Crossløb: Hold din form hele vinteren med løb i terræn

Af: Marianne Nørup, journalist

Foto: Scanpix/Iris

Crossløb – løbesportens off-piste- er perfekt træning i vinterhalvåret. Motionsformen giver både variation, ekstra træningsudbytte og ny motivation

Er du klar til at få pulsen op? Syre i benene? Og kold vind på kinderne? Og trænger du til lidt afveksling i din træning og dine løbeture?

Så skal du prøve crossløb! Crossløb – også kaldet trailløb – stammer fra USA og bliver mere og mere populært i Danmark. Kort fortalt løber du ‘off-piste’ – tager bestik af et punkt og løber den direkte vej, uden om de afmærkede stier og veje. Det minder om orienteringsløb, men foregår på mærkede ruter – du skal altså ikke selv finde rundt ved hjælp af et kort.

Off-road

Det kan af flere grunde være vanskeligt at passe sin løbetræning i vintermånederne. Men i crossløb er naturens og vejrets betingelser en del af konceptet og udfordringerne, og dermed perfekt til vintersæsonen. Man løber på alle underlag – sand, mudder, asfalt, trapper og måske sne! Løb i ujævnt terræn og på forskellige underlag udfordrer din teknik og kondition som løber – og det er super sjovt! Driller vejret, får du alligevel en unik oplevelse!

For at øge sikkerhed og komfort kræver crossløb gode stabile og skridsikre sko (spørg i din løbebutik) og kvalitetsløbetøj der kan holde til lidt af hvert.

Mange fordele

Der er mange fordele ved crossløb. Træningen er mere varieret end almindelig løbetræning, og det er en fordel i forhold til at forebygge overbelastningsskader, men også hvad angår træningsudbyttet. Blandt andet får du, pga. terrænnet, trænet mere styrke, balance og koordination end på en almindelig løbetur. Pulsen kommer via bakker og forhindringer automatisk højere op i perioder, så crossløb er naturlig intervaltræning. Og humøret og motivationen får også et skub i den rigtige retning når man får masser af frisk luft, naturoplevelser og en uforudsigelig træningsstund.

Flere løbeklubber har crossløb på programmet. DGI’s ‘Bevæg dig for livet – Løb’ arrangerer en række crossløb i løbet af vinterhalvåret. Der er sikkert også et tæt på dig. Læs mere på dgi.dk og dansk-atletik.dk.


Inspireret af steeplechase

I Crossløb konkurrerer løberne i et varieret terræn, hvor underlaget kan være græs, skovstier, mudder og sågar vand.

Cross Country-disciplinen stammer fra England, hvor man med inspiration i hestesportens steeplechase havde konkurrencer hvor målet var det nærmeste kirketårn. Udøverne måtte som en del af løbet forcere hække, hegn og grøfter. Det er dog i USA at sporten har sin største anerkendelse og er den mest udbredte løbedisciplin blandt ungdomsudøvere. Hvert år deltager mere end 20.000 universitetsstuderende i de mange crossløb, som om efteråret afholdes universiteterne imellem.

I Danmark arrangerer Dansk Atletik Forbund sammen med DGI i vinterperioden Cross Nationals-serien, der består af fem runder. Der konkurreres på henholdsvis kort og lang distance. Den korte distance er 4 km for begge køn, mens den lange er 6 km for kvinder og 10 km for mænd.


VM i cross i Danmark

Aarhus bliver i 2019 værtsby for VM i crossløb. VM Cross Country er et traditionsrigt mesterskab der har været afviklet siden 1903.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.