Inklusion skal også gælde idrætsundervisning

Flere børn inkluderes som bekendt i folkeskolen i dag, og mange af dem er højtfungerende børn med en psykiatrisk diagnose som ADHD og autisme. Selv om  børnene er blevet vurderet egnede til at være i folkeskolen, vil de dog ofte, grundet deres diagnose, være udfordrede kognitivt, socialt, motorisk og/eller sundhedsmæssigt. Alle disse elementer er væsentlige i idrætsfaget, som  i overvejende grad er baseret på social interaktion, hvor bl.a.  fælles lege og boldspil jo fylder meget . Idrætsfaget har derfor i højere grad end andre fag mulighed for at træne de sociale færdigheder; noget disse børn har meget gavn af.

Børnene vil ofte gerne deltage i idrætsundervisningen, og for nogle er idrætten ligefrem et fristed, fordi de må bruge deres krop og ikke er tvunget til at sidde stille og koncentrere sig. Men det er heller ikke usædvanligt at børn med autisme eller ADHD bliver fritaget fra idræt i skolen, fordi det er for krævende for dem. Der kan være for meget larm, de kan føle sig udenfor eller dårlige til idræt. Samtidig kan idrætslærerne have svært ved at motivere dem til at deltage.

Studier viser at børn med autisme og ADHD generelt er mindre fysisk aktive end andre jævnaldrende. De børn der er mindre fysisk aktive i skoleidrætten, er altså ofte heller ikke fysisk aktive i frikvartererne og fritiden.

I dag skal de inkluderede børn som regel tilpasse sig idrætten ud fra devisen: ”Du må gerne være her, hvis du kan deltage på vores præmisser”. Men skal børnene være mere fysisk aktive og opnå glæde ved idræt, skal både skole- og fritidsidrætten struktureres på en anden måde. Det kræver en holdningsændring mod en mere rummelig og inkluderende tilgang, både hos idrætslærerne, men også hos de andre børn og deres forældre, skolerne og idrætsforeningerne.

Den inkluderende undervisning fylder meget i skolerne, men desværre diskuterer man den sjældent i forhold til idrætten. Der er p.t. meget fokus på at optimere bevægelsesmængden i løbet af en dag. Men mere idræt og bevægelse medfører ikke at denne gruppe børn begynder at bevæge sig mere, hvis man ikke diskuterer, hvordan man får dem med.

Denne gruppe børn har behov for struktur og rummelighed. Det handler bl.a. om at eleverne er klar over hvad fokus i undervisningen er, og at indhold og ikke mindst opbygningen i undervisningen er genkendelig fra gang til gang, så det ikke kommer som en overraskelse hvad der skal ske. Samtidig skal man som idrætslærer og skolekammerat være bevidst om at nogle af disse børn har sværere ved at sidde stille i længere tid, skal have beskeden eller reglerne forklaret flere gange og at reglerne ikke altid skal håndhæves lige hårdt for alle børn.

Der skal ofte ikke så meget til før børnene kan deltage i idrætten. At fritage barnet fra idrætsundervisningen er den nemme løsning på kort sigt, men en dårlig løsning for alle parter på lang sigt.