Når fødderne er på arbejde

Af Rikke Marie Hedels, arbejdsmiljøkonsulent, Falck Healthcare

Fødder kan både blive hævede og godt ømme efter en dag med stående arbejde. Variation, fodtøj og bevægelse er et godt bud på at undgå gener når man står meget.

Der er meget fokus på at det ikke er sundt for os at sidde for meget ned, men at stå op en hel dag er bestemt også en udfordring det er vigtigt at forholde sig til. Masser af danskere har stående arbejde: butiksansatte, industriarbejdere, rengøringsassistenter, ansatte på hoteller, restauranter, cafeer osv. At stå op i længere perioder ad gangen belaster kroppen ensidigt, man kommer let til at stå og ”hænge” så man belaster led og muskler; og gener som træthed over lænden, ømme fødder og hævede ankler er blot nogle af de gener man kan opleve. Har man oveni skavanker som platfod, dårlige knæ, slidgigt mm., bliver det endnu sværere at udføre stående og gående arbejde.

På den positive side gør den stående stilling det nemmere at få bevægelse naturligt ind i hverdagen – i modsætning til dem der sidder ned dagen lang.

Det bedste råd er at organisere arbejdet så nogle arbejdsopgaver kan udføres siddende, og så du kan bruge kroppen så varieret som muligt.

Desuden kan det være godt at have disse råd i baghovedet:

  • Brug fodtøj med god stødabsorbering
  • Ilæg evt. en sål med stødabsorbering og støtte
  • Skift sko i løbet af arbejdsdagen
  • Skoen skal sidde fast på foden
  • Brug evt måtter/underlag med stødabsorbering
  • Når du står op i længere tid, så hold gang i kredsløbet med små bevægelser: Rul frem på tåspiderne og tilbage på hælen, skift kropsvægt fra side til side osv.
  • En balanceplade fremstillet specielt til stående arbejde genererer automatisk små bevægelser i kroppen
  • Læg gerne benene op på en skammel eller lign. når du sidder ned – og hvis det er muligt, er det godt at lægge sig ned med benene i vejret et par gange i løbet af arbejdsdagen.
  • Undersøg om du kan organisere dit arbejde, så du får pauser hvor du kan sidde ned.
  • Måske kan du i nogle arbejdsfunktioner bruge en stå/støttestol så du aflaster fødder og ben.
  • Lav øvelser der øger blodgennemstrømningen i benene (så trykket på benets vener reduceres). Generelle øvelser for føddernes muskler og fleksibilitet kan desuden gøre dem bedre til at klare de daglige udfordringer. Dette er særlig vigtigt hvis du har fejlstillinger eller andre problemer.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.