Mentalt nærvær, fysisk kontakt og aktiviteter med mening giver demente livsgnist og tryghed. I træningsenheden i Aalborg er smil, interesse, nærvær og fysisk berøring med til at dæmpe de dementes angst og frustration.

Kroppens sanser og fysisk aktivitet har stor betydning for demens-ramte. Den erkendelse bliver mere og mere anerkendt, og derfor har Aalborg Kommune igangsat et opsøgende arbejde i kommunens Træningsenhed. Herfra har Lise Nevstrup Andersen og to kolleger, en fysioterapeut og en ergoterapeut, siden 2014 rykket ud til plejehjem og boenheder for at sætte rammerne for et godt liv for demente.

– Det handler om at bakke de demente op så de får en tryg hverdag, og at være med til at dække deres behov for stimuli, glæde og berøring. Opgaven er at favne de svageste demente, fortæller Lise Nevstrup Andersen, der ud over at være ergoterapeut også har en master i natur, sundhed og haver, og i sit arbejde skaber haverum der stimulerer demente, mens teamkollegerne fokuserer på musik og kontakt til dyr.

Et menneske der er dement efter sygdom eller hjerneskade, er kommet på et hjem fordi de kan være til fare for sig selv, fortæller hun. De har brug omsorg og pleje døgnet rundt, men ud over at være ressourcekrævende, lider de generelt af angst, fordi de ikke længere forstår hvad der sker omkring dem. Det kan gøre dem udadreagerende eller få dem til vandre, med risiko for at forsvinde.

Med haver der indrettes efter de dementes personlige behov og begrænsninger, kan adfærd og trivsel vendes og forbedres.

– De eksisterende haveanlæg fungerer ofte ikke for demente. Jeg indretter derfor afgrænsede haverum ud fra de interesser den enkelte havde før hun eller han blev syg. Jeg tager også udgangspunkt i hvilket socialt lag de kommer fra, fordi det kan have betydning for indretningen, og stedets værdier i øvrigt. Og så tager jeg den demente med ud i haven for fx at sætte løg, plukke æbler eller hvad den pågældende nu kan magte. Det foregår en til en, for demente er nemme at aflede, så de skal være i centrum og mærke opmærksomheden, fortsætter Lise Nevstrup Andersen.

Hun tager et foto af den demente, som hun giver til vedkommende med et brev med tak for hjælpen. Det giver en følelse af stolthed og funktion i livet – af at gøre gavn, og at der er brug for en – og billedet giver anledning til nye samtaler med personalet og pårørende, også selv om den demente ikke nødvendigvis genkender sig selv eller husker situationen.

– Det er duften af en blomst, følelsen af at arbejde i jorden eller bare berøringen af et æble der kan være med til at tænde en livsgnist og skabe fællesskab med omgivelserne gennem samtaler om de nye oplevelser. Og selv om man er dement, bliver man også glad for et ’tak for hjælpen’, siger Lise Nevstrup Andersen.

At foretage sig noget meningsfuldt sammen med andre, at komme ud og bruge kroppen, at få nye oplevelser man kan tale sammen om, og at mærke andres nærvær, både mentalt og fysisk, lægger en dæmper på den dementes frustrationer, som de ofte ikke selv kan sætte ord eller forstå baggrunden for. Dermed dæmpes også angsten, voldsom adfærd og forsøgene på at komme væk.

– Alle har behov for at mærke at der behov for en. Og selv om de demente måske glemmer mig fra gang til gang, så kan jeg se på deres reaktioner at de et eller andet sted fornemmer at vi har foretaget os noget godt sammen når jeg dukker op igen. Jeg har sågar oplevet en dement kvinde rejse sig og spørge om hun kunne hjælpe mig. Det er altså et stort fremskridt i forhold til at sidde hensunken i en stol.

Fysioterapeuter og ergoterapeuter er specialister i at involvere kroppen i indsatsen for at skabe gode liv for demente, mens sygeplejersker typisk har fokus på det emotionelle som fx tilknytning. På Videncenter for Demens Aalborg lægger man stor vægt på det tværfaglige samarbejde, og her forklarer udviklingskoordinator Tinna Klingberg, der er uddannet demenssygeplejerske, hvordan kommunen arbejder for at finde årsagen til en dement borgers adfærdsforstyrrelse.

