Morten Wieghorst: Tilbage til livet

Han har lige været sat ud af spillet med en knæskade. Næsten fem måneder uden græs under støvlerne, så Morten Wieghorst glæder sig som et lille barn til at komme i gang igen. Han føler sig ekstremt stærk, for han har brugt mange timer i styrkerummet. Men da han har spillet den første kamp for Celtics reservehold en mandag i oktober 2000, er han træt. Drøntræt. Ømheden i musklerne er overvældende, men han skubber det fra sig.

Et par dage senere drager han med førsteholdet til Finland. Holdkammeraterne skal spille kamp i UEFA-cuppen, og Morten skal med for at træne. Og fordi han ikke skal i kamp, træner han lidt mere end de andre, men kroppen føles forkert. Det er som om han løber i kviksand, og koordinationen er ikke helt god, men han slår det hen igen. Det er nok bare influenza, tænker han.

– Til styrketræning kunne jeg ikke en gang tage fem armbøjninger, og det er jo mærkeligt at alarmklokkerne ikke begynder at ringe. Men jeg havde aldrig prøvet noget lignende før, husker Morten Wieghorst i dag når han tænker tilbage på det sværeste år i sit liv.

Bange for respiratoren

Det var nemlig ikke bare en voldsom influenza der havde fået tag i den dengang 29-årige fodboldspiller. Symptomerne blev værre efter hjemkomsten fra Finland.

– Jeg blev svimmel til træning, og jeg skulle begynde at tænke over hvordan jeg tog et skridt. Det var ikke bare automatik for mig at sætte det ene ben foran det andet, forklarer han.

Morten Wieghorst besluttede sig for at slå et smut forbi klublægen for at blive testet. Og doktoren var ret hurtigt til at stille en foreløbig diagnose: Guillain-Barrés syndrom.

– Han sagde at jeg bare skulle tage det roligt, for det var ikke livstruende, siger Morten.

Men Morten fik det værre, og efter et par dage havde han svært ved at komme ud af sengen. En ambulance førte ham til Southern General Hospital i Glasgow, hvor han blev indlagt. Men han var ikke nervøs, for han følte sig i gode hænder.

– Både læger og sygeplejersker forsikrede mig om at jeg nok skulle klare det. Jeg var jo i god form, og jeg begyndte at læse en masse om sygdommen for at se hvad mine muligheder var. Og jeg kunne se at så længe jeg ikke blev lagt i respirator med vejrtrækningsproblemer, så var det i orden.

De efterfølgende to uger gik det den forkerte vej, men det havde personalet på sygehuset forberedt ham på. De havde også sagt at han ikke ville blive lagt i respirator, så da det alligevel skete, var det noget af et slag i ansigtet.

– Der blev jeg bange, det må jeg indrømme. Jeg var jo ikke mentalt forberedt på det, men jeg havde svært ved at trække vejret og synke maden. Jeg forsøgte at overbevise dem om at jeg ikke skulle i respirator, men der var ikke noget at gøre, fortæller han.

Ambitiøse mål

Morten lå på den intensive afdeling i 11 dage, og her fik han brug for al den mentale styrke og målrettethed som havde gjort ham til en succesfuld fodboldspiller. Han klarede sig igennem og kom tilbage på den neurologiske afdeling, hvor han skulle i gang med genoptræning af selv de mest basale færdigheder.

– Det var en helt vild følelse at kunne drikke et glas vand ved egen hjælp for første gang i næsten tre uger. Men jeg havde tidligt i forløbet besluttet at jeg skulle igennem det her. Jeg ville selv kunne bestemme hvornår jeg skulle gå på toilettet, og jeg ville kunne lege med mine børn igen, siger han.

Heldigvis var der en fysioterapeut på det skotske hospital som havde specialiseret sig i lige netop Guillain-Barrés syndrom. Hun havde fulgt ham fra begyndelsen, og hun begyndte at opstille ugentlige mål som Morten skulle nå.

– Nogle af hendes mål var så ambitiøse i mine øjne at jeg ikke troede at jeg kunne nå dem, selvom jeg var optimistisk og gerne ville klø på. Men det viste sig jo at hun havde ret, og det holdt stik hver gang, lyder det fra Morten Wieghorst.

De to blev et godt makkerpar, og de lærte hinanden godt at kende under forløbet.

