”Jeg glæder mig hele ugen til at komme til træning”
Hver fredag – en time før Disney Sjov – mødes en gruppe kvinder på en fodboldbane i Erritsø ved Fredericia. De har langt om længe fundet en motionsform de synes er sjov, og som de ikke skal tvinge sig selv til.
Klokken er præcis 18.00, og spillerne strømmer ivrigt ind på banen. Luften er med ét fuld af bolde, bevægelser, fnis og sludren. Stemningen er en lille smule som når kvæget kommer på græs – præcis som man så ofte ser det når et fodboldhold bliver sluppet løs på grønsværen.
Spillerne ligner dog ikke et helt traditionelt fodboldhold. De er en blandet skare af kvinder, flest er i 40’erne, men alderen varierer, og det samme gør højden, drøjden og måden at omgås boldene på. Nogle er tydeligvis fremmede over for fodboldene og lidt forsigtige når de sparker til dem. Andre dribler hjemmevant rundt på banen og banker boldene ind i nettet.
Jeg er til Fodbold Fitness i EGIF, Erritsø Gymnastik og IdrætsForening. Første gang jeg var her, var vi tre spillere plus en træner. I dag, et par måneder senere, går 37 kvinder til Fodbold Fitness i EGIF, og der kommer nye til hver uge. Ingen holder tilsyneladende op. Succesen er til at få øje på, og det virker som om et enormt behov pludselig dækkes med dette tilbud, der i første omgang måske mest lød som en niche.
At fodbold er blevet så populært, forbavser ikke undertegnede. Jeg har selv spillet fodbold som ung, og jeg ved hvad det gør for mig. Hvert forår når grønsværen begynder at dufte, trækker det i mig, og jeg har stadig – årtier efter jeg sidst har spillet for alvor – en ubændig trang til at indtage de græsbaner jeg passerer, og sparke til hver en bold jeg møder.
Det er denne genfundne jubel der bobler i mig under mine første Fodbold Fitness-oplevelser. Træningen er bygget op så vi starter helt fra bunden: Vi lærer indersidespark, afleveringer, tæmninger, vristspark osv. Jeg kan se at mine nye fodbold-kammerater, der stifter bekendtskab med fodbold for første gang, også hurtigt bliver grebet af at kunne kontrollere og tæmme bolden på forskellige måder; og da vi til slut spiller kamp mod hinanden, giver vi den fuld gas. Vi kan slet ikke lade være. Vi bliver sågar enige om at gå lidt over tiden, for vi er slet ikke klar til at gå hjem endnu. Og da vi er nødt til at stoppe – røde i kinderne og dejligt ømme i lårene – er det med smil over hele femøren. Vi har nærmest ikke lagt mærke til at vi har presset os selv fysisk langt ud over hvad vi plejer.
Nogle få af os har spillet fodbold som børn, andre har spillet håndbold, og flere kommer groft sagt lige fra sofaen og har ikke været fysisk aktive før. Et par stykker har sygdomsforløb tæt bag sig. Vi er med andre ord en broget forsamling. Men det lader ikke til at påvirke Kim Stewen, vores træner, som virker lige så seriøs som hvis vi var det seriehold han også træner.
Der bliver sludret og grinet undervejs, men alle er seriøse og optagede af at løse opgaverne – lige nu at drible rundt om en række kegler og derefter skyde på mål. Nogle lister af sted, andre må ad lange omveje før de når målet. Det er ligegyldigt, beroliger Kim Stewen, for det er processen der er vigtig.
”Moar!”, lyder det fra sidelinjen, hvor et par børn er placeret med en iPad og nogle bløde bolde. De ser ud til at hygge sig, men skal lige have mor til at løse en konflikt for dem.
– Der er næsten altid nogen der har deres børn med, fortæller Rikke Krause på 41 år, som selv har mand og to børn derhjemme.
– Det er helt fint at de er med. Men det var nok ikke sket hvis det var vores mænd der trænede, tilføjer hun med et smil.
Rikke er en af de mange der forgæves har forsøgt sig flere gange med motion.
– Jeg hader motionscentre. Jeg har prøvet meget forskelligt, men aldrig rigtig tændt på noget før. Her har vi det sjovt. Vi griner og fjoller og er solidariske med hinanden. Jeg glæder mig vildt til træning hver gang – det har jeg aldrig prøvet før, siger hun, og tilføjer:
– Og alle kan være med – også selvom man har skavanker.
Rikke har selv leddegigt og har derfor fundet sig til rette som målmand, hvor hun ikke skal løbe så meget.
– Jeg er fast keeper – selv om jeg er ræd for bolden, griner hun, og fortæller at det ikke gør noget, for der er ikke nogen der bliver sure hvis man laver fejl.
En kvinde jubler meget højt i baggrunden – hun har lige scoret sit livs første ”rigtige” mål.
– Jeg ser aldrig fodbold på tv og kommer aldrig til det. Fodbold siger mig ingenting, men jeg er vild med at være med her, fortæller hun senere. Og hendes holdkammerater bakker hende op.
– Det er sjovt, hårdt og socialt. Vi driver hinanden, siger Anita Byskov, som er 41 år og – engang i en fjern fortid – har spillet lidt fodbold.
– Jeg gider ikke motionsløbe, jeg skal have noget at løbe efter! Endelig har jeg fundet noget motion der er sjovt. Jeg er vild med Fodbold Fitness, siger hun idet hun trækker en overtræksvest over hovedet og løber på banen igen. Denne gang for det grønne hold.
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.