Dorthe Høgh: Jeg fungerer bedst i kaos

Dorte Warnøe Høgh har en høj stresstærskel – og det er nok meget godt når hun nu trives bedst med fuldt knald på – både privat og på job. Og hun ved præcis hvornår tempoet bliver for højt, for så trækker hendes psoriasis i nødbremsen; det er tid til en pause.

Jeg var blevet stillet i udsigt at et møde med Dorte Warnøe Høgh ville være et møde med  en skarp, hurtig og meget fortællende person. Hvad jeg ikke fik at vide, var at hun også er utrolig modig, ærlig og sprængfyldt med humor og selvironi.  42-årige Dorte er helt sin egen – på godt og ondt.

– Jeg har det bedst i kaos. Egentlig tror jeg at jeg har en snert af damp, smiler Dorte og putter et par nødder i munden.

Samtalen går på balance i arbejdsliv og privatliv. Den har Dorte det fint med. Men det er  ikke hende selv der skaber balancen, for Dorte sprudler på alle måder og har fuld knald  på det meste af tiden. Balancen kommer fra en kronisk sygdom som Dorte har valgt at se  som en ven – en gave.

Vi sidder i Dortes køkken i et hyggeligt kvarter på Østerbro i København. Hjemmet sprudler som Dorte selv. Her er farverig kunst, sjove indfald og gedigne klassikere. Hun  bor i huset alene med sine fire børn på 17, 16, 12 og 10 år. Børnene har hun 14 dage ad gangen.

– Når jeg har børnene, er livet stille og roligt. Ja altså, så stille og roligt det nu kan være med fire teenagere i huset. Jeg laver mad nonstop selv om jeg ikke er god til det, henter, bringer og bliver skældt ud. Præcis som det skal være, griner Dorte.

Dorte er freelance-manuskriptforfatter. Arbejdet foregår enten på et kontor ude i byen  eller hjemme på den private matrikel. Der skal penge ind på kontoen hver måned når der  er fire børn i huset, og mor er den eneste til at hente dem hjem.

– Jeg kan godt vågne op mandag morgen og tænke: ”Åh nej, hvordan skal jeg skaffe pengene til endnu en uge.” Men det går jo. Jeg har det svært når dagene er ens. Jeg har aldrig haft fast arbejde, og når jeg en gang imellem drømmer om at få et ”almindeligt” job  på en fabrik, så ved jeg at når der er gået 10 minutter, ville jeg brokke mig over chefen, kantinen eller noget andet, erkender Dorte.

Shit-detektor

De uger hvor Dorte ikke har børn, knokler hun på med skrivearbejdet, møder,  idéudvikling samt fest og ballade med vennerne.

– Ja, så ryger jeg, drikker rødvin, gakker ud og bliver teenageagtig – på den dårlige måde. Jeg er jo blevet 42 år. Men jeg skriver også meget og sidder ofte til sent ud på natten og arbejder.

Bliver det for vildt, begynder Dorte straks at klø over det hele. ”Shit-detektoren” går i alarm, og Dorte drosler ned – så godt hun nu kan med sin menneskelige natur intakt.
Shit-detektoren er ét blandt mange kælenavne for hendes kroniske følgesvend, psoriasis.

– Et kvarter før jeg skulle have min sexdebut som 14-årig, fik jeg mit første udbrud af psoriasis. Det var over det hele – på arme, bryster, knæ, ben – ja, overalt.

Dorte Warnøe Høgh smiler stadig ved det bittersøde minde.

Men så blev den debut vel aflyst?

Næh nej. Dorte gennemførte og beskriver seancen med ordene ”meget god.”

– Det er typisk sådan noget hormonelt og teenageagtigt når psoriasis bryder ud. Men jeg  var sindssygt heldig. For i skolen gik den dejligste pige et par klasser over mig. Hun havde også psoriasis og tacklede det så godt. Jeg så kun den skønne pige med god stil, god smag og lækre kærester. Jeg besluttede ret hurtigt at sygdommen ikke skulle forhindre mig i noget som helst, forklarer Dorte.

