Hold formen på storby-turen

Af: Marianne Nørup, fysioterapeut

Foto: "Running Copenhagen, http://running-copenhagen.dk"

Når man er væk fra hverdagen, kan det være svært at få passet sine træningsrutiner og holde formen ved lige. Vi har plukket nogle gode råd til dig der er på farten.

Efteråret er populært til forlængede weekender eller ferier til storbyer i Europa og USA. Samtidig betyder den globale arbejdsplads at mange af os rejser mere i forbindelse med vores arbejde. De daglige træningsrutiner forsvinder når man er væk fra de hjemlige forhold, men det er faktisk ikke umuligt at holde sig i form under de interimistiske forhold – og måske kan motionen endda bidrage til rejseoplevelserne.

Gå, løb eller cykl

Storbyer lægger op til at gå meget – det er som bekendt en fantastisk måde at opleve byen på og få den ind under huden. Drop derfor taxaer, tog og busser så vidt du kan, og drag af sted i god tid med et kort eller en gps. Du kan også leje en cykel (hvis du tør!).

Løb er altid en mulighed. Om morgenen inden du skal i gang med dagens program, eller efter. Og hvorfor ikke samtidig få set byens kendte og ukendte skatte: Løbende guidet sightseeing bliver mere og mere udbredt, se fx http://runningtoursbarcelona.com eller cityrunningtours.com i New York, hvor du eksempelvis kan løbe en guidet morgentur på Times Square.

Stort set alle storbyer byder på guidede gåture – nogle steder også cykelture. I Berlin kan du f.eks. gå en Cold War Tour og i London gå gennem Shakespeare’s & Dickens’s London.

Hold pause fra storbyen og find naturen

Får du brug for ro og naturoplevelser midt i det hektiske liv, så kan flere storbyer byde på nærliggende vandreruter. Eksempelvis kan du fra Rom med bus nå til Monti Lucretili naturpark, hvor man kan vandre på bjerget Monte Gennaro, 1.272 meter over havets overflade med et flot panorama ud over det romerske landskab.

I Stockholm er der både nord og syd for byen vandreruter af forskellig længde og sværhedsgrad. F.eks. begynder Sörmlandsleden, der går forbi historiske mindesmærker, skove og søområder, ved en metrostation syd for Stockholm, og efter 8 km kan man tage en bus tilbage til byen. Dublin og Lissabon byder på lignende muligheder.

Fitness-træning

Forbavsende mange hoteller har træningsfaciliteter; som oftest i form af styrketræningsmaskiner, kondicykel eller lign. Der er dog STOR forskel på kvaliteten – fra meget små og indelukkede rum med uindbydende udstyr til de dyre hotellers luksus-faciliteter. (Husk at billeder kan snyde!) Uanset hvad kan du som regel få et eller andet ud af det, hvis du i forvejen har erfaring med træningsudstyr. Det kan dog være en god ide i stedet at spørge efter et fitnesscenter i nærheden.
Du kan i stigende omfang også finde udendørs træningspavilloner i storbyerne.

Prøv noget nyt!

Når nu du er hjemmefra, så prøv noget nyt – vi har godt af at variere vores træning, og i den kendte dagligdag holder man sig ofte til rutinerne. Prøv at bruge de nye omgivelser til at finde nye måder at træne på. Tjek ud om der er et yogacenter, et fitnesscenter med nye eller anderledes holdtræningsformer (storbyerne er som regel først med de nye trends), besøg den lokale svømmehal eller hop i havet og svøm eller snorkl! Er byen ikke beriget med en ægte strand, kan det være den har et havnesvømmebassin.

Spa – dada!

Det gør ikke noget at man også bruger tiden til at få slappet ordentligt af! Mange hoteller har deres egne spa-faciliteter, men ellers er det ikke svært at finde tilbud i byerne. Ofte til billigere penge end herhjemme.

Øvelser på værelset

Øvelser kan udføres på selv det mindste hotelværelse. Du kan enten medbringe småredskaber i kufferten, eller bruge det forhåndenværende søms princip. En lang træningselastik hverken fylder eller vejer noget i bagagen, men kan give en varieret muskeltræning. Styrkeøvelser hvor man bruger kroppen som belastning, kan være forbavsende effektive. Og fylder du dine vandflasker med vand eller sand, har du et par små håndvægte. En lille oppustelig træningsbold er en anden mulighed. Tænk i et program der er effektivt, kort og nemt at huske.

Få inspiration her på siden.

Spis godt

En charme ved at rejse er at gå ud og spise. I løbet af dagen er det dog ofte hurtige løsninger der ligger lige for, og her er det de seneste år blevet meget nemmere at få sund og god fast food i storbyerne. Frugt- og grønsagsshakes, lækre sandwich af groft brød med masser af grønt, spændende delikatesser og salater byder sig til, hvis man formår at kigge uden om de gængse burgerbarer og pizzeriaer.

God tur!

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.