Vi gaber når vi er trætte, javel, men også når vi vågner op. Når vi keder os. Eller bare ser en anden gabe.

Traditionelle teorier går ud på at gabe-reaktionen starter i brystkassen: Når musklerne omkring lungerne føler en uimodståelig trang til at strække sig efter man har trukket vejret lidt for “overfladisk” i en periode. Den teori er aldrig bevist, og den betragtes af de fleste som gammeldags.

Nyere teorier påpeger at årsagen ligger på første sal: Det er hjernen der under nogle særlige betingelser sætter en refleksreaktion i gang.

En fysisk betinget reaktion går ud på at når hjernen trænger til afkøling og ekstra ilt, sætter refleksen ind; munden åbnes på vid gab fulgt af en dyb indånding mens kæbemuskulaturen strækkes. Og herefter en mere diskret udånding. Det er “hjernekølings-hypotesen”, hvor gabe-indåndingen regulerer temperaturen i kraniet.

Men den forklaring overbeviser ikke professor, overlæge dr. med. Poul Jennum fra Center for Søvnmedicin på Glostrup Sygehus.

– Det er nok muligt at måle en temperaturforskel. Men den kan ikke være stor. I den forskning jeg har stiftet bekendtskab med, tror jeg mere på at der er tale om en refleks i hjernestammen, forklarer professor Poul Jennum.

I hjernestammen hjemmehører en række andre funktioner, som svækkes hos patienter med parkinsons syge. Parkinsons-patienter gaber mindre end raske mennesker, og denne kendsgerning er med til at placere gabe-refleksen i det område af hjernen.

En egentlig fysisk funktion af gaben er det svært at pege på, selvom man bl. a. kan konstatere en udstrækning af led og muskler i lunger, kæber og luftveje.

– Den bedste forklaring er nok at det er en refleks i tråd med andre af kroppens reflekser, som fx blinken. Der findes en lang række mindre reflekser hvis overordnede rolle er at regulere og vedligeholde kroppens forskellige funktioner, siger Poul Jennum.

Denne forklaring falder i takt med den observation at man fx ofte ser elitesportsfolk gabe mens de forbereder sig på at gå i gang med deres konkurrence.  Eller musikere før de går på scenen til den store koncert. Det kan naturligvis ikke være fordi de er trætte – snarere det modsatte. Så deres gaben kan opfattes som en slags “kalibrering” eller synkronisering af hele anatomien før den skal i gang med at præstere.

Men søvn-professoren understreger at der ved siden af det fysiske ser ud til at være en vigtig, social dimension i gaben. En funktion der kan være mindst lige så vigtig som den fysiske. Og som smitter.

– En stor mængde troværdig forskning peger på at mekanismen spiller en rolle for social tilpasning. Et gab signalerer velvære og social tilpasning. Og når en anden i gruppen “smittes” og gaber tilbage, er det en bekræftelse af deres fællesskab, forklarer Poul Jennum.

Teorien om den sociale gaben åbner for at smitte-reaktionen stammer langt tilbage fra ur-menneskenes tid, og at refleksen har overlevet selvom dens sociale funktion ikke længere er så vigtig.

Fostre gaber også Den gamle teori om at gabet finder sted for at tilføre ekstra luft til lungerne, fik en alvorlig mavepumper da forskere observerede fostre som gabte i livmoderen. Det ufødte barn benytter som bekendt ikke sine lunger til luft, så derfor underminerede denne observation teorien om udspilede lunger. Andre forskere har dog stillet spørgsmålstegn ved om det overhovedet er et gab man har set fostrene udføre…så, gaab!

Hjernekøling hos mini-papegøjer Hvis hypotesen om hjernekøling holder vand, må det formodes at man gaber mindre efterhånden som lufttemperaturen stiger. Og et dyreforsøg med vilde undulater – der i modsætning til mennesker og aber ikke “smitter” hinanden med gaben – viste en stigende tendens til at gabe efterhånden som den omgivende temperatur steg. Men efter lufttemperaturen havde nået 30 grader, begyndte gaberiet at aftage, jo varmere det blev. Så dette forsøg underbyggede altså hjernekølings-hypotesen – hos australske undulater – gaab.

Gab er en skjult trussel Når det gælder smitte-effekten retter forskere blikket helt tilbage til tidligere stadier i evolutionen. Man mener at visse pattedyr gaber for at vise deres tænder – ikke som en direkte trussel, men som en påmindelse til de andre om at der kan blive fare på færde hvis de ikke tér sig! Evolutionister mener smitteeffekten kan stamme fra ur-forfædre, der gabte for at vise deres tænder frem – hvorefter de øvrige som en refleks besvarede signalet ved også at vise deres gebis: “Den leg er vi flere som kan være med i”. Den konkrete betydning er forsvundet op gennem generationerne, men reflekserne forbliver – gaab.

Skizofrene gaber mindre Teorien om at gaberiets smitsomhed har en social funktion, er faktisk underbygget af forsøg med mennesker med skizoide træk. Typiske personlighedstræk hos skizofrene inkluderer både manglende selvbevidsthed og manglende empati for andre. Det kan derfor forventes at de er mindre følsomme over for både deres egen tilstand og over for deres medmenneskers. Og det viser sig rent faktisk at gaben har en tydeligt mindre smitte-effekt hos denne gruppe. Jo flere skizoide træk der konstateres hos en forsøgsperson, jo mindre bliver han smittet – gaab.