Efter tre forholdsvis store åbne operationer i maven, har jeg et fodboldstort hernie (brok, red.). Desværre har jeg taget en del på efter den sidste operation og forsøger nu at tabe mig. Alt sidder lige midt på maven, og jeg bør tabe omkring 13-15 kilo.
Hospitalet havde ellers lovet mig hjælp til dette, hvis min egen læge ville henvise mig. Det har han nægtet, idet han mener det er noget der bør foregå i hans regi. Det blev til en månedlig samtale med sygeplejersken og kontrolvejning. Om mulig træning kunne hun intet sige. Om kosten har hun en standardbemærkning: ”Det er der delte meninger om”.
Alt i alt hjælper det mig meget lidt.
Kan jeg evt. få nogle gode råd til træning der giver en god forbrænding, men ikke belaster min bugmuskulatur? Grundet smerter i benene løber jeg ikke. Til gengæld går jeg en del og er også klar over at cykling kan være en mulighed. Men andre muligheder er velkomne!
På forhånd tusind tak!
Med venlig hilsen Karsten (51 år)
Hej Karsten
Det lyder desværre som en uheldig behandling du har fået. Jeg vil foreslå dig at finde nogle fagligt kompetente personer som du har større tillid til.
Det er rigtigt at der er forskellige holdninger til kost, men der er også stor enighed blandt eksperterne om en lang række anbefalinger og tilgange til det at leve sundt og at tabe sig. En autoriseret diætist vil kunne hjælpe dig til en personlig plan. Du kan finde en i dit lokalområde på www.diaetist.dk/Find_din_lokale_diaetist. I visse tilfælde giver Sygesikringen Danmark tilskud.
I forhold til motion skal du tage hensyn til såvel herniet som din overvægt og dine smertende ben. Her er det klart bedst med personlig instruktion, og jeg vil varmt anbefale dig at søge råd af en fysioterapeut med ekspertise i træning, så du kan få et personligt træningsprogram der tager hensyn til alle faktorer. Det kan være det kun kræver et par konsultationer og en opfølgning. For heldigvis er du motiveret, kan man mærke, og det er et af de vigtigste succes-kriterier. Du kan finde en lokal fysioterapeut på www.krop-fysik.dk – klik på ”klinikguide”. Eller spørg dig for i din omgangskreds.
Jeg skal dog prøve her at komme med nogle bud på hvad du kan gøre for at få tabt de ekstra kilo. Det vil selvfølgelig være optimalt at kosten også kigges igennem, så der både er et øget forbrug af kalorier samt et nedsat indtag af kalorier. Men det vil være helt fint at starte med træningsdelen.
Cykling er super, som du selv er inde på. Men også svømning og i det hele taget bevægelse i vand vil være godt for dig (så nu håber jeg ikke at du har vandskræk!). Det kan være helt almindelig klassisk svømning eller aqua gymnastik (JA, aqua gymnastik er OGSÅ for mænd ;o), det kan tilmed være fantastisk underholdende, og det giver mulighed for en meget social form for træning) eller aqua jogging, hvor du ”løber” i vandet og kun har hovedet over vandoverfladen. Du slipper for de voldsomme stød du kender fra almindelig løb, og som du skriver du ikke kan klare pga. smerter i benene. Aqua jogging kræver at du har et specielt bælte på (tjek evt. på http://www.aquajogger.com) – og det kan være en fordel ift. dit hernie.
Med de tre ovennævnte muligheder kan du træne kondition og muskeltræning. Modstanden er let/moderat og chancen for at komme til skade minimal. Pulsen kan fint presses op, og du kan gøre det helt for dig selv – eller du kan deltage på et hold. Forskellige svømmehaller har forskellige tilbud, så kig dig omkring. Vær dog opmærksom på ikke at provokere dit hernie, fx gennem hop, og undersøg mulighederne for at benytte en form for bælte som ekstra sikkerhed.
Endelig tænker jeg at du ift. dit hernie vil have glæde af Pilatestræning, som bl.a. styrker kropsholdningen og bugvæggen, som jo skal holde dit hernie inde. Vælg et pilateshold ledet af en fysioterapeut, idet traditionel pilates vil være for voldsomt for dig.
(Du kan se muligheder her: www.fysio-pilates.dk – klik på kortet).
Ovenstående koster en investering, både penge- og tidsmæssigt, men jeg er overbevist om at det er godt givet ud i det lange løb – og kan give dig både bedre funktion og højere livskvalitet.
Jeg ønsker dig rigtig god træning, og held og lykke med projektet.
De bedste hilsner
Mette Jacobsen, fysioterapeut, Krop & Fysik
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.