Duft dig glad og rolig

Af: Marianne Nørup, journalist

Foto: Colourbox

Wunderbaum eller risengrød? Potpourri eller friske syrener? Selvom dufte skiller vandene, er der ikke tvivl om at de påvirker os. Og det kan man lige så godt udnytte.

”Føj, her lugter af tandlæge”!

De fleste af os ved præcis hvordan der lugter på en tandlægeklinik. Eller på et hospital. Og – helt ærligt – lugten er sjældent forbundet med noget positivt.

Dybest set lugter der jo ikke dårligt – det er de associationer der er forbundet med lugten, som skaber ubehaget. Det interessante ved dufte er nemlig at de nok mere end nogen anden sanseoplevelse lagrer sig i hukommelsen og, mere eller mindre bevidst, bliver til associationer. Vi mindes mormor når vi dufter brunkager, vi er tilbage i barndommens køkken når der dufter af boller i karry, og vi kan måske mærke fornemmelsen af gyngeture og møllesving ved duften af vådt græs.

Dufte påvirker vores følelser

At det forholder sig sådan, skyldes at det område i hjernen hvor dufte registreres, også er det område der styrer vores følelser. Dufte påvirker med andre ord vores følelser, og det har man faktisk udnyttet i mange år i markedsførings-øjemed, fortæller Rasmus Arendt Nielsen, duftforsker og cand. merc. i innovation og entrepreneurship.

– Eksempelvis har supermarkeder længe tænkt i dufte. Amerikanske Wallmart har blandt andet gennem forsøg påvist at når de sørger for at der dufter af kaffe, øger de salget af cookies markant. På samme måde benytter 7Eleven med succes duften af nybagt brød til at højne salget, siger forskeren.

Hospitalslugt

For nogle år tilbage var Rasmus Arendt Nielsen på besøg hos en pårørende på hospitalet. Og blev, så snart han trådte ind ad sygehusdøren, mødt af lugten af hospital!

– Det slog mig at det er sært at man ikke tænker på duftesansens betydning, netop et sted hvor mennesker er i en så sårbar situation, siger han.

Rasmus Arendt Nielsen er en handlingens mand, så kort efter havde han stablet et pilotprojekt på benene, hvor 800 ny-opererede patienter deltog. Halvdelen vågnede efter operationen op i et rum der duftede som det plejer, den anden halvdel i et rum hvor der var anvendt duftterapi.

Studiet var lille, men viste at de der opholdt sig i den velduftende opvågningsstue, havde en markant mere positiv oplevelse.

Velduftende tandlægeklinikker

Rasmus Arendt Nielsen har siden da forsket videre i duftterapi til hospitalssektoren, og de seneste år også til tandlægeklinikker.

– Et af de steder vi alle har stærke duft-associationer forbundet til, er jo netop tandlægeklinikkerne. Og som bekendt er en meget stor del af danskerne bange for eller utilpasse ved at gå til tandlæge – 10 procent har decideret angst for det. Alene lugten af tandlægeklinik kan vække eller forstærke denne angst, siger han.

Han mener at patienterne vil kunne slappe mere af hvis den kendte tandlægelugt ikke møder dem, allerede når de åbner døren til klinikken. Derfor er han lige nu er i gang med at afprøve duftterapi i 12 tandlægeklinikker.

De foreløbige resultater er positive.

– Klinikkerne er glade, og patienterne synes det gør en forskel, siger duftforskeren.

Associationer og allergi

Men hvordan skal der så dufte for at vi føler os godt tilpas?

– Vi har arbejdet meget med at finde en duft der er behagelig og beroligende, men gerne må være ubevidst – man skal ikke tænke ”parfumebutik” eller ”Wunderbaum”. Man har forsket sig frem til hvilke dufte der fx er mest stressnedsættende, forklarer Rasmus Arendt Nielsen, som har arbejdet sammen med anerkendte tyske duftkemikere om at udvikle de rette dufte. Lige nu er udvalget på ikke mindre end 18.000 dufte.

Forskerne går uden om dufte vi kan møde i virkeligheden.

– Vi har forskellige associationer, og selvom jeg synes fx kaffe er en behagelig duft, så er der nogen der forbinder den med noget ubehageligt eller med en bestemt situation i deres liv, siger duftforskeren.

Duftene er derfor kunstigt skabt, men har som regel en snert af noget kendt. For eksempel duftede der i forsøget på opvågningsstuerne af nyslået græs.

En udfordring har i øvrigt været at finde en duft som ikke fremkalder allergi. Duftallergi opstår typisk når dufte sprayes ud i luften og derefter sætter sig som fugt på huden. Derfor er duftene i forsøgene såkaldt tørre dufte.

Og hvem ved – måske kan vi snart vælge mellem hjemme-duftspredere, der beviseligt kan give os mindres stress, bedre humør eller mere energi.


En duft af jeg-ved-ikke-hvad

Den duft patienterne i de 12 tandlæge-forsøgsklinikker lige nu mødes af når de kommer ind i venteværelset, hedder ”wet woods” og dufter som noget i retningen af – ja – våd skov.

De foreløbige undersøgelser viser at de dufte vi som patienter bedst kan lide, er dem der er mindst parfumerede. Det har overrasket forskerne, som nu har bevæget sig langt væk fra de traditionelle parfumedufte, og i stedet forsøger at ramme noget der minder om friske naturdufte som nyslået græs, mos og gran.

Citater


De der opholdt sig i den velduftende opvågningsstue, havde en markant mere positiv oplevelse

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.