Svært ved at tabe mig – og holde vægttabet

Jeg håber I kan hjælpe mig med et problem som plager mig meget. Jeg har nu prøvet på at tabe mig vha. flere forskellige slankekure – og ofte med held! Faktisk har jeg en gang tabt næsten 9 kg, men det var desværre meget hurtigere at tage dem på igen, end det var at tabe dem. Sidst har jeg prøvet ”Små skridt”, men det rokkede ikke vægten en tøddel! Nu har jeg fået at vide af en veninde at jeg helt skal undlade at bruge salt – det lyder bestemt ikke rart, så smager maden jo slet ikke af noget. Men ved I om det vil hjælpe?

Marie +10 kg


Hej Marie!

Fuldstændig enig! Salt er en gave til maden – og så slet ikke så farligt som vi længe har troet, men det vil jeg vende tilbage til. Du har oplevet dét som meget store videnskabelige undersøgelser efterhånden har konkluderet, nemlig at det er ligegyldigt hvilken kur man anvender. De giver alle i bedste fald omkring 3-4 kg vægtreduktion efter 1 år, hvis det da lykkes at holde et vægttab overhovedet, hvad det i de fleste tilfælde ikke gør. ”Små skridt” er en stor misforståelse – kroppen er alt for ”smart” til at lade sig snyde af de små ændringer i kalorieindtaget – den skruer blot lidt på stofskiftet, og så er alt ved det gamle uden noget vægttab. Der skal meget større ændringer til. Som en hovedregel kan du sige at hvis du ikke inden for den første måned kan opnå et vægttab på mindst 3-4 kg, vil du ikke opnå noget med dine anstrengelser.
Dette er selvfølgelig det typiske forløb – der er solstrålehistorier indimellem med store vedvarende vægttab – men der er desværre meget langt imellem.

På nuværende tidspunkt mener vi at vil man tabe sig, er det bedste at erstatte en stor del af fedtstofferne og især de raffinerede kulhydrater med proteinrige fødevarer og grove grøntsager. Vigtigt er: For at tabe dig skal du nedsætte dit kalorieindtag – for at bibeholde et vægttab skal du også være regelmæssig fysisk aktiv.
Og så lige om saltet…en nyhed, som meget få er vidende om på nuværende tidspunkt, og som nok skal give mange diskussioner. En meget stor undersøgelse har netop vist at både for meget og for lidt salt er sundhedsskadeligt. Hvor ligger den gennemsnitlige danskers forbrug så? Det ligger på det mest ideelle niveau overhovedet! Så brug du blot salt uden dårlig samvittighed – det vil sandsynligvis ikke betyde meget for din vægt eller sundhed, men meget for dit velvære.

Venlig hilsen Leif Skive

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.