En lille smerte over det højre øje er ikke noget man normalt vil tillægge nogen særlig betydning. Men for Tina Bagge Jung Laursen er det et stensikkert signal om at et migræneanfald er under opsejling. Smerten breder sig nemlig hurtigt ned i øjet og kæben, for så at sidde og dunke i hele højre side af hovedet.

– De ulidelige smerter og kvalmen gør det umuligt at koncentrere sig om andet. Høje lyde, lugte og lys gør det endnu værre. Og bare det at bevæge en hånd kan forstærke smerterne, fortæller Tina, som er kontorassistent i Assens Kommune.

Og netop sidstnævnte skulle vise sig at være heldigt. Assens Kommune har nemlig de seneste år haft stor fokus på medarbejdernes sundhed, og en dag kom arbejdspladsens fysioterapeut forbi Tinas skrivebord. Mødet endte med et besøg på fysioterapeutens briks, hvor Tina blev undersøgt, vejledt og fik en behandling med IMS – en akupunkturform der bygger på anatomisk og fysiologisk viden – med det primære formål at afspænde muskulaturen.

Mangesidig indsats gav resultat

Tina fik siden 5-6 IMS-behandlinger, men allerede efter første behandling var der effekt. Der gik tre uger uden et anfald, og foreløbig har effekten holdt sig næsten et år! Fra næsten konstante anfald er Tina nu nede på tre-fire anfald om måneden – og anfaldene er væsentligt kortere og mindre voldsomme end før. En meget stor virkning af så forholdsvis lidt.

– Det er vigtigt at påpege at IMS ikke er en mirakelkur og aldrig kan stå alene. Effekten er en kombination af mange ting – vi har blandt andet kigget på hvordan Tinas muskelspændinger opstår, hun har fået øvelser for bl.a. ryg og nakke, vi har sammen gennemgået Tinas arbejdsplads, siddestilling og kropsholdning, og hun har fået gode råd til at aflive dårlige vaner og variere sit arbejde, forklarer fysioterapeut i Assens Kommune, Sanne Lüttge Thomassen, som også har talt meget med Tina om hvordan hun kan anvende mindfulness til at komme i kontakt med sin krop – også når hverdagen er travl.

– I Tinas tilfælde var det ofte en spændingshovedpine der udløste migrænen – og den spændingshovedpine har hun nu lært at undgå eller holde nede. Så hun har selv en stor del af æren for at hun har fået det så meget bedre, påpeger fysioterapeuten.

Hellere tage piller end melde sig syg

Livet med svær migræne kan gennemsyre hele ens tilværelse.

– Jeg sagde nej til mange ting før – kunne aldrig planlægge noget, og hvis jeg gjorde, så måtte jeg melde afbud 8 ud af 10 gange. Min familie tog tit af sted alene, mens jeg lå hjemme i min seng. Jeg fik ondt i hovedet af fysisk aktivitet og leg, og jeg kunne fx aldrig tage på shopping-ture fordi det var stensikkert at det gav mig migræne, husker Tina Bagge Jung Laursen.

– På arbejdet var jeg nok en stille person og lidt en enspænder. Og så var jeg tit ked af det og deprimeret – og nok lidt sur og indelukket, fortæller hun.

– Det var over lang tid at jeg lod mig selv gå og være syg af migræne – til sidst flød det ligesom ud i ét langt anfald, som så varede i halvandet år.

Tina prøvede alt – kinesisk akupunktur, zoneterapi, healing, kranio-sakralterapi – men intet hjalp. Migrænen tog mere og mere magten over hendes liv.

– Det var forfærdeligt at skulle sygemelde sig hele tiden. Bare tanken om at “åh nej – nu er den gal igen, og hvad nu hvis det ikke er væk i morgen?” kunne forstærke migrænen. Det gjorde også at jeg kom ind i mit medicinoverforbrug fordi jeg ikke turde sygemelde mig hele tiden. Så hellere spise piller og tage på arbejde!, siger Tina, som i dag har normaliseret sit medicinforbrug.

En usynlig lidelse

Som mange andre hovedpinepatienter har Tina oplevet at omgivelserne har svært ved at forstå hendes situation, og at hun må kæmpe for troværdigheden.

– Det er jo en usynlig lidelse, og dem der ikke kender den, tror ikke på at det kan være så slemt i så lang tid som man siger. Dengang betød det at jeg slet ikke tog mig tid til at blive rask og tage den med ro. Og stadig den dag i dag kan jeg være flov over at sige højt at jeg har migræne og må gå hjem. Det er stadig noget der gør mig ulykkelig, og på trods af mit langvarige sygeforløb, så møder jeg til tider stadig den der “så slemt kan det ikke være”-attitude, siger Tina.

– Jeg tror det tit var stress der udløste hovedpinen. Men som Sanne kunne konstatere, havde jeg også en slatten nakke. Den har jeg fået trænet op, fortæller Tina, som i dag blandt andet laver elastikøvelser i løbet af dagen og deltager på arbejdspladsens motionshold og andre tilbud. Hun er desuden startet i træningscenter, hvor hun blandt andet arbejder med specifikke nakke- og skulderøvelser. Hendes sygefravær er blevet væsentligt mindre – faktisk mere end halveret. Anfaldene er ikke helt væk. Men i dag ved Tina hvad hun skal gøre så snart hun mærker de første spæde tegn på et anfald.

– Når den mindste lille migræne-smerte melder sig i panden eller tindingen, så går jeg ud for mig selv og laver nakke-skulder-øvelser – tit er det nemlig en muskelspænding der driller. Hvis det ikke hjælper hurtigt nok – og jeg har lært hvornår grænsen for mig er nået – så tager jeg Treo, forholder mig så vidt muligt i ro og holder mig for mig selv. Hvis det ikke virker efter to omgange Treo, så går jeg hjem. MEN det er ikke sket mange gange at det er gået så galt, fortæller hun glad.

– Jeg har stadig nogle alvorligere anfald hvor ingenting virker, og jeg bare ligger i sengen; men de er få nu. Ikke få nok – men det arbejder jeg på, siger Tina, der via en migræneklinik er i gang med at finde årsagen til de resterende anfald, og det tyder på at de kan være fødevareudløst.

Hun fortsætter:

– Det bedste nu er at jeg aldrig har tanken: “det kan jeg nok ikke, for hvad nu hvis jeg får migræne!”. Jeg er blevet meget mere glad og udadvendt. Jeg tager på shopping med min datter og min søster, holder ferier uden en eneste sygedag – tager i Legoland og fjoller med mine børn. Jeg har meget mere overskud.