”Min datter skal ikke være tyk ligesom mig”

Af: Freja Fredsted Dumont, journalistpraktikant

Foto: privat

I Esbjerg står en passioneret fysioterapeut bag træningsforløb til gravide kvinder. Fælles for pigerne er at de alle havde et BMI over 27 da de begyndte. Formålet med projektet er at forebygge overvægt på længere sigt for både kvinderne og deres ufødte børn

– Jeg har allerede ”fået” 7 babyer på holdet for de par der gerne vil være gravide, i løbet af det halvandet år vi har været i gang. Selvom jeg ikke kan tage hele æren, så er jeg utroligt glad på kvindernes vegne når det lykkes, siger Heidi Juul, som er fysioterapeut og drivkraften bag projektet i Esbjerg Kommune.

Heidi styrer to hold – et for overvægtige kvinder som gerne vil være gravide, og et hold for kvinder som er gravide, men som vejer for meget.

Overvægt i graviditeten øger nemlig risikoen for komplikationer som fx svangerskabsforgiftning og graviditetssukkersyge. Ligesom overvægt mindsker chancen for overhovedet at blive gravid. Derfor tilbyder Esbjerg Kommune nu samtaler med fokus på kost, coachsamtaler samt træning to gange om ugen til gravide med en BMI over 27, men også par der inden for nærmeste fremtid ønsker at opnå graviditet, og hvor kvinden har et BMI over 27.

Der lægges vægt på muligheder i stedet for forbud – og det er den gravide kvinde der vælger hvordan hun vil arbejde med sin overvægt. Der bliver udbudt træning lige fra linedance over svømning til cirkeltræning.

Reducer negative påvirkninger fra forælder til barn

Hvis de overvægtige forældre kan etablere sunde mad-, måltids- og bevægelsesvaner før barnet selv overgår til fuldkost, kan det være med til at nedsætte risikoen for at barnet senere selv bliver overvægtigt. Væsentlige risikofaktorer for at barnet senere udvikler overvægt er, ud over overvægt i graviditeten, at forældre er overvægtige. Børnene får de dårlige vaner i ”vuggegave” – hvert 3. barn født i en familie med overvægt bliver selv overvægtig.

– Min kæreste og jeg har altid været overvægtige, og jeg blev mobbet meget som barn på grund af min vægt. Det skal min datter aldrig udsættes for, siger Rikke Svanhede Mathiesen, imens hun sidder med sin to måneder gamle datter knuget tæt ind til sit bryst.

Lille Runa kom til verden fordi Rikke og hendes kæreste tog et aktivt valg om at ændre livsstil, efter de oplevede at miste deres første barn under graviditeten. Derfor meldte de sig på holdet for overvægtige med ønske om graviditet.

– Jeg hørte om det her tilbud, og tænkte at det skulle vi bare prøve. I stedet for at fokusere på at blive gravide igen, så fokuserede vi pludselig på at træne og spise sundere – og i dag har vi fået vores lille datter Runa, siger Rikke og smiler stort mens hun kigger ned på den lille pige med brunt strithår.

Her er vi alle ligesindede

Ud over at hjælpe til øget bevidsthed omkring spisemønstre og sammensætning af sund og ernæringsrigtig kost samt træning er projektet også til for at kvinderne kan mødes og tale sammen om de udfordringer de deler omkring graviditet – samt generelle hverdagsdrøftelser. Træningen er med til at skabe et netværk for ligesindede gravide der alle ønsker at ændre livsstil

– Det har været så skønt at møde nogle piger som ved hvad det betyder når man kæmper med vægten. Vi bærer rundt på de samme problemer og bekymringer. Det har været klart bedre for mig at møde de her piger end at være i en almindelig mødregruppe, siger Susan Witt Jørgensen.

Susan er mor til 1-årige Ayla, og hun giver fysioterapeut Heidi en stor del af æren for at hendes lille pige kom til verden på en god måde. Da Susan blev gravid, vejede hun for meget, og havde et BMI på 30. De første 20 uger under sin graviditet tog hun 20 kilo på, og her vidste hun at der nu skulle gøres noget aktivt for at stoppe den massive vægtøgning.

Hun meldte sig på Heidis hold for overvægtige gravide, og de sidste 20 uger af graviditeten tog hun kun 3 kilo på.

– Heidi fik så mange kærlige tanker med da jeg skulle føde Ayla. Hun bærer helt klart en del af æren for at vi fik en sund og rask lille datter.

I er seje, piger!

Susan går tilbage til cirkeltræningen, og begynder at instruere de andre kvinder i hvordan de forskellige øvelser skal udføres. Imens står fysioterapeut Heidi lidt i baggrunden og holder øje med de små babyer som er med til dagens træning.

– Jeg kan så godt lide de kære små, så her kan jeg godt lige overskue at tage over i ny og næ, smiler Heidi.

– Og så er det jo skønt at se hvordan kvinderne selv tager ansvar for at de rent faktisk får noget ud af træningen, siger hun.

Heidi er ikke bare kvindernes fysioterapeut, hun er også deres coach. Hun opmuntrer kvinderne til at deltage aktivt i de livsstilsændringer det kræver for at få en god graviditet. Hver gang der er træning, sender Heidi en sms-besked, så kvinderne kan blive motiverede til at deltage.

– Nogle gange, når vi træner udenfor, så kan jeg finde på at spørge fremmede forbipasserende om de ikke synes at pigerne bare er pisse seje – og svaret er jo altid et stort JO! Det er så vigtigt at bekræfte dem i det, for det tror de ikke altid selv de er, siger Heidi.

Tilbuddet om træning, kostvejledning og coaching til overvægtige piger der er gravide eller gerne vil være gravide, og som har et BMI over 27, er gratis i Esbjerg Kommune, og er en oplagt mulighed for at starte på en ny livsstil sammen med det lille menneske man sætter i verden.


Fertilitetsproblemer ved overvægt

Kvinders graviditetschancer hæmmes ved overvægt

Mange overvægtige kvinder har svært ved at blive gravide fordi hormonsystemet forstyrres af fedtvævet. Det er vigtigt for menstruationscyklussen at man hverken har for meget eller for lidt fedt. Jo større overvægt, jo større er problemet.

Risikoen for abort er også større hos overvægtige.

Fedme nedbryder sæden hos mænd

Sædkvaliteten hos mænd forringes også hvis de er overvægtige. Både et for højt og et for lavt BMI kan skade mænds evner til at få børn.

Kilder: Patienthåndbogen.dk, Ferring.dk, hvidovrehospital.dk, dagensmedicin.dk


Overvægt i graviditeten øger risikoen for komplikationer

Overvægt i graviditeten øger risikoen for komplikationer som fx svangerskabsforgiftning og graviditetssukkersyge.

Overvægt i graviditeten øger desuden risikoen for, at barnet senere udvikler overvægt. Det samme gør overvægt hos forældrene. De uhensigtsmæssige vaner går så at sige i arv til barnet.

Kilde: Fysioterapeut Heidi Juul 

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.