Ekstremt sundt eller ekstremt dumt?

De er overalt i øjeblikket. Man ser dem på cykelstierne, på fortovene og sågar også i havet. Vi taler om ekstremmotionisterne, der ikke bare er tilfredse med en fem-kilometers løbetur i skoven eller en hurtig afslappende svømmetur i havet om sommeren. Idrætten skal være vildere, længere og mere ekstrem, og flere og flere helt ’almindelige’ danskere i alle aldre kaster sig over udholdenhedsidrætsgrene som maratonløb, openwater-svømning på lange distancer og ikke mindst triatlon. Nye tal viser sågar at Danmark er det land i verden hvor flest indbyggere gennemsnitligt kaster sig over en såkaldt ’jernmand’ i triatlon, der består af 3.800 meter svømning i havet, 180 km cykling og 42 km løb.

Men er trenden sund eller på grænsen til sundhedsskadelige? Det spørgsmål er jævnligt blevet rejst i de senere år, i takt med at ekstremsport er blevet mere og mere moderne. Svaret er imidlertid ikke helt enkelt at give, idet der ganske enkelt mangler seriøs evidens på området.

– Det er hverken ekstremt sund eller ekstremt dumt at kaste sig ud i eksempelvis et maratonløb, lyder det fra professor på Institut for Folkesundhed Kristian Overgaard, som sidste år var ankermand på den omfattende rapport ’Supermotionisme’.
– Vi kan desværre endnu ikke rådgive konkret om hvorvidt der findes et sikkert niveau – eller en grænse – for motion før det bliver sundhedsskadeligt. Dog kan man sige at ud fra en gennemsnitlig betragtning er det sundt at motionere, og det bør alle mennesker gøre i et vist omfang, men man behøver nødvendigvis ikke løbe maraton for at blive sund. Sundhedseffekten vokser ikke proportionalt med det antal kilometer man løber – i hvert fald ikke når man når over en vis grænse.

Grundig forberedelse

Kristian Overgaard mener generelt at det er positivt at mange danskere har fået smag for forskellige former for udholdenhedsidrætsgrene, men han understreger at man skal tænke sig rigtigt godt om inden man beslutter sig for at løbe fra Skagen til Rødby. For det kan i princippet godt være farligt at pressen kroppen til det yderste. Årligt hører man desværre på både nationalt og internationalt om motionister der er døde under hård fysisk aktivitet som maratonløb. Studier viser at det oftest er mænd over 35 år der bukker under, og i størstedelen af de tragiske tilfælde drejer det sig om udøvere med begrænset erfaring i den pågældende ekstremidræt. Flere undersøgelser viser også at de løbere der dør under maratonløb og lignende oftest dør af blodpropper i hjertet som følge af allerede eksisterende problemer med hjertet. De tragiske dødsfald får ofte stor mediebevågenhed, men risikoen er trods alt utrolig lille.
– Dødsfald under hård fysisk aktivitet sker heldigvis meget sjældent. Men det er naturligvis vigtigt at man forbereder sig grundigt når man dyrker idræt hvor kroppen udsættes for stor fysisk belastning. Undervejs i træning og løb skal man altid lytte til de signaler kroppen udsender. Smerter og faresignaler fra hjerte og bryst skal man tage meget alvorligt. Det er ikke hensigtsmæssigt at presse sig for meget hvis man ikke har forberedt ordentligt på forhånd, siger Kristian Overgaard.

Den holdning bakkes op af fysioterapeut og fysiurgisk massør Dennis Køhler Sjøgren, som til daglig arbejder hos Ørestadens Kiropraktorer

– Man skal have en god fysisk grundform for at løbe maraton og lignende, og man kan ikke tro at man bare kan træne op til et sådant løb på tre måneder. I virkeligheden bør man betragte sin krop som en bilmotor og få tjekket den godt igennem inden den skal ud på meget lange distancer, siger Dennis Køhler Sjøgren

Mange skader

På spørgsmålet om hvorvidt eksempelvis en ironman i triatlon er ekstremt dum eller ekstrem sund at kaste sig ud i, lyder svaret fra fysioterapeuten:

– Hvis vi taler et eller to triatlon-løb om året, og igen – hvis man forbereder sig grundigt – så synes jeg det kan være en god motivationsfaktor. Men begynder vi at komme op i ultraløb på over 200 kilometer eller måske 5-6 triatlon-løb på et år, så bruger man virkeligt kroppen, og den får ikke den fornødne restitution. I disse tilfælde vil jeg ikke kalde det for en god idé.

Ud over selv at være ivrig sportsudøver behandler Dennis Køhler Sjøgren ofte folk der har fået diverse sportsskader. Og dem er der mange af for tiden.

– Vi ser flere og flere der kommer ind med skader der relaterer sig til maratonløb, triatlon, klatring og den slags. Det er typisk overbelastningsskader som opstår fordi der er en ubalance i kroppen. Og i virkeligheden kunne mange af disse skader godt være undgået hvis man havde forberedt sig endnu bedre og måske fået et tjek hos sin fysioterapeut først, siger Dennis Køhler Sjøgren, der på mange måder selv tilhører gruppen af ekstremsportsmotionister.

– Lige nu er jeg faktisk ved at træne op til at vandre 180 kilometer rundt om Mount Blanc. Min tilgang er ydmyg, og jeg er startet helt op fra bunden. Jeg har far fået lavet et træningsprogram, som jeg følger grundigt, for det mener jeg er helt nødvendigt, siger fysioterapeuten, som primært kaster sig ud i sit Mont Blanc-eventyr for oplevelsens og naturens skyld. Dermed minder han meget om den klassiske ekstremssportsudøver, som primært tænker i oplevelser når kroppen skal presses.

– Supermotionister drives ikke af sundhed, men mere af lyst til at udfordre til sig selv, siger professor Kristian Overgaard.