Det kribler og krabler. Ikke kun i haven og skovbunden, men også i benene på de tusindvis af motionister som pga. mørke og vejrlig har gemt sig inden døre de sidst mange måneder. Mange cykelryttere, løbere, kajakroere mv. har i vintertiden ladet spinning, crosstrainer og romaskiner erstatte ”the real thing”, og ofte har den samlede træningsmængde været sat ned.
Alt i alt betyder det at vi skal være lidt forsigtige, så jublen over udevejret ikke kammer over, og vi bliver for ivrige. Udenfor er det oven i købet ofte sværere at styre belastningen selv. Har man en ryg som ikke kan klare at sidde i timevis i havkajakken, eller et knæ som helst skal cykle i et lavt gear, kan man udenfor ikke bare stige af ro-maskinen eller klikke sig uden om bakkerne på kondicyklen når de første symptomer melder sig. Det kræver derfor lidt planlægning, så der ikke er 40 km hjem når diskus’en, slimsækken eller senetilhæftningen trænger til en pause.
Det er ikke kun elite-idrætsudøvere og supermotionister der skal tøjle begejstringen og fare med lempe. Det gælder os alle – og ikke mindst dig der ”bare” skal i haven. På klinikken ser vi erfaringsmæssigt lige efter påske et stort antal haveglade patienter med overbelastningsskader i lænd, skuldre og knæ. For det kræver faktisk en stærk og trænet krop at grave have eller luge hæk, ja, man skal faktisk være i form for at gå i haven! Rådet er enkelt: Læg blødt ud og lad være med at knockle 6 timer i træk den første weekend i april! Har du en lænd der bøvler, eller en træls menisk, bør du gå endnu mere forsigtigt frem, og desuden ikke ligge for meget på knæ de første par uger frosten er af jorden.
Det allerbedste er selvfølgelig at forberede kroppen med lidt træning.
Kig derfor bagud og gør op med dig selv (ærlighed varer længst!) hvor godt du har holdt din krop ved lige i løbet af vinteren. Din træning udenfor skal fortsætte hvor den indendørs slap – og så kan du øge derfra. Hvor hurtigt du kan gå frem, afhænger af alder, træningsniveau mm.
Det var den kedelige del! Den herlige er at du nu er klar til at iføre dig de korte løbebukser og erstatte løbebånd og svedige træningslokaler med skovstier og bølgen blå!
Er DU i form til foråret?
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.