Motion i arbejdstiden – hver dag!

Af: John Thrane, redaktør, Dansk Firmaidrætsforbund, www.firmaidraet.dk

Hver dag lukker virksomheden AXA Power halvanden time midt på dagen. Medarbejderne tanker nemlig ny energi med motion i arbejdstiden.

– Det er svært at lade være når dine kolleger rejser sig for at klæde om til den daglige motion, siger Kim Andersen, mens han strækker ud og tørrer sveden af panden efter den daglige løbetur på fem km.
Kim Andersen er en af de 65 ansatte på Odense-virksomheden AXA Power, der hver dag kl. kvart i 11 klæder om for at gå, løbe eller cykle en halv times tid i arbejdstiden. Efter motionen venter et bad og frokosten. Ordningen med motion i arbejdstiden startede for lidt over et år siden, og er nu blevet en fast del af dagligdagen hos AXA Power, der lukker hver dag fra kl. 10.45 til 12.15, så de ansatte kan dyrke motion, bade og spise frokost.
– Den daglige motion har betydet at jeg har fået et helt nyt liv. Jeg har smidt 14-15 kg, og nu bliver jeg ikke længere forpustet når jeg går op af en trappe, siger Kim Andersen med et smil.
– Med to små børn kan det være rigtig svært at tage sig sammen til at motionere i fritiden, så for mig har det været helt kanon at vi kan gøre det i arbejdstiden. 

Motion skal dyrkes udendørs

Idéen til motion i arbejdstiden på AXA Power blev født i samarbejdsudvalget, hvor man kiggede på forskellige modeller for motion på arbejdspladsen. Man blev dog hurtigt enige om at man ikke ville bruge en kvart mio. kr. på et motionscenter. I stedet var der fuld opbakning til idéen om at investere i løbesko, tøj og cykler, og sætte en halv time af til motion hver dag.
– Alle får stillet to og en halv times motion til rådighed i arbejdstiden hver uge. Eneste krav er at det foregår kl. 11 hver dag, og at man gør det sammen. Vores ordning er ligesom modellen med en skovbørnehave, hvor det handler om at komme ud og få noget frisk luft og dyrke motion sammen, siger direktør Henrik Olsson, der naturligvis også er at finde på stisystemet i og omkring Næsby hver dag ved middagstid.

En god investering

Henrik Olsson betragter investeringen i motion i arbejdstiden på linje med andre investeringer, og han er ikke i tvivl om at pengene er givet rigtig godt ud.
– Vi kan ikke mærke at vi bruger en halv time om dagen på at dyrke motion, snarere tværtimod. 7,5 time hver dag med overskud er bedre end 8 timer med et par sløje timer, og vi kan konstatere at vores indtjening er forøget det seneste år.
– Idéen med at holde lukket halvanden time midt på dagen var faktisk sværere at forestille sig end at føre ud i livet. Vores leverandører og kunder har hurtigt indrettet sig på de nye tider, og har vi forretningsforbindelser på besøg på virksomheden, får de også tilbuddet om at deltage, og det vil de ofte meget gerne, siger Henrik Olsson.
Siden starten for lidt over et år siden, har motionen udviklet sig med flere tilbud.
– Vi startede med gang, powerwalk, løb og cykling. Siden er der også kommet fodbold til, og en af vores ansatte har nu oprettet en løbeskole om torsdagen, hvor man kan få lysten til lidt hårdere træning styret. Vi har faktisk et par stykker som får deres maraton-debut i Copenhagen Marathon i maj måned, siger Henrik Olsson.

Måler ikke på effektiviteten

AXA Power er naturligvis også at finde i de store motionsløb som DHL-stafetten og Eventyrløbet i Odense, og den daglig motion kan også aflæses på de ansattes løbetider.
– Vi sammenlignede løbetiderne fra DHL-stafetten fra sidste år, og her kunne vi se at vi i gennemsnit løb 1 minut hurtigere end forrige år, siger Henrik Olsson.
Men her holder målingerne også op. For der er ingen løftede pegefingre for at få folk til at dyrke motion.
– Vi har ikke brug for at måle om folk kommer i bedre form, eller om folk er mere effektive efter vi indførte motion på arbejdspladsen. Det handler om at give den enkelte mulighed for at få den daglige motion han eller hun har brug for.
– Den umiddelbare reaktion er at det er det bedste personalegode nogensinde, og specielt walkerne er meget positive. Alternativet er nemlig at de slet ingen motion får i løbet af ugen. Det at vi har en fælles aktivitet hver dag, giver en masse til sammenholdet på arbejdspladsen. Vi gør det her som ét hold, og det styrker også sammenholdet i de arbejdsteams vi har.
Siden starten har AXA Power sørget for at holde gryden i kog, bl.a. med inspirationsmøder omkring sundhedsfremme, motion og mental træning, og AXA Power har bl.a. haft besøg af Lars Bom, Chris MacDonald og Bo Isaksen fra Dansk Firmaidrætsforbund.
– Det handler om at fortsætte den gode udvikling med den gode daglige motionsvane, og stille og roligt ændre folks livsstilsvaner. Og vi vil fortsætte med foredrag om sund kost, motion, søvnvaner og stresshåndtering, og dermed bygge videre på de gode vaner vi allerede har opnået, siger Henrik Olsson.

Olssons 5 gode råd til motion på jobbet

– Brug arbejdstiden, så fjerner du med et slag alle undskyldninger for ikke at dyrke motion daglig.
– Få alle med, eliten skal nok klare sig selv.
– Ingen løftede pegefingre, det frie valg virker og motiverer.
– Dyrk motion sammen, det styrker team-ånden.
– Gør det hver dag, for den gode vane driver automatisk værket.

Axa power

AXA Power producerer udstyr til forsyning af strøm og ventilation
til parkerede fly. AXA Power har 65 ansatte, 30 i produktionen og
35 fordelt på økonomi, indkøb, salg, service og udvikling.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.