Et lettere og bedre børneliv

At være overvægtig er ikke rart. Slet ikke for børn og unge der befinder sig i en sårbar periode af deres liv. Det bliver sværere at bevæge sig, det moderigtige tøj passer ikke som det skal, og drillerierne står i kø. Det har man gjort noget radikalt ved i Gladsaxe Kommune, for her inddrages hele familien når det gælder kampen om færre kilo hos børnene. 

Det er ikke helt nemt at slå flik-flak. Og hvis man oven i købet vejer lidt for meget, bliver det nærmest umuligt. I Gladsaxe Kommune startede man for et par år siden et projekt der netop blev døbt Flik-Flak. Susanne Friis er sundhedsplejerske og leder af projektet:
»- Vi opdagede for nogle år siden at mange 10–13-årige her i kommunen havde et vægtproblem der langt oversteg landsgennemsnittet. Vi måtte simpelthen gøre noget og startede derfor Flik-Flak projektet i 2007. Helt konkret henvendte vi os direkte til familier med overvægtige børn gennem vores sundhedsplejersker. Det var jo en meget direkte måde at gøre det på, men vi følte at vi som kommune havde et ansvar. Det viste sig dog hurtigt at familierne var meget taknemlige for at blive tilbudt hjælp.
»Flik-Flak-projektet henvender sig til kommunens overvægtige børn på 4. – 6. klassetrin og deres familier. Projektet består af tre dele – en institutionsdel, en familiedel og en bevægelsesdel – og varer typisk seks måneder.

Ingen dele kan undværes

– Vi har efteruddannet ansatte i alle kommunens institutioner i sundhed. Samtidig er bevægelse og sundhed indført som en fast og struktureret del af hverdagen i institutionerne. Familiedelen er essentiel og består i at vi opfordrer alle der har indflydelse på barnets liv, til at deltage: Begge forældre og evt. søskende. Det kan også være bedsteforældre. Særligt i familier med anden etnisk herkomst end dansk er de ofte en stor del af børnenes liv. Vi taler med familien om problemstillingen, og i fællesskab laver vi en målsætning. Det er typisk for drengene at de gerne vil kunne løbe hurtigere, og pigerne vil gerne kunne li’ sig selv når de ser sig i spejlet. Familierne skal selv finde frem til en ”køreplan” for forløbet – det der virker for netop den enkelte familie. Efter tre måneder kommer vi igen og evaluerer forløbet, fejrer succeserne og justerer evt. målene, fortæller Susanne.
»Men nu kræver sådan et projektforløb jo også sved. Derfor skal der to gange om ugen trækkes i træningstøjet.
»- Børnene mødes i halvanden time med vores bevægelsesmedarbejdere, hvor der er fokus på leg og glæden ved bevægelse. De besøger også forskellige idrætsforeninger for at finde ud af hvad der kunne være sjovt at gå til, og én gang om måneden laver de sund mad sammen, mens de taler om ”den rigtige kost”. Og nogle knytter venskaber der fortsætter når projektet slutter.
»Resultaterne fra Gladsaxe Kommune viser at stort set alle børn taber sig, men måske vigtigst af alt, så gennemgår både forældre og børn en livsstilsændring der varer ved – som nu f.eks. Alexander og hans familie.  

Viden og støtte

– En af Alexanders kammerater var blevet henvist til projektet, så jeg tog selv kontakt til kommunen. Og selvom der var fyldt op på holdet, kom Alexander alligevel med, fortæller Jeanette, Alexanders mor, og fortsætter:
»- Vi fik faktisk med det samme besøg af en sundhedsplejerske og en familiekonsulent. Man føler jo umiddelbart at man skal præstere og vise sig som en perfekt familie, men de var søde og fagligt meget kompetente. De informerede om projektet, talte om kost og træning og kom med gode råd – bare sådan nogle banale ting som at lade gryderne stå på komfuret under måltidet og at ha’ fokus på at spise mindre om aftenen, indrømmer Jeanette og smiler.
»- Det virkede godt på Alexander at det var nogle fra kommunen og ikke os forældre der sagde opmuntrende ord, gav ham skulderklap og kom med gode råd. Den løbende støtte og opfølgning fra sundhedsplejerskens og familiekonsulentens side har været vigtig i forhold til at bevare motivation og fokus, mener Jeanette. Og nu har de to ugentlige træningsdage med andre børn givet Alexander lyst til at gå til brydning, og han har fundet ud af at der er mange andre der som ham selv kæmper med kiloene.
»Oprindelig skyldes Alexanders overvægt den medicin han får mod epilepsi. Da han som 5-årig startede på medicinen, gik der et halvt år, så havde han taget 20 kilo på. Han har nu brudt den onde cirkel. Selvom han er vokset i højden, vejer han stadig det samme som dengang han startede i projektet, og han er blevet meget bevidst om den mad han putter i munden.
»- Når jeg f.eks. ser nogle fra skolen spise pizza i frikvarteret, så tænker jeg: ”Godt det ikke er mig, for det feder.” Og de 30 kroner han får hver fredag til Disney Sjov, bliver nu brugt på frugt og en sukkerfri 7-Up sodavand.
»Man kan roligt sige at Alexanders liv har slået et flik-flak. Men han har selv taget tilløbet.