brække mig fire gange undervejs, siger Michael Gravgaard. 

Hverdagen handler nu kun om behandling, og Michael lukker sig ind i en skal, hvor han hver dag ligger i sengen eller på sofaen og laver ingenting. For han kan ingenting. Heldigvis har den fire måneder lange kemo-behandling effekt. I slutningen af 2012 bliver Michael erklæret rask.

– Jeg må da indrømme at jeg kiggede en smule opad den dag. Det var en lettelse endelig at slippe af med usikkerheden og vide at jeg var rask, siger Michael Gravgaard.  

Tålelig motionist

Et par måneder efter sidste kemobehandling vil Michael i gang med træningen igen. Han starter på sit løbebånd i kælderen, men kan pludselig mærke at benene ikke vil som han vil. Efter 700 meter er kroppen helt slået ud.

– Jeg tænkte: ’Det er simpelthen løgn det her’. Der var intet tilbage fra den fysiske form jeg var i, inden sygdommen. Det var fuldstændig forfra, siger Michael Gravgaard.

Han er stadig ikke kommet tilbage til sin professionelle fodboldspiller-form. Den er i stedet erstattet med et tåleligt motionistniveau med små løbeture og gammelmandsfodbold. Nogle gange tager han et slag fodbold med de unge knejter i klubben, hvor de 38-årige lunger kommer på prøve. 

– Jeg synes jeg har et sundt og afslappet forhold til motion i dag. Jeg er fast besluttet på at jeg ikke vil lade min krop gå i forfald, men jeg tager ikke længere fedtmålinger, og plus minus to kilo går jeg ikke op i. Jeg kan godt mærke at mine ankler, hofter og knæ har taget deres tørn på fodboldbanen. Derfor er jeg ikke hoppet på vognen med ironman og maratonløb, selvom det jo i dag næsten er umuligt som direktør for en virksomhed, siger han med et glimt i øjet.

– Der er nogle ekstremmotionister der måske bør tænke mere over om man som 45-årig skal i gang med at lave ironman. For man kan spørge sig selv om man overhovedet gør sin krop en tjeneste ved det, siger han.

Hopper af den pulserende hverdag

Sygdommen og behandlingen har sat sine spor. Hårpragten og hukommelsen er ikke hvad det har været, og så har Michael fået tinnitus som bivirkning fra kemoen. Nogle aftener er han nødt til at ligge og vente indtil at han bliver så udmattet af træthed at han går omkuld, fordi han ikke kan falde i søvn for den konstante hyletone.

Nætterne inden han skal til kontrol på hospitalet, sover han kun tre til fire timer i stedet for de sædvanlige seks til syv. Og når han nærmer sig hospitalet, kan han lugte kemoen på kilometers afstand. 

– Når man bliver tvunget til at kigge ekstreme ting i øjnene, så glemmer man det aldrig. For tre uger siden var jeg ude og fortælle om mit forløb for familier med kræftramte børn. Så snart det er noget med børn at gøre, kan jeg slet ikke klare det. Jeg begynder at tænke på min store søn, som var omkring fem år da jeg var syg. Han kunne godt se at far havde mistet håret. Længe efter klappede han mig en gang i mellem på hovedet og sagde: ”Far, nu har du dit hår igen, så nu er alt godt.” Der kommer uretfærdigheden ved sygdommen op i mig, siger Michael Gravgaard.  

Han har gemt et billede af sig selv fra da han var syg, som han kigger på de dage hvor det hele føles uoverskueligt. 

– Billedet minder mig om hvor hårdt livet kan være, og at jeg ikke skal tage de små irriterende ting i hverdagen så tungt, siger Michael Gravgaard.

Mens han var syg, satte han sin mobil på lydløs fordi han ikke kunne overskue at snakke med nogen. Det tillader han sig stadig at gøre i dag for at få et pusterum med tid til sig selv og sin familie. 

– Jeg er ikke den samme som jeg var før. Jeg har lært at sætte mere pris på livet. Der er ikke telefontid hos mig 24/7. Det er en frihed jeg tillader mig at tage. Når man står af den pulserende hverdag, finder man hurtigt ud af at livet godt kan køre videre uden dig.

---

Michael Gravgaard En alvorlig skade tvang Michael Gravgaard til at indstille sin fodboldkarriere i en forholdsvis ung alder, men han opnåede på relativt kort tid at blive kåret som årets superligaprofil i både 2005 og 2006, blive to gange dansk mester med FC København samt spille 18 kampe for det danske landshold. Uddannet cand. merc. aud. på handelshøjskolen i Aarhus  Siden februar 2016 ansat som administrerende direktør i Randers FC