Hjemmearbejdsplads

Af: Marianne Nørup, fysioterapeut

Foto: Colourbox

Med en bærbar computer og en internetforbindelse er der i dag praktisk talt ingen grænser for hvor du kan arbejde. Det har et hav af fordele – men du skal huske at tage arbejdsmiljø-overvejelserne med når du flytter ud af virksomheds-kontoret.

Sidder du med din bærbare computer og telefon ved spisebordet derhjemme, på skødet i toget eller bare ved skiftende skriveborde, så arbejder du mobilt. Det gør cirka hver tredje dansker på arbejdsmarkedet. Det er fleksibelt, og det kan der være mange fordele ved. Men det er en udfordring at sikre arbejdsmiljøet. Både det fysiske og det psykiske. 


Uanset om du arbejder hjemmefra fast eller bare en gang imellem, kan det betale sig at interessere sig for arbejdsmiljøet på det mobile arbejde. Det er nemlig let at glemme hensynet til borde, stole, lys, computer mv. når arbejdet lægges væk fra firma-kontoret; og det kan resultere i fysiske smerter. Men også det psykiske arbejdsmiljø kan blive udfordret på de mobile arbejdspladser og hjemmearbejdspladserne – nogle trives dårligt med det, og nogle har svært ved at skille fritid og arbejde. 

Overordnet peger forskningen dog på at effektivitet og arbejdstilfredshed stiger, mens sygedagene falder når man giver folk lov til at arbejde hjemmefra. Og selv om alle typer arbejde naturligvis ikke kan eller bør flyttes hjem i privaten, vil der i de fleste jobs være opgaver som med fordel kan. Gribes hjemmearbejde rigtigt an – for eksempel bør det altid være frivilligt, og der bør sættes klare grænser ift. hvornår man er til rådighed – er det til stor fordel for de ansatte, men i høj grad også for arbejdsgiveren, viser adskillige undersøgelser. Blandt andet støtter Dansk Erhverv aktivt udbredelsen af hjemmearbejdspladser. 

Flere undersøgelser peger dog på at mange medarbejdere er bange for at kollegerne tror de ikke laver noget når de arbejder hjemmefra. Derfor er det vigtigt at ledelsen bakker aktivt op, og at der løbende holdes øje med produktiviteten og arbejdsglæden. Mobilt arbejde er en god løsning for mange, men ikke for alle.

Fordele ved mobilt arbejde

  • Færre sygedage. Måske fordi det er nemmere at komme igennem en arbejdsdag hjemmefra, hvor man fx kan lægge sig ind imellem; og måske fordi man er mindre udsat for smitte.
  • Det er fleksibelt, og man udnytter tiden bedre
  • Det er ofte mere effektivt at arbejde hjemme, hvor der er langt færre afbrydelser 

  • Selvstyring og medindflydelse har stor betydning for mental og fysisk sundhed

  • Det opleves som tillid fra arbejdsgivers side at man kan arbejde uden “opsyn”

  • Man sparer transporttid (samt penge og miljøbelastning)
  • Det er nemmere at skifte arbejdsstillinger og arbejde utraditionelt – fx lægge sig på maven på gulvet mens man læser, eller lave aktive pauseøvelser.

Risici ved mobilt arbejde

  • Man kan savne det sociale samvær med kollegerne (undersøgelser peger dog på at fællesskabet ikke tager skade, hvis man mødes på den fælles arbejdsplads regelmæssigt)
  • Man kan gå glip af fælles kompetenceudvikling på jobbet
  • Risiko for stress – det kan være vanskeligt at skelne mellem arbejdstid og fritid. En undersøgelse fra 2002 blandt mere end 1.700 hjemmearbejdere hos British Telecom viste at 70 procent af medarbejderne havde forøget deres arbejdstid efter at være blevet hjemmearbejdere.
  • Færre spontane pauser
  • Høj risiko for ringere indretning af det fysiske arbejdsmiljø og dermed for smerter i muskler og led

Stadig flere danskere arbejder hjemmefra. Fra et niveau på 26 pct. i 2002 arbejdede omkring 42 pct. af den danske arbejdsstyrke i 2013 hjemmefra mindst én dag i løbet af en måned.

Kilde: Ugebrevet Mandag Morgen, www.mm.dk

Arbejder mest effektivt derhjemme

Hjemmearbejde forøger ikke kun produktiviteten, men også livskvaliteten, hvis man skal tro en stor undersøgelse fra Pennsylvania State University, der i 2007 sammenfattede 46 undersøgelser af hjemmearbejde. Og de var positive: De hjemme-arbejdende rapporterede større job-tilfredshed, højere motivation for at blive i firmaet, mindre stress, bedre job-familie-balance og mere effektivitet end dem der ikke arbejdede hjemmefra.

Studiet er offentliggjort i Journal of Applied Psychology.

Øget produktivitet

Et 9 måneder langt eksperiment i et kinesisk rejsebureau testede produktiviteten hos 500 nyansatte. Halvdelen blev sat til at arbejde hjemmefra, mens den anden halvdel fik plads i virksomhedens hovedkontor i Shanghai. De hjemmearbejdende var i gennemsnit 13 pct. mere effektive – 9 pct. af den øgede produktivitet stammede fra færre pauser og mindre sygefravær, mens de resterende 4 pct. kunne tilskrives et roligere arbejdsmiljø. Gevinsterne kom vel at mærke oven i besparelserne på transport, kontorfaciliteter mm.

Forskerne bag studiet, som blev udført på Stanford University, påpeger at alt arbejde naturligvis ikke er lige så velegnet til at udføre hjemmefra.

Den nøgne sandhed

2 pct. arbejder nøgne 

Blandt de mere kuriøse fordele ved at arbejde hjemme, peger flere undersøgelser på at en del hjemmearbejdende gør det uden en trævl på kroppen! Senest har et studie af 1300 engelske hjemmearbejdende computereksperter afsløret at 20 pct. aldrig kommer ud af nattøjet, og at 2 pct. vælger at arbejde nøgne. Og selvom det måske kan fremmane lidt foruroligende billeder på nethinden, så er det muligvis ikke så skidt endda:

”De bedste ideer kommer fra glade og produktive medarbejdere. Hvis folk arbejder i mindre stressende omgivelser, vil de producere mere kreative og innovative ideer”, udtaler en business-ekspert til Dailymail.co.uk.

I det mere solrige Californien har en undersøgelse af 941 hjemmearbejdende tidligere vist at godt 12 pct. af mændene og godt 7 pct. af kvinderne arbejder nøgne.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.