Sundhedsbloggen: Øv dig i at lytte til din krop – den prøver faktisk at fortælle dig noget!

Af Kristian Thorborg

Foto: Shutterstock

Gennem mit virke som idrætsfysioterapeut møder jeg ofte motionister og idrætsudøvere  som træner rigtig meget. Det er der en masse positivt at sige om, men desværre er der  også ”bivirkninger”. En af de hyppigste er overbelastningsskader. Overbelastningsskader  rammer typisk sener, brusk og knoglevæv, og skaderne er ofte svære at have med at  gøre fordi de som regel ”sniger” sig langsomt ind på udøveren. Det starter måske som lidt  ubehag når man påbegynder den fysiske aktivitet eller i dagene efter. Skaden forhindrer  som regel ikke udøveren i at fortsætte sin træning. I begyndelsen. Men jo længere tid der  går, hvor man ignorerer signalerne, jo værre bliver generne, der nu afløses af smerter; og til sidst er man måske ikke længere i stand til – eller har nogen fornøjelse af – at træne.

Det er gerne først på dette tidspunkt at folk søger behandling – når de har haft problemet i måneder, eller endda halve eller hele år. Og så har vi balladen! For i langt de fleste  tilfælde vil behandlingen af en sådan overbelastningsskade have lange udsigter. Man skal  fx som regel regne med en behandlingsperiode på mindst 3-6 måneder efter  længevarende overbelastning af en sene. I disse 3-6 måneder skal man ideelt set følge et nøje tilrettelagt og individuelt tilpasset genoptræningsprogram, så man stille og roligt kan  genopbygge de ”slidte” senestrukturer. De fleste patienter opfatter forståeligt nok dette  som en lang, kedelig og frustrerende proces, og mange søger derfor forskellige løsninger der lover hurtig bedring. Den dårlige nyhed er desværre bare at der ikke findes nogen hurtige genveje til at komme af med længevarende overbelastningskader.

Den bedste ”behandling” er derfor at komme overbelastningsskaderne i forkøbet. For at kunne det, skal du kende din krop og reagere på de signaler den forsøger at give dig. Smerte og ubehag under og efter en aktivitet er kroppens måde at fortælle dig at den ikke tolererer det du udsætter den for. Det er et signal om at du har presset citronen lidt for  meget. At få ondt eller føle ubehag i forbindelse med idræt er praktisk taget uundgåeligt  hvis man træner ambitiøst. Men selvom det er irriterende at du måske er nødt til kortvarigt at stoppe eller ændre på den aktivitet du er så glad for, kan du lære af det og bruge  erfaringen i din videre træning. Og dermed undgå at betale den høje pris som en  overbelastningsskade er. At træne meget handler derfor i høj grad også om at opbygge en stor erfaring i forhold til din egen fysiske kapacitet og formåen – og at handle i  overensstemmelse med den. Og ikke nødvendigvis lytte til alle de andre ”kloge” hoveder  og deres velmenende råd, men lære at lytte til din egen krop. For den prøver faktisk at  fortælle dig noget!

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.