Jeg har lige fået lavet en kikkertoperation af mit knæ. Lægen fjernede noget fra mine menisker og fandt også ud af at mit korsbånd var sprængt igen. Fik lavet et nyt i 2006. Jeg ved ikke hvorfor lægen ikke lavede korsbåndet – men måske det er en helt anden operation?
Jeg er en aktiv pige, også i mit job som postbud med mange km under fødderne, og føler at mit knæ svigter mig. Lægen siger at mit knæ er løst, svarende til korsbåndet. Hvordan kan man leve med det? Vil frygtlig gerne have det lavet så jeg kan passe mit job.
Kan man virkelig godt undvære et korsbånd?
Venlig hilsen Randi
Hej Randi
Ja, man kan godt have god knæfunktion selvom man mangler sit korsbånd. Faktisk er der for nylig lavet en stor undersøgelse der viser at der ikke var forskel på hvordan de som fik lavet nyt korsbånd, havde det, i forhold til dem som ikke fik lavet korsbånd. Hvis du ikke skal dyrke en sport med mange og pludselige retningsskift, vil man i dag de fleste steder råde dig til i første omgang at få trænet knæet grundigt op hos en idrætsfysioterapeut. Et sådant genoptræningsprogram består af 3-6 måneders styrketræning, inklusiv specifik balance- og koordinationstræning. (Denne genoptræning ville også være nødvendig hvis du fik nyt korsbånd.)
Men det lyder som om du har brug for lidt mere information omkring lige præcis din situation. Så opsøg den lokale idrætsklinik (http://sportsmedicin.dk/idraetsklinikker.asp) og få en snak med en fysioterapeut eller en læge. Det kræver normalt en henvisning fra din læge.
Venlig hilsen Kristian
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.