Det er som regel omgivelserne der skal ændres på – den fysiske indretning – eller relationerne til andre mennesker (eller manglen på samme). For råb, voldsomhed og vandring er ikke normal adfærd for demente, men den dementes forsøg på at udtrykke angst og frustration.

– Et menneske uden sprog forsøger at udtrykke sit behov med råb eller gentagelser. Man kan sammenligne det med børn der, før de udvikler sprog, kan finde på at bide for at gøre sig forståelige. Det er forsøg på kommunikation, som omgivelserne skal være nysgerrige på at forstå, forklarer Tinna Klingberg.

I første omgang forsøger man at afdække banale muligheder som smerter og sygdom, ligesom man sammen med de pårørende afdækker den dementes liv og interesser fra før han eller hun blev syg.

– Medarbejderne bruger sig selv utrolig meget i arbejdet med de demente. De virker som en slags termostater der kan være med til at regulere de dementes følelser, fx med smil, interesse, nærvær og fysisk berøring. Et menneske der ikke har det godt, vil forsøge at komme væk, ganske enkelt.

Tidligere forsøgte man at ’realitetskorrigere’ demente, ligesom man også kunne skælde ud over uhensigtsmæssig adfærd. I dag ved man at den demente, neden under den tabte hukommelse og forståelse for sprog og sammenhænge, stadig har sine følelser intakte – uanset hvor fremskreden demenssygdommen er. Demente opfatter surhed og glæde, irettesættelser og ignorering fuldt ud og bliver lige så glade eller sårede som alle andre.

Følelser og stemninger fylder altså meget for den demente, igen som hos børn uden sprog. Tidligt i sygdomsforløbet er demente ofte meget opmærksomme på om de falder igennem over for andre, og derfor bliver de også rigtigt dygtige til at aflæse andres følelsesmæssige reaktioner. En evne de altså bevarer.

– En dement gør blot det han eller hun kan. Fx giver det fin mening for fru Jensen at hun forsøger at gå hjem, fordi hun ved at hun har nogle børn hun skal tage sig af. Også selv om hun ikke kan huske at de for længst er voksne. Så må personalet hjælpe hende til at dække det behov for at yde omsorg, fx ved at lave mad sammen med hende og ved at give hende knus og anden berøring. Alt hvad fru Jensen har stået for gennem sit liv, er forsvundet, så vi må støtte hende i at være den hun gerne vil være, og leve det liv hun ønsker, tilføjer Tinna Klingberg.

---

10 gode råd til pårørende: Sådan kan du støtte Se mennesket bag sygdommen: Demens er ikke en identitet. Pas på at sygdommen ikke skygger for det vigtigste, nemlig mennesket. Også demente har behov for at mærke opmærksomhed og interesse. Og for at føle sig nyttige. Vær til stede i nuet: Når fortiden forsvinder, bliver nu’et helt afgørende for et menneske med demens. Skab nye fælles oplevelser, som kan danne anledning til samtaler. Tag gerne billeder. Undgå at irettesætte: Irettesættelser skaber ofte konflikter. Prøv i stedet at fremhæve de ting som stadig lykkes. Og vær nysgerrig på hvad der ligger bag den dementes evt. frustration eller angst – og dermed hvad der kan dæmme op for den. Følelser og stemninger fylder meget. Husk at den demente opfatter følelser – surhed, ignorering, glæde mv. – fuldt ud. Sanserne har betydning for den demente. Måske kan I gå en tur og plukke bær, plante et frø, dufte til blomster eller lign. Hvis muligt, find en mulighed for at den demente kan få brugt kroppen – gerne udendørs. Husk også dit eget liv: Pas på dig selv, så du kan hjælpe den der lider af demenssygdom. Søg viden om demens. Kilde: Alzheimerforeningen, Lise Nevstrup Andersen, Tinna Klingberg, Videncenter for Demens Aalborg

Bliv klogere på demens På Nationalt Videnscenter for Demens’ hjemmeside, videnscenterfordemens.dk, kan man hente fakta-ark om forskellige emner, læse om advarselstegn ved demens og om mulighederne for at nedsætte risikoen for demenssygdom. Her opfordrer man desuden til at søge råd og støtte hos de kommunale demenskoordinatorer og i patientforeninger.