Svimmelhed og kvalme ved træning

Af: Leif Skive

Foto: Shutterstock

Hej!

Jeg dyrker en del cardio-træning (konditionstræning, red.) som spinning, step mm., og det er jeg glad for.

Jeg vil dog rigtig gerne styrketræne for at få styrket mave, ryg, ben mm. Mit problem er dog at jeg bliver svimmel og får meget kraftig kvalme når jeg kommer ned at ligge og skal op igen, eller når jeg skal have hovedet ned af. Jeg har prøvet pilates, yoga, crossfit og diverse andre styrkehold, men det ender altid med at jeg må stoppe efter kort tid fordi jeg skal kaste op.

Håber I kan hjælpe med hvad det er der evt. gør mig svimmel.

Venlig hilsen Lene


Kære Lene!

Der kan være flere grunde til at du oplever ubehag efter styrketræning.

Det kan dreje sig om ”ortostasi” – en svimmelhed, som opstår hvis man rejser sig for hurtigt fra liggende stilling. Den skyldes et meget kortvarigt blodtryksfald, som giver iltmangel i hjernen. Hvis det er udtalt, kan der også komme kvalme.

En anden forklaring kan være det blodtryksfald der forekommer lige efter en styrketræningsøvelse.

Når benene fx har arbejdet med hård styrketræning, og musklerne derfor har været kontraherede (spændte/sammentrukne), vil alle musklerne i benene have et stort behov for ilt i det øjeblik, øvelsen stopper. Det skyldes at blodkarrene har været sammenklemte under øvelsen, og iltforsyningen derfor nedsat. For at forsyne musklerne maksimalt med ilt åbner alle blodkarrene på én gang. Det giver et blodtryksfald, som gør at hjernen i et ganske kort øjeblik mangler blod og ilt. Hjernen er ekstremt følsom for iltmangel og reagerer med svimmelhed og kvalme, indtil blodtrykket er genoprettet.

Løsningen er i begge tilfælde at du skal bevæge dig langsommere og måske tage knap så hårdt fat, indtil du lærer en teknik som eliminerer generne.

Du skal altså blive liggende/siddende et øjeblik, måske 1 minut, når øvelsen er færdig, og derefter skal du rejse dig op i flere tempi. Først lidt op mens du støtter dig på armene, derefter sidde et øjeblik inden du langsomt rejser dig. Og så skal du nedsætte intensiteten, så den passer til dig – følg din egen fornemmelse frem for at følge andres tempo.

Endelig skal du selvfølgelig ikke træne kort tid efter et større måltid.

Med venlig hilsen Leif Skive