Mega-awesome fridags-ferie: Aktive og afslappede sammen

Af: Marianne Nørup, fysioterapeut og journalist

Foto: Pamela Hanné, www.pamela.se

Fællesskab, sjov og hygge. Man lægger konflikter om sengetider, rod på værelset og huslige pligter langt bag sig når man tager på aktivt ophold med sin teenager (eller ægtefælle, for den sags skyld). Vi tog til Tylösand i Sverige i godt to døgn – og sikke meget vi fik ud af det!

”Vi har det MEGA hyggeligt. Det er den vildeste luksus”.

Min snart 14-årige datter skal lige sende en sms til sine højlydt misundelige venner hjemme i Danmark før mobilen lægges væk. Hun og jeg har puttet os under dynen med chokolade og te inden for rækkevidde, og nu skal vi se Sherlock Holmes på den store fladskærm foran dobbeltsengen.

Vi har trukket to et halvt døgn ud af kalenderen og er taget til Hotel Tylösand i Sverige. Bare os to. Hotellet er valgt primært fordi udvalget af træningsmuligheder er så stort – der er 50 træningspas om ugen, og vi glæder os til at prøve noget som er nyt for os begge. Derhjemme spiller Amalie fodbold og håndbold, og selv om jeg også elsker boldspil, er det ikke noget vi på den måde kan være sammen om.

Styrketræning og body and mind

Togturen herop er gået med lektier/arbejde, kortspil, madpakker og en film på computeren, og vi ankommer så vi lige kan nå en times aktivitet inden aftensmaden. Det bliver tabata, som er det nye sort inden for cross fit-genren, og som er ”virkelig fedt”, som min datter siger. Vi arbejder med forskellige ”gammeldags” styrkeøvelser i korte tidsintervaller hvor vi giver den max gas. Man bestemmer dog selv farten, og alle kan være med på deres eget niveau.

Kunst og kultur

Hotel Tylösand ligger ved stranden 9 km uden for Halmstad. Et kæmpestort hotel og konferencecenter, som også er et kulturhus: Stedet er berømt for sine mange koncerter, og hotellet er Sveriges største galleri – man vader bogstaveligt talt rundt mellem bemærkelsesværdig kunst på hotellets gange, trapper og rum. Det der normalt blot er rammer, bliver til en oplevelse i sig selv.

Også naturen integreres overalt, blandt andet i vores nyistandsatte hotelværelse, hvor loft til gulv-vinduerne inviterer den storslåede udsigt til hav, strand og sneklædte klitter helt indenfor, og overvælder os hver gang vi låser os ind på rummet.

Tai chi og saltvand

Næste formiddag står den på body balance – en fusion mellem tai chi, yoga og pilates, hvor vi udfører rolige, kontrollerede bevægelser og bliver strakt godt ud – men hvor det trods alt går hurtigere end i de traditionelle former. Det er en dejlig time, helt perfekt oven på gårsdagens styrke-session, som sidder i musklerne.

Vi hopper direkte videre over i hotellets store saltvandsbassin og en alsidig aqua-lektion, hvor alle led bevæges igennem, blodet kommer i omløb, og musklerne igen strækkes ud. Og da vi bagefter sidder i boblebadet og lader vores ømme muskler bearbejde af vandbobler og –stråler, er der ikke en celle i kroppen vi ikke kan mærke. På den gode måde!

”Det gad jeg godt igen”, siger teenageren tilfreds.

Zumba live

Eftermiddagens aktivitet er zumba. Amalie er lidt forbeholden, men det viser sig at hun kan profitere af de mange timer med Xbox-spillet Just Dance derhjemme foran skærmen. Dette er hendes første møde med the real thing, og det overrasker tydeligvist positivt. Jeg er aldrig selv for alvor blevet grebet af zumba, men opdager at det skyldes at jeg ikke tidligere har mødt Tylösands skønne danselærer. Hun kommer fra Cuba og er (befriende nok) hverken purung eller åleslank, men hun har dansen og rytmen i sig, og det smitter! Vi får svedt og grinet og vugget med hofterne.

”Megasjovt. Og sært”, siger Amalie bagefter.

Ind imellem aktiviteterne flyder vi rundt i de varme bassiner – og får en enkelt gang masseret kroppen og smurt den ind i blødgørende, naturlige cremer. Både Amalie og jeg er fuldstændig salige efter at have været under massørens kyndige hænder – det føles helt rigtigt for vores ømme muskler.

Yoga og spinning

Lørdag morgen lister vi ind til yogatimen kl. 8 og oplever den ægte vare: Stilhed, fordybelse – og nogle meget stive muskler, der protesterer lidt imod de karakteristiske yogapositioner, men som virker taknemlige da vi bagefter kan nyde morgenmaden. Det var sjovt at prøve, mener min datter oprigtigt, men ikke noget hun kunne tænke sig at gøre ellers.