Og med sin fanden i voldske attitude, som heldigvis stadig er intakt, gik Dorte med både shorts og korte ærmer, vel vidende at hendes psoriasis var sat til offentligt skue.

– Alle kunne se det. Jeg dryssede jo. Man kunne se hvor jeg havde siddet, for der lå hvide skaller på gulvet, og jeg stank af tjærecreme. Men ingen sagde noget, fortæller Dorte.

Den kroniske sygdom hjælper Dorte i perioder hvor hun har for meget fart på.

– Ja, så går min psoriasis-alarm i gang. Jeg kan med det samme mærke min psoriasis gå i udbrud når jeg har for travlt og gang i for meget. Huden bliver tør, og det begynder at klø helt sindssygt, siger Dorte.

Gode venner med eks

Som freelance-manuskriptforfatter skal Dorte selv skabe sine jobs. Hun har aldrig rigtigt fri, for tankerne, ideerne og inspirationen er hele tiden i gang inde i hjernen.

– Jeg har en høj stresstærskel, og jeg er ikke plaget af dårlig samvittighed. Hverken over for mine børn eller mig selv. Jeg pisker ikke mig selv med ting jeg ikke bør gøre eller burde gøre. Jeg ved for eksempel at jeg burde dyrke mere motion, men jeg har altså  svært ved at få det passet ind i dagligdagen, så. Til gengæld cykler jeg til alting, pointerer Dorte.

Balancen mellem privatliv og arbejdsliv har Dorte ingen problemer med. Turnusordningen med børnene betyder at hun i perioder giver den en ekstra skalle hvad jobbet angår, og  børnene får førsteprioritet når de er hos hende.

– Psoriasissen skaber balance i mit liv. Den får mig ned på jorden når jeg flyver lidt for  højt. På den måde er den en gave, uden det skal lyde som om jeg er jublende glad for at  have en kronisk sygdom. For sådan er det jo heller ikke. Det er jo både ulækkert og synligt, fastslår Dorte.

Det er fire år siden Dorte blev skilt fra sin mand og børnenes far. Det var en ubehagelig og drastisk ændring i hendes liv, som hun ikke selv havde bedt om.

– Det var hårdt – og er hårdt – at være alene, men jeg har det fint. Jeg ser mange kvinder som er gift i mange år, og som mangler glæde i deres liv. De bliver lidt sure. Sådan var jeg selv på vej til at blive. Men i dag er jeg glad og positiv.

Det har krævet sin kvinde at nå dertil. Men for Dorte er der ikke andre veje at gå når man bliver skilt; man må forlige sig med det og komme videre.

– Det skaber jo også balance i livet at være gode venner med sin eks – både for mig selv, for eks’en og ikke mindst børnene. Det kan godt være at det kræver du må æde nogle kameler, men sådan er det. Det handler om at tage en beslutning og sige at vi skal have et godt forhold, og med tiden bliver det oftest godt. Min eks og jeg spiser mad sammen hver søndag med børnene. Det har vi besluttet os for, og det er sgu dejligt, fortæller Dorte.

Stille Island

Så ofte som muligt tager Dorte til Island – gerne en gang om måneden. Allerede første  gang hun for mange år siden landede på øen, mærkede hun straks at stedet gør noget godt for hende. For at minde sig selv om den nordatlantiske perle i dagligdagen hjemme i  Danmark har hun fået tatoveret ordet ”stille” på sit ene håndled.

– Island er et fantastisk sted, og jeg er altid kommet der meget. Der sker noget med mig  når jeg kommer derop. Jeg finder stilhed på Island. Her er himlen som oftest klar og luften ren, forklarer Dorte, der i dag har sin egen lejlighed på øen.

Stilheden som Dorte oplever, er både en indre og en ydre stilhed. Og hun finder den kun  på Island. Her går hun lange ture, rider på islændere og nyder Den Blå Lagune.

– Med mit temperament burde jeg jo være mere til sydlandsk katolsk stemning. Men det er jeg altså ikke. Så når alle andre drager sydpå, tager jeg nordpå, siger Dorte.

Ja, Dorte gør som hun vil, og det er måske det vigtigste lod på vægtskålen når den mentale balance skal opretholdes.