Og vi kan også temmelig let forklare én side af fænomenet.

Kulde og frygt

Gåsehud kendes nemlig også fra dyrenes verden; rejsningen af en tæt pels har to konkrete formål: At holde på varmen og at se stor og farlig ud.

Kuldepåvirkningen først: Når hårene rejser sig, opstår der et isolerende luftlag i bunden af pelsen. Samtidig lukkes hudens porer, og der strømmer ekstra blod gennem de spændte muskler. En ganske effektiv isolering imod omverdenens kulde – hvis man vel at mærke har en betydeligt tættere pels end moderne mennesker bærer rundt på.

Skræmmeeffekten kender vi fra vores kæledyr derhjemme. Når katten bliver forskrækket, rejser pelsen sig, mens den krummer ryg og vender siden delvist til. Tilsammen betyder disse manøvrer at kattens overfladeareal ser ud til at blive flere gange større når man står lige over for den. På et øjeblik har kattens frygt forvandlet den til et meget større dyr i øjnene på det der skræmte den.

Begge disse refleks-reaktioner var sandsynligvis praktiske for vores fjerne forfædre, som de fleste forskere mener havde betydeligt kraftigere pels end vi har i dag. Hårrejsningen ses også hos vores primat-slægtninge når de udsættes for kulde eller fare. Dermed er der god grund til at tro at gåsehud er en evolutionær overskudsvare, ligesom halebenet.

Hjernen spiller dig et puds

Mere indviklet bliver det hvis du får gåsehud af lyden af bestik imod en tallerken eller af at lytte til nationalsangen når du er til landskamp. Eller ved den blotte tanke om dengang for år tilbage hvor du blev ført op ad kirkegulvet.

Her er hverken kulde eller fare på færde. Situationen er enten neutral eller direkte positiv. Så hvad er det lige der sker?

For at forklare det skal man vide at gåsehuds-refleksen bliver udløst af stoffet dopamin, som er et ”belønningsstof” i hjernen. Dopamin-produktion hører til hjernens helt grundlæggende funktioner og stimuleres af ting som er godt for menneskeracen i et overordnet, darwinistisk perspektiv; f.eks. sex eller god mad.

Men dopamin indgår også i frygt- eller panikreaktioner. Og det er i spændet mellem de forskellige følelsesmæssige udtryk at vi kan føle det løber os koldt ned ad ryggen og hårene rejser sig. Vel at mærke som en behagelig fornemmelse, selvom man får gåsehud.

Det forklarer professor ved det Jyske Musikkonservatorium Peter Vuust, der har gennemført flere studier af musikkens indvirkning på både fysikken og følelserne.

– Den fremherskende teori forklarer det fx med at du ser en tiger i zoologisk have. Den universelle, spontane reaktion er at blive bange – det bestemmes dybt nede i det limbiske system i hjernen – men samtidig sker der en mere bevidst reaktion fordi du kan se tremmerne, og du ved at du har betalt for at komme ind i et beskyttet miljø. Det er imellem de to følelser du får det man kan kalde ”det frydefulde gys”, siger Peter Vuust.

Det fornøjelige i gyset kan sammenlignes med en rutsjebanetur, hvor én del af hjernen reagerer med frygt på grund høj fart med retning imod jorden, mens en anden del af hjernen er bevidst om at det bare er for sjov. Eller når du ser gyserfilm, og du ved at selv ikke Freddy Krueger fra Nightmare on Elm Street kan nå ud igennem lærredet til dig.

Gåsehud leder efter melodien

Peter Vuust har en fortid som internationalt anerkendt professionel jazz-bassist, og derfor har professoren haft interesse i at forske i musikkens påvirkning på os.

– Når et stykke musik giver dig gåsehud, er det på grund af den samme lille konflikt imellem det forløb du forventer dig af en melodi – og så det forløb musikken tager i stedet!

– Når melodien skifter toneart eller går over i et B-stykke du ikke havde regnet med. Du bliver instinktivt urolig over det der sker, samtidig med at du kan høre det giver en ny, behagelig udvikling af melodien, siger Peter Vuust.

Professoren uddyber at det fx er det der sker i mange Beatles-klassikere: De første to-tre vers følger samme model, men så ændres tonearten på overraskende vis, og den simpelt opbyggede melodi får en helt ny dimension.

– En del af vores opfattelse af musik er universel og ligger dybt i hjernens reaktionsmønstre. En anden del er kulturelt betinget og tillært. Den tredje og sidste del er individuel. Al musik spiller på disse reaktioner.

– Musik finder altid en vej ind til vores følelser, siger Peter Vuust.

Overraskelsen varer ved

Og så lige det med at vi reagerer på kridtets hvin imod tavlen eller kniven der skærer i glas. Det er der ikke noget behageligt i: Dybt inde i hjernen er vi programmeret til at reagere på høje lyde. Det gælder såvel et brag eller et tigerbrøl som er højt i volumen, som det gælder toner i det høje register; fx hvinen fra et tog der bremser. Så i disse tilfælde er der tale om en almindelig, refleksbetinget frygt-reaktion.