Fysioterapeuten satte pris på Mortens lyst til at arbejde med øvelserne, og omvendt fandt Morten weekenderne lidt lange, for der havde fysioterapeuten fri. Men hun gav ham nogle opgaver han kunne muntre sig med når hun ikke var der. I begyndelsen var det små ting som at få sokker på, og det udviklede sig til at tage bad selv og dernæst at gå med gangstativ og komme ind og ud af en bil.

– Hun var god til at opmuntre mig, og hun viste stor indlevelse i min situation. Det gav mig en tryghed at vide at hun oprigtigt ønskede at jeg fik det bedre.

Hjem til jul

Og det gjorde han. Langsomt, men sikkert var der fremgang at spore. Endda så meget at han fik lov til at tage hjem en uge inden jul – blot to en halv måned efter at han blev indlagt. Det betød også at den daglige genoptræning fortsatte hos Celtic F.C.’s fysioterapeut, som hjalp Morten med at træne musklerne op og gav ham nogle lette vægttræningsøvelser så han kunne få koordinationen på plads igen. Han havde også stadig kontakt med hospitalet.

– Lægerne sagde at de kunne love mig at jeg fik et normalt liv igen. Til gengæld kunne de ikke love at jeg ville komme til at spille fodbold igen. Men det fik bare min indre fighter frem, så jeg besluttede selv at jeg ville tilbage på banen. Indtil da havde det kun handlet om at få det bedre, men nu begyndte det også at handle om fodbold igen, siger han.

Morten Wieghorst løb ind på grønsværen til sit comeback i juli 2001 til en træningskamp. Han kunne godt mærke at der stadig var en del at arbejde med, men med masser af tålmodighed og en stålfast vilje lykkedes det ham at komme sig helt og fortsætte sin karriere yderligere fire år.

Det er ikke til at sige hvorfor Morten blev ramt af Guillain-Barrés. Han havde en virus i kroppen, som de fleste mennesker blot mærker som influenza, men i Mortens tilfælde udviklede det sig. Han frygter dog ikke at det kommer igen. Til gengæld gør han sit bedste for at udbrede kendskabet til den sygdom som kun rammer mellem 50 og 100 mennesker i Danmark hvert år.

– Jeg har flere gange besøgt folk med sygdommen for at opmuntre dem og give dem nogle af de redskaber der hjalp mig dengang. Jeg kom tilbage til et normalt liv på grund af den støtte jeg fik fra sygehuset, klubben, min familie, men også helt fremmede mennesker som sendte mig breve og ønskede mig god bedring. Det vil jeg gerne betale tilbage.

Rundt om Morten Wieghorst • Født 25. februar 1971 • Gift med Anna og far til Sebastian (1998) og Sofie (1999) • Kåret til årets fodboldspiller i Danmark i 2003 • Fik debut på A-landsholdet i 1994, spillede 30 kampe og scorede tre mål • Spillede i Skotland fra 1992 – 2002 hos Dundee F.C. og Celtic F.C. • Stoppede sin aktive karriere i 2005 efter tre år hos Brøndby • Var cheftræner for FC Nordsjælland fra 2005 – 2011 • Fungerer nu som træner for U21-landsholdet

Uddrag fra Morten Wieghorsts målsætning under genoptræningen: Søndag d. 19. nov. 2000: – Kan gå på toilet selv – Tager selv brusebad – Kommer fra maven op at stå på alle 4 – Kan selv rejse mig op med støtte fra fysio-seng. Kan stå i 4-5 min. Næste skridt: – Stå op uden støtte og dernæst tage skridt med støtte – Selv tage sko og shorts på

Guillain-Barrés syndrom… … er en akut nervesygdom – en betændelsesreaktion – som kendetegnes ved lammelse. Andre symptomer kan være muskelsmerter og snurren/følelsesløshed. Lammelserne begynder som regel i benene og kan efterhånden sprede sig til hele kroppen. Hos langt de fleste aftager lammelserne, men i alvorlige tilfælde kan det autonome nervesystem angribes, hvilket betyder at der kan indtræde en lammelse af åndedrættet. Man kender ikke den præcise årsag til sygdommen, men man mener den skyldes at immunsystemet forveksler ens egne nerver med et virus eller en bakterie og angriber nerverne. De fleste som får Guillain-Barrés syndrom, vil efter den første periode opleve en gradvis forbedring, og ca. 80 % bliver helt raske. Kilde: Patienthaandbogen.dk