Sov godt!

Foto: Colourbox

Har du problemer med at få en ordentlig nattesøvn? Læs her, hvad det betyder, og hvad du selv kan gøre.

Statistik om søvn

Fire ud af ti får ikke nok søvn

Fire ud af ti får ikke nok søvn til at føle sig udhvilede. Det viser en ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU, der omfatter 14.000 voksne danskere.  

Den manglende søvn påvirker blandt andet koncentration, ydeevne, hukommelse, kreativitet og opmærksomhed, ligesom søvnforstyrrelser kan gå ud over helbredet. 

Kilde: arbejdsmiljoviden.dk 

 

For lidt søvn ælder kroppen

Danske forskere har undersøgt 30 tvillingepar og fundet ud af at kroppens celler ældes alt for hurtigt hos folk der konsekvent sover for lidt.  

Ved at tillægge sig den rette livsstil med god søvn kan man sandsynligvis rette op på skaderne. Fysisk træning gør for eksempel også en forskel. Med alderen bliver det dog sværere at rette op på skaderne. 

Kilde: Videnskab.dk 

 

4 veje til bedre søvn

Gør hjernen klar til at sove Luk ned for computer, telefon og tv mindst en halv vil en hel time inden sovetid. 

Hold en fast søvnrytme – og sørg for 7-8 timer hver nat, både hverdage og fridage. 

Dyrk mørket: Kunstigt lys forstyrrer vores fysiologiske rytme. Hvis du er nødt til at tænde lys, så vælg lys med rødlige eller gullige toner frem for det blålige lys som findes i almindelige elektriske pærer, elektronik mv. 

Hold al elektronik ude af soveværelset! Ja, også din telefon!

Svært ved at falde i søvn? Lyt til et stykke musik

En godnatsang til børnene eller et stykke afslappende musik før du selv lægger dig under dynen, giver rigtig god mening. En gennemgang af forskningen viser nemlig at musik faktisk hjælper på søvnløshed. 

Kilde: Videnskab.dk

Større risiko for at børn tager på hvis de sover for lidt

Børn risikerer at få højere blodtryk og mere fedt omkring maven hvis de sover for lidt – også selvom de spiser sundt. Det viser en undersøgelse af 530 børn, foretaget af forskere fra Institut fra Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.  

Læs mere om studiet på science.ku.dk. Studiet er offentliggjort i Applied Physiology, Nutrition and Metabolism

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.