Jeg er så glad for min cykel – men hvilken type skal jeg vælge?

Tekst: Marianne Nørup, journalist

Foto: Shutterstock

Den traditionelle kondicykel fås i et hav af kvaliteter. Som udgangspunkt er den mere robust og har mere komfort end en spinningcykel, og du behøver ikke særlige cykelsko. Sædet, men sjældent styret, kan indstilles.

Spinningcyklen minder mere om racercyklen. Sædet er mere smalt og hårdt end på kondicyklen, og man kan sidde på samme måde som på en racercykel. Cyklen kan indstilles både i sæde og styr, og du kan træde i pedalerne stående. Ofte har spinningcykler klikpedaler, der kræver særlig cykelsko.

Dyrker du udendørs cykelmotion, er en Hometrainer en oplagt og meget populær løsning. Her placerer du din egen racercykel (eller MTB) i et stabilt stativ, så du kan køre på cyklen mens den står stille. En magnetmodstand sørger for at du kan justere belastningen. Det betyder at du kan træne indendørs på en måde der minder meget om ‘rigtig’ cykeltræning. Du kan desuden melde dig ind i et digitalt træningsfællesskab, hvor man følger hinanden, så det sociale element fra cykelklubben kan opretholdes. Stativet fylder ikke meget, og er nemt at pakke væk.


Hvordan skal cyklen indstilles?

Den vigtigste regel er at pedalen, når den er i bund, skal kunne nås med hælen på dit strakte ben. Det svarer som regel til at sadlen cirka er på højde med hoftekammen.

Ellers kan du sidde som du synes, og skift gerne position undervejs, hvis du føler for det. Hvis du træner for at vedligeholde din udendørs cykling, giver det dog mening at sidde i en stilling der ligner den du har på din almindelige cykel.

Læs alt om indendørs cykling.

Spinning er også meget effektivt som holdtræning – læs mere her.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.