Gåtur med nærvær = Tag et sansebad

Tekst: Marianne Nørup, fysioterapeut

Foto: Shutterstock

Vær fuldt til stede i nuet når du går tur. Sommeren byder på talrige sanseoplevelser, som er helt upåvirkede af coronavirus, og som fortjener fuld opmærksomhed. Det giver både ro og energi og kan dæmpe stress, angst og depressive tanker.

En positiv ting ved coronatiden er at mange af os er begyndt at gå flere ture. For det er som bekendt godt for både krop og sjæl at få bevægelse, frisk luft og pulsen op. Og mangler du lidt variation i dine gå-rutiner når du er alene afsted, kan du tage nogle af meditationens mange positive egenskaber med på turen. Når vi går, vil vi nemlig ofte have hovedet fyldt med tanker om arbejdsopgaver, diverse bekymringer, planlægning osv. – og det kan være helt fint, og måske endda give anledning til nye ideer og problemløsninger.

Men der er andre gevinster at hente ved at droppe tankestrømmene og tillade krop og sind at fokusere på nuet.

Her følger nogle ideer som kan hjælpe dig på vej. De handler om at sætte fokus på sanseoplevelser.  Vælg evt. én sans ud som du vil fokusere særligt på, på din næste gåtur.

Følesansen – MÆRK den lune vind eller sommerregnen mod dit ansigt. Sandet mellem tæerne, skovbunden under fødderne, det høje græs der stryger sig mod dine ankler. Mærk hvordan underlaget skifter – stigninger, bump, sten, stubbe, små huller. Stop og mærk på et blødt bøgeblad, pluk en blomst i vejkanten eller begrav hænderne i sand, blade eller blød muldjord.

Duftsansen – DUFT til nyslået græs, saltvand, de krydrede blomsterdufte eller en grill der tændes. Duften af mad fra de huse du passerer. Duften af varm asfalt eller vådt græs. Duften af land, skov, strand, by.

Synet – SE på træernes tusindvis af nuancer af grøn, blomster og buskes fulde farvepalette. Himlens blå og grå farvespil. Skyernes formationer. Husmure, tag, mennesker. Omridset af en busk, formen på en trækrone, et dødt træs silhuet.

Høresansen – LYT til trækronernes susen, bækkens rislen, bølgernes brusen, børn der ler, en gren der knækker. Musik i det fjerne. Fuglenes fortællinger.

Smagssansen – SMAG på nyplukkede bær. Et løg fra skovbunden, et skvalderkål fra grøften, en dusk persille fra et højbed. Et skovjordbær, lige befriet fra planten. Den kolde lemonade fra din drikkedunk.

Krops- og balancesansen stimulerer du helt automatisk når du bevæger dig. Men i særlig grad når du går væk fra de afmærkede stier og udfordrer dig selv i nye omgivelser. Gå baglæns, sidelæns, hop over, duk dig.