I form mens du venter

Af: Marianne Nørup, fysioterapeut

Foto: Colourbox

Det skader ikke fostret at dyrke motion under graviditeten. Tværtimod. Og du kan selv komme nemmere gennem graviditet og fødsel hvis du motionerer mens du venter.

Forestil dig at du konstant slæber rundt på en 10-15 kilo tung rygsæk! Så meget tungere bliver du nemlig (mindst) i løbet af en graviditet, og det er naturligvis en belastning for kroppen. Selve fødslen er en kraftanstrengelse på linje med en elite-sportspræstation, og efter fødslen skal du – blandt andet – bære rundt på din baby og klare dig med meget lidt søvn.

Det kræver sin kvinde – og såvel logik som videnskab siger at der er fornuft i at holde sig i form mens man venter. Ved at være i god fysisk form før og under graviditeten opnår du et hav af fordele. For eksempel:

  • Du bliver langt bedre i stand til at klare den øgede belastning på kroppen (fx kan du forebygge ryg- og bækkenproblemer, modvirke fordøjelsesproblemer, svangerskabsforgiftning osv.)
  • Du får nemmere ved at holde den anbefalede vægtstigning på 10-12 kg under graviditeten
  • Du får flere kræfter og mere udholdenhed til selve fødslen
  • Du kommer nemmere i gang igen efter fødslen

Veltrænede har lettere fødsler

Mange er nervøse for at fostret skal tage skade når de dyrker motion. Men der er ingen grund til uro. Adskillige undersøgelser har vist at kvinder der dyrker moderat motion, ikke har øget risiko for hverken abort eller fosterskader. Man behøver heller ikke være bange for at føde for tidligt eller få en længere eller vanskeligere fødsel, som en sejlivet myte påstår. Tværtimod har det vist sig at kvinder der træner, har nemmere og kortere fødsler og færre komplikationer under og efter fødslen, end kvinder der ikke træner.

Hvilken motion kan du dyrke?

Hvis du har dyrket motion før du blev gravid, skal du endelig blive ved med det. Men det er ikke sikkert du kan fortsætte med den samme sport, for der er visse former for idræt der kan være risikable når man er gravid. Du skal eksempelvis undgå kontaktidræt (de fleste boldspil, kampsport osv.) og idræt hvor der er risiko for slag, fald eller lignende – fx skiløb, boldspil og kampsport. Men der er stadig masser af muligheder for at motionere.

Hvis du ikke har dyrket motion før du blev gravid, så kan du med fordel starte nu. Sørg først og fremmest for at få fysisk aktivitet ind i din hverdag – gå en tur hver dag, tag cyklen i stedet for bilen osv. Selv en lille smule har positiv effekt. Moderat styrketræning, cykling eller svømning er velegnet til at komme yderligere i form. Du kan også deltage på et gymnastikhold for gravide eller træne i et fitnesscenter – gerne et hvor der er fagpersoner som kan vejlede dig.

Er din graviditet kompliceret, eller er du i tvivl, så spørg din læge eller jordemoder til råds.

God ventetid!

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.