Sladrehank med rem

Jeg er en af de mange danskere der sidder på sin flade dag ud og dag ind. Og selvom jeg motionerer i min fritid, så ved jeg godt at jeg skal bevæge mig mere i løbet af dagen. Det fortæller forskningen mig, det fortæller min krop mig (selvom jeg forsøger at undertrykke dens massive signaler). Og på det seneste har også mit ur fortalt mig det.

Jeg bærer nemlig på anden måned et såkaldt aktivitetsarmbånd, vívofit, som registrerer hvor meget (eller lidt!) jeg bevæger mig. Og ja, jeg vidste godt at på en koncentreret dag ved computeren får jeg ikke bevæget mig meget, men hold nu op det gør en forskel at se det i iskolde tal! De fleste officielle anbefalinger går på at man som minimum når op på 10.000 skridt om dagen. Da jeg kom hjem fra arbejde på min første vívofit-dag, havde jeg gået 3.100! Og klokken var 17, der skulle laves mad og min datter skulle køres til håndbold! Det er svært at bruge 6900 skridt på!

Den røde streg

Jeg har mange hjemmearbejdsdage, og det er nok en fordel. En rød bjælke kommer nemlig frem på uret når jeg har siddet stille en times tid, og når ellers jeg opdager den (den siger nemlig desværre ikke noget), udspiller der sig spektakulære scener hvor jeg går rundt og rundt og rundt om bordet, eller løber alt hvad jeg kan med små skridt på stedet mens jeg febrilsk holder øje med hvornår den irriterende bjælke forsvinder, så jeg kan få en times arbejdsro.

Men det er faktisk rigtig rart for kroppen at komme op af sædet og folde sig ud af stolefaconen; og det er godt at mærke blodet rulle og at få ilt til hjernen.

Efter et par meget travle dage kommer jeg ud af vanen – jeg har simpelthen vænnet mig til at fortrænge den røde streg (og er ikke så flov over det som jeg var i starten)! Men da jeg næste gang synkroniserer armbåndet med vívofits website og ser min aktivitet på en kurve, får jeg et lille puf igen: F… nej – det kan jeg altså gøre bedre!

Jeg har fundet børnenes gamle minitrampolin frem, og den er en god hjælp når der skal høstes nogle hurtige skridt i en kort pause eller mens jeg sludrer med manden i huset eller tænker over en opgave. For jeg må konstatere at når man som jeg har stillesiddende arbejde, er man er simpelthen nødt til at gøre noget bevidst for at få taget skridt nok i løbet af dagen. De kommer ikke af sig selv. Til gengæld er det overraskende hvor mange skridt der tikker ind af sig selv på fridage hvor man laver husarbejde og går småture.

Irriterende? Ja! Motiverende? I den grad!

Jeg er normalt ikke vild med gadgets, men jeg kan med 100 procents sikkerhed sige at jeg har øget mit fysiske aktivitetsniveau efter jeg har fået armbåndet. Jeg har løbet flere ture, jeg har gået mere og – om end i mindre grad – taget flere små aktive pauser fra stolesædet.

Man kan se på aktivitetsarmbåndet som en konstant irritation og sladrehank der aldrig lader en være i fred. Men man kan også se det som det det også er, nemlig et udtryk for virkeligheden og en kærlig reminder om at bruge de muskler man nu engang er blevet udstyret med fordi de skal bruges. Vælger man det sidste, så bliver man pludselig helt glad når man har glemt noget på første sal, og man bliver den populære kollega der kækt melder sig til at løbe efter kaffen når kopperne er tomme. For det tæller alt sammen!