Ifølge mange ernæringsdebatter er sukker bandlyst, fordi det ifølge teorierne medfører højt blodsukker, der kan gøre os (og særligt børn) hyperaktive. Der er meget forskning, der peger på, at typen af kulhydrat har betydning for, hvor hurtigt og hvor meget blodsukkeret stiger, men blodsukkeret vil stadig kun svinge indenfor normalområdet.
Hos raske personer vil blodsukkeret ligge mellem 4-6mM, når vi vågner om morgenen efter mange timers faste. Efter et måltid vil blodsukkeret stige til ca. 8mM (hvis det måles til over 11mM har man per definition diabetes). Blodsukkeret svinger således mellem 4-8mM hos raske personer, højest ved indtag af rent sukker, og det uanset mængden. Kroppen sørger nemlig selv for at flytte overskydende sukker i blodbanen ud i cellerne, hvor det enten forbruges eller lagres.
Hos raske kan man derfor ikke tale om reelle blodsukkerudsving, men om forandringer indenfor normalområdet.
Kartoflen har længe været udskældt i medierne på grund af dens høje indhold af stivelse, der i teorien kan få blodsukkeret ud af kurs og derigennem være med til at forårsage overvægt. Kartoflen er for mange let at undvære ved aftensmaden, og derfor opleves det ikke besværligt at spare på stivelsen.
Mange glemmer dog, at kartofler indeholder halvt så mange kalorier sammenlignet med fx ris og pasta, og at indholdet af fibre, mineraler og C-vitamin er væsentligt. Der er dog godt nyt til kartoffelelskere, som frygter for et lille udsving i blodsukkeret: Når kartoflen er kold, vil stivelsen omdannes til resistent stivelse og således få karakter af kostfibre, der gør nedbrydningen langsom og stabiliserer blodsukkeret. En kartoffel er altså ikke bare en kartoffel.
Når trætheden, den svigtende koncentrationsevne eller det dalende humør melder sig midt på eftermiddagen, altså det vi populært kalder at gå sukkerkold, tolkes det af mange som ”lavt blodsukker”. Mellemmåltider af mere eller mindre lødig karakter vil ofte komme i spil på dette tidspunkt.
Kroppen er imidlertid udstyret med et hormonsystem, som hos raske personer vanskeliggør lavt blodsukker. Selv ved længevarende faste (flere døgn) falder blodsukkeret kun til lidt under det normale, ca. 3,5mM, så ved blot at springe et mellemmåltid over, vil blodsukkeret altså ikke være målbart lavt. Dette skyldes kulhydratdepoter i leveren, som frigives, når blodsukkeret begynder at falde. At småsnacke sig gennem eftermiddagen betyder således kun højere blodsukker og ekstra overflødige kalorier.
Træning på fastende hjerte anbefales sjældent, men det har været undersøgt, hvor meget blodsukkeret påvirkes heraf. Så længe kroppen har kulhydratdepoter at tære på, vil blodsukkeret ikke falde under træning. Faktisk vil man tværtimod kunne opleve en let stigning i blodsukkeret for at give næring til de arbejdende muskler.
Det er således ikke nødvendigt at sikre sig et ”højt” blodsukker før træningsstart, men det er vigtigt, at kulhydratdepoterne er fyldt op ved at spise grove kulhydrater til hovedmåltiderne. Det betyder også, at du kan få et energikick om eftermiddagen, når trætheden melder sig, ved at få pulsen kortvarigt op. Så stiger blodsukkeret en anelse, og det kan være nok til at få dig igennem resten af eftermiddagen uden at gå ombord i Mars-baren.
Nej. Det ville vist også være for godt til at være sandt. Selvom blodsukkeret kun svinger indenfor et normalområde, er der forskel på, hvor følsom man er for disse udsving. Noget andet er sukkers høje indhold af kalorier og lave indhold af næringsstoffer, som gør det uegnet i større mængder ved vægttabsforsøg.
Sukker og stivelse er altså ikke farlige for vores krop, men som altid gælder mantraet ”alt med måde”, med mindre du træner rigtig meget.
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.