Det er i hofteleddet vi bøjer når vi skal sætte os, og det er i hofteleddet vi fører benet fremad og bagud når vi går eller løber.
Hoften kan bøje, strække, føre benet ud til siden og ind mod kroppen, og dreje benet udad og indad. Alle disse funktioner er i spil når vi går og løber, og bevægelighed, muskelstyrke, præcision og udholdenhed skal spille sammen for at skabe den mest effektive bevægelse.
Samtidig sker der en stor overføring af vægt gennem hofteleddet. Hvis samspillet omkring hoften ikke fungerer, kan det ikke blot give smerter og funktionsnedsættelser i selve hofteleddet, men også i resten af kroppen. Hoften hænger nemlig uløseligt sammen med over- og underkroppen, og hvis vi har smerter eller dårlig funktion i hofteleddet, kan det påvirke led og muskler både nedenfor og ovenfor – især lænd, knæ, ankler og fødder. Omvendt vil problemer i disse led kunne forårsage smerter og dysfunktion i hofterne.
Gør du noget godt for dine hofter, har det altså vidtrækkende fordele.
En hofte-venlig livsstil indbefatter blandt andet at du holder normalvægten, og i høj grad at du sørger for at holde dig aktiv. Her gælder, som det gør for alle led, reglen: Use it or lose it. Vi skal ikke bare sørge for at være fysisk aktive, men også gerne bruge kroppen og dermed hofteleddene på en varieret måde, så vi bibevarer bevægelighed og styrke.
Her kan du finde et øvelsesprogram for hofterne (og resten af kroppen).
Har du nogle af nedenstående (u)vaner?
Det er ikke i sig selv noget problem hvis du fx sidder med krydsede ben eller hænger lidt i hoften ind imellem. Men hvis du gør det meget ofte og over lang tid, kan det udvikle sig til smerter og ubalance; og især hvis du har smerter eller stivhed omkring hofterne (eller måske ryg, knæ og fødder), kan det være en god ide at forsøge at ændre på dine vaner.
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.