På spinning-holdet efter morgenmaden er vi også begge nybegyndere, og det er – igen – fint at prøve noget nyt. Her gælder det om at få pulsen i vejret, og fordi vi sidder flere sammen på cyklerne, med en motiverende instruktør foran os, kan vi presse os selv lidt mere end hvis vi sad på kondicyklerne i fitnessrummet ved siden af.

Lektionen er kort og effektiv, og inden vi tjekker ud af værelserne klokken 12, har vi også nået en tur i samtlige varme bassiner.

Mange oplevelser på kort tid

”Det hele”, svarer Amalie, da jeg spørger hvad der er det bedste ved vores tur.

– At være sammen, og at træne på en sjov måde! Men det er også vildt fedt at være på det lækre hotelværelse i pauserne, uddyber hun.

– Og så er maden super lækker og sund. Og her er megaflot.

– Det er en anden måde at være sammen på, kun os to. Det er totalt awesome at vi skal lave de samme ting og har noget fælles at snakke om, siger hun, og tilføjer at det også giver noget ekstra at vi er i et andet land.

– Man når utrolig meget på så kort tid. Vi har trænet, slappet af, shoppet, spist og hygget os, taget hele vejen til et andet land og hjem igen på mindre end tre døgn.

Det er da megafedt!

På lige fod

Efter lidt betænkningstid finder Amalie en enkelt anke: hun har stort set været det eneste barn på Hotel Tylösand de to døgn vi har været her.

– Det ville jeg have syntes var pinligt for to år siden, siger hun da vi ligger og sludrer i et dejligt varmt udendørs bassin. Den kolde luft berører vores ansigter – og fødderne når de forsøgsvist kigger op over vandoverfladen. Her er stille, vintersolen trænger igennem skydækket, og vi kan næsten ikke komme herfra igen.

De sidste par døgn har vi grinet så tårerne har trillet, pustet, kæmpet, danset og badet sammen, og vi har fået snakket om alt mellem himmel og jord. Snakken går på en anden måde når man er væk fra hverdagen og de mennesker, input og roller man omgiver sig med til daglig. Balancen er anderledes – vi er i samme båd når vi tumler rundt i træningssalen og bassinerne. Amalie har lært mig nye funktioner på min telefon, og vi har snakket om ny og gammel musik, inspireret af en varieret musikvideokanal der har kørt på tv’et i vores pauser.

En time senere står vi i Halmstad by – vi har tre timer før toget kører til Danmark, og en tøsetur er vel ikke helt komplet uden lidt shopping. Og skønt det afgjort ikke er derfor man skal tage til Halmstad, lykkes det os at få fyldt fire poser med billige fund før vi – efter en frokost på en lokal cafe – siger farvel til Sverige for denne gang.

Og så er det jeg pludselig genkender den lille pige som min store teenagedatter engang var:

– Kan vi ikke snart gøre det her igen, mor? Pleeeease?

Ophold med spa, træning, kost og logi koster 895-1745 sv.kr./pers. for 1 overnatning. Se mere på www.tylosand.se. Tog tager godt 2 ½ time fra København (og kan anbefales!), bil knap to timer.

 

Konfirmationsgaven der rækker langt

Penge, computer og mobiltelefon. Sådan ser ønskesedlen typisk ud hos vordende konfirmander. Vil du gerne give en mere personlig gave (som du også selv får en masse ud af), så er et aktivt ophold måske en ide. Et par dage sammen hvor du og familiens teenager laver noget sammen, bare jer to, vil være en oplevelse konfirmanden husker meget længere end cool cash. Det kan være gaven fra far eller mor, moster, farmor og farfar eller andre der har lyst til at tilbringe tid sammen med den unge. Turen behøver ikke være en uge til et dyrt sted. For eksempel:

* Flere danske (spa)hoteller og feriecentre tilbyder korte ophold med aktiviteter. Se bl.a. www.dayz.dk, www.skallerup.dk  og www.comwellsport.dk. I Sverige og Tyskland er tilbuddene flere. Søg på internettet.

* Vandretur eller cykeltur til Bornholm, Sydfyn eller Norge? Planlæg selv eller benyt specialbureauer som topas.dk og vagabondtours.dk

* Kanotur med far, mor, onkel eller den store fætter bliver man ikke for stor til. Brug et par dage sammen på Gudenåen eller et andet sted i Danmark eller Sverige.

* Hvad med en aktiv (fælles) oplevelse, f.eks. skiløb på indendørs anlæg, et havkajakkursus, en ridetur på islandske heste eller en introduktion til kite-surfing?  Se fx oplevelsesgaver.dk.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.