Fitnessbølgens nyeste top: BLOD, SVED OG TÅRER

Af: Mette Bender

Fotos: Fotograf Niels Husted for DGI

Træning skal virke, men ikke skade. De nye trends i fitnesscentrene går mod høj effektivitet, men træningen må også gerne være sjov, siger master i fitness og ekstern lektor i idræt Marina Aagaard.

Danskernes vaner inden for motion og idræt forandrer sig hele tiden. Siden 1970’erne har mange flyttet deres motion til fitnesscentrene træningssale og styrketræningsområder. Her er det let at passe træningen ind i en travl hverdag.

Men gymnastikforeningerne og aftenskolerne eksisterer stadig i bedste velgående, og både her og i fitnesscentrene opstår nye trends og træningsformer hele tiden. I disse år går udviklingen mod kvalitet og effektivitet.

– Vi ser en roligt stigende interesse for at få testet formen og lagt programmer der er tilpasset behov og ydeevne, siger Marina Aagaard, som er master i fitness og ekstern lektor i idræt ved Aalborg Universitet.

En hel del fitnesscentre udbyder i dag tests af kondition og styrke, ligesom individuel vejledning og personlig træning er mulig.

– En del ’almindelige danskere’ er begyndt at benytte sig af disse tilbud, selv om pengepungen stadig får mange til at vælge det fra. Det nye er at nogle centre tilbyder personlig træning i små grupper. Denne form er ikke så dyr, og det er et mere individuelt tilpasset og målrettet tilbud.

Maksimal effekt

Marina Aagaard underviser i træning og fitness og følger udviklingen på området. Hun ser i øjeblikket en stærkt voksende interesse for hård og effektiv træning. Ikke mindst inden for holdtræning er der vækst i tilbud med høj belastning og intensitet. Øvelserne er ofte ret enkle, og tilbuddene har navne som Funktionel Træning og Tabata Bootcamp.

– Den nyeste viden om fysiologi bliver brugt til at skabe optimal effekt. Målet er at udfordre styrke og kondition maksimalt med øvelser, der tager fat præcis hvor de skal. Desværre kan høj belastning eller højt tempo betyde at deltagerne laver øvelserne forkert. Det gælder hvis deltagerne ikke er i god form, og hvis instruktørerne ikke er meget opmærksomme, påpeger Marina Aagaard.

Hun tilføjer at også nye avancerede, kamporienterede træningsformer med navne som TacFit og Mixed Martial Arts Fitness vinder terræn hos en mere afgrænset skare. Pilates, coretræning og stabilitetstræning, som kom på programmet i 00’erne, er stadig populært.

– Med disse træningsformer indførte trænerne en højere grad af bevidsthed i træningen, og denne større bevidsthed videreføres delvist i den nye høj-intensive trend.

Klassiske gymnastikøvelser

Ude i styrketræningsafdelingen af fitnesscentrene går trenden mod Funktionel Træning, som har været inde i billedet i et par år. Denne træning efterligner hverdagens bevægelser og foregår ikke i maskiner, men som oftest stående på gulvet. Redskaberne kan være ringe, som man kan hænge og løfte sig i, stepkasser, som kan bruges til at efterligne trappegang, og trappestiger til armgang.

– Mange af de klassiske gymnastikøvelser med redskaber som vi kender dem tilbage fra Kaptajn Jespersens tid, er dermed vendt tilbage. Der er tale om en slags ’back to basics’, som er parallel til den den hårde og målrettede træning af styrke og kondition, som er trenden i træningssalene.

Mens du i maskiner stort set kun træner grundlæggende styrketræning, får du med de mere gammeldags øvelser i funktionel træning også balance og teknik, forklarer Marina Aagaard.

– Træningen tiltaler både kvinder og mænd, og kvinderne er derfor blevet endnu mere synlige i de områder som mændene engang dominerede.

Musik motiverer

De moderne dansebaserede træningsformer, som kom med Zumbabølgen for omkring fem år siden, er ikke forsvundet. Nye danse- og musikbaserede holdtilbud kommer til, og et af de seneste skud på stammen hedder Piloxing.

– Vi ser her en tendens til at blande dans med klassisk aerobic med kampsport eller boksning til dynamiske, stående øvelser. De dansebaserede træningsformer udfordrer motorik, rytme og balance og er sjove for rigtig mange, siger Marina Aaagaard.

Hun ser en generel tendens til at musik og rytme bliver brugt mere.

– Musik i holdtræningen øger motivationen og kan betyde at deltagerne holder bedre ved.

Fitnessbølgen rider stadig

Indtil 1970’erne havde vi gymnastik og dans i foreninger og på aftenskoler.

– Det foregik på faste tidspunkter og tiltalte en fast, men lidt begrænset skare, for særligt dansen var ofte teknisk svær, forklarer Marina Aagaard.

I 70’erne kom så fra USA – ikke mindst med frontfiguren Jane Fonda – den aerobicbølge, som siden da stort set kun er vokset. Her var øvelserne lette og musikken moderne.

– Med de langt mere fleksible tilbud i de fremvoksende fitnesscentre fik man for alvor fat i de voksne der havde svært ved at komme hjemmefra på faste tidspunkter. Også gymnastikforeningerne og aftenskolerne begyndte at udbyde aerobic, og tilbuddene udviklede sig videre til high og low impact og en række danseinspirerede træningsformer med latin- eller funkrytmer.

– I 00’erne kom Pilatesholdene, og fem år efter så vi zumbabølgen. Parallelt kørte og kører stadig Spinning, som tiltrækker begge køn og holder et stabilt niveau hvad angår interesse.

I dag er der generelt mindre dansetricot, ingen benvarmere og mere blod, sved og tårer over holdtilbudene.

– Det skal være sjovt, men der er krav om markante resultater. Både når det gælder mænd og kvinder.

 

 

DANSKERNES MOTION

  • Andelen af aktive er vokset siden 1960’erne

  • 64 procent af alle over 16 år dyrker motion

  • 86 procent af alle børn dyrker motion

  • De midaldrende har været de mindst aktive voksne, men er nu bedre med

  • Løbebølgen fortsætter blandt voksne og har overhalet vandring

  • Børn går mest til fodbold, svømning  og gymnastik

 

Hvilken motion dyrker danskere?

  1. Løb og jogging

  2. Styrketræning

  3. Vandre- og gåture

  4. Aerobic og Zumba

  5. Gymnastik

  6. Svømning

  7. Landevejscykling og mountainbike

  8. Spinning og kondicykel

  9. Fodbold

10. Badminton

11. Yoga og Meditation

12. Golf

Kilde: Danskernes motions- og sportsvaner 2011, Trygve Buch Laub, Idrættens Analyseinstitut, 2011

 

Trends uden for fitnesscentret

DGI og DIF er med til at udvikle nye træningsformer til idrætsforeninger. Her er fem nye trends:

 

Open Water        –        Svømning i havet i grupper

CrossGymLøb     –        Løb i skoven med styrketræningspas undervejs

AquaAct             –        Træningsaktiviteter i svømmehallen

Flexfodbold        –        Fodbold på lille bane med bander, få spillere og højt tempo

Junglesport        –        Træning hængende i slynger og reb

Kilde: DGI

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.