”Folk skal have det så sjovt at de glemmer det er hårdt”

Tekst: Kristine Buske, journalist

Foto: Christoffer Åberg, Mads Johansen/madsfoto.dk, Heidi Viig og Kristine Buske

Børn, unge, midaldrende og ældre i alle størrelser og niveauer mødes en gang om ugen i et uformelt træningsfællesskab. Til SICK søndag kan alle være med, og fysioterapeut Tor Fabian sikrer altid god energi, højt humør og træning der kan mærkes dagen efter.

Cirka 50 mennesker iført træningstøj står, på bunden af Kælkebakken i Risskov ved Aarhus, i squat-position med hænderne klappende over hovedet og synger Tommy Seebachs ”Hip hurra, det’ min fødselsdag.” Alt imens bilerne kører forbi, og en enkelt dytter, som om føreren hepper med. Bagefter er det den klassiske fødselsdagssang, hvor instrumenterne er skiftet ud med squat, spurt og op på tæ’r. Til dagens SICK-træning, som er nummer 338 i rækken, har instruktør Tor Fabians kæreste 40-års fødselsdag, og det danner rammen for opvarmningen. Nogle af de faste deltagere har medbragt flag for at fejre hende.

Siden 2014 har fysioterapeut og kandidat i Folkesundhedsvidenskab Tor Fabian ledet det selvorganiserede træningsfællesskab SICK Project. Her kan man møde op søndag klokken 11 til en times gratis motion i det fri. Lokationen skifter fra gang til gang, men er altid i Aarhus og omegn, hvor Tor Fabian har tilrettelagt dagens program med byrummet og naturen som redskaber.

– Det er den time i løbet af min uge der går hurtigst, fordi jeg selv elsker det. Det handler ikke kun om den fysiske træning, men også om den mentale og sociale sundhed – man får bevæget sig og smilet i fællesskab. Jeg hører tit at folk siger at træningen ikke var særlig hård – men så mærker de den virkelig dagen efter. Og det er det jeg vil opnå. At folk har det så sjovt at de glemmer det er hårdt, siger Tor Fabian.

Træning på alle niveauer

Den første cirkeltræning er i gang. Tor Fabian sørger hele tiden for selv at råbe, vise og føre an. Mens nogen spurter alt de kan, op ad bakken, går 83-årige Lis Hoffmann i sit eget tempo. Hun har fået nye knæ og ved godt at hun ikke kan det samme som de yngre deltagere. Alligevel kan man høre på hendes åndedræt og se på hendes ansigtsudtryk at pulsen er helt i top. Lis Hoffmann har mødt trofast op hver søndag de sidste tre år. Lige bortset fra en gang om måneden, hvor hun tager til gudstjeneste.

– Tor er god til at vise forskellige variationer af øvelserne, så der også er noget for mig. Jeg skal ikke være den flotteste eller den bedste, jeg skal bare være med, griner hun og tilføjer:

– Der er aldrig nogen der er sure. Prøv lige at se hvordan Tor sprudler af energi. Det kan jo ikke undgå at smitte.

Om SICK Project

Tor Fabian startede SICK Project i 2014. Først var det et træningsinitiativ sammen med hans kammerater fra den lokale fodboldklub, med inspiration fra det amerikanske træningsfænomen November Project. Siden har det spredt sig gennem Facebook og mund-til-mund-metoden, og i dag er det folk i alle aldre der deltager.

Tor Fabian er uddannet fysioterapeut og har en kandidatgrad i Folkesundhedsvidenskab fra Aalborg Universitet. Til dagligt arbejder han i Folkesundhed Aarhus, hvor han er tilknyttet Marselisborgcenteret som brobygger til fællesskaber.
Se mere på Facebook-siden: SICK Project.

Sammenhold i naturen

Efter en god cirkeltræning med bakkeløb, dips, squat og knæløft fortsætter træningen inde i skoven, hvor alle skal finde en makker. Den ene skal lave ’wallsit’ eller ‘planke’ op ad et træ, indtil den anden har løbet en tur længere ind i skoven og tilbage igen.

Lis Hoffmann har fundet sammen med en kvinde som er med til SICK-træning for første gang.

– Jeg er en dårlig makker når jeg tager så lang tid om det, siger Lis, da hun kommer tilbage til træet.

– Ej, det skal du slet ikke tænke på, så får jeg bare noget mere ud af øvelsen, svarer kvinden.

Veninderne 22-årige Rikke Nørgaard og Karen Holm Jørgensen laver makkerøvelserne sammen. De har hørt om træningen da Tor besøgte deres højskole. Karen har været med til en enkelt træning i området omkring ARoS, mens det er Rikkes første gang.

– Jeg plejer at løbe, men det her er et rigtig godt alternativ, som er meget sjovere end at ligge på en måtte derhjemme. Og så er det en god måde at komme i gang på en søndag, fordi der er så god stemning, siger Rikke Nørgaard.

– Jeg plejer at træne på hold i fitness, men det er fedt her at kunne bruge byrummet og få frisk luft, supplerer Karen Holm Jørgensen.

Et kærligt skub

Traditionen tro slutter træningen med udstræk og krammere. Før corona krammede man sidemanden, nu krammer man bare sig selv med ordene ”Godt du er her!”.

Til sidst er der gruppefoto, inden folk finder tilbage til bilen, hopper op på cyklen eller trasker hjemad.

– Ud over at give folk en sjov og aktiv søndag håber jeg at jeg kan inspirere endnu flere til også at træne selv eller at danne andre fællesskaber. Jeg har oplevet mange der gerne vil tabe nogle kilo eller bare gerne vil i gang med en sundere livsstil, hvor de har følt sig utilpasse i et træningscenter eller ikke kan finde et motionshold de synes de passer ind i. Her har SICK givet dem skubbet til at komme i gang, fordi de ikke føler sig udstillet når de træner. De er bare en del af fællesskabet, siger Tor Fabian, før han tager hjem til privaten og fortsætter hustruens fødselsdagsfest.

Lige nu arbejder Tor Fabian på af få udbredt SICK Project til flere steder i landet. Det kræver dog instruktører med både høj faglighed og entusiasme, og som formår at fastholde den ugentlige SICK Søndag.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.