Hvordan går du? (Af sted på raske fjed)

Af: journalist Ib Salomon

Sæt pris på dine fødder og dit bentøj – de gør det nemlig rigtig godt, uanset om du er typen der bevæger dig “frejdigt”, “hoppende” eller “tungt”! Vores gangart er helt personlig, og den afspejler vores humør og tilstand.

Vi kan storke af sted, slentre, trampe eller gå med afmålte skridt. Vi kan også gå i for små sko, have fodformede meninger – og til sidst kan vi sågar stille træskoene!

Vores fødder og vores måde at gå på har en stor plads i sproget – og en stor plads i Ole Thages hjerte. Han er forhenværende speciallæge i neurologi, og gennem 40 år har han forsket i gangarter. Han har modtaget flere priser for sit videnskabelige arbejde, og nu har han udgivet bogen “Hvordan går du? Fodnoter om gangens kultur og biologi”. I den videregiver han meget af sin viden – og gør det på en let tilgængelig og særdeles underholdende måde, for bogen igennem er der citater fra litteraturen, hvor dygtige forfattere sætter ord på vores gang, ligesom Ole Thage har fundet et væld af illustrationer der viser hvor vidt forskellig vores gang kan være, og hvordan den ofte afspejler vores sindsstemning. Går vi med slæbende skridt, er det fx næppe fordi vi er i perlehumør, for så går vi snarere “på raske fjed”. Ole Thage har et falkeblik for både gang og gangbesvær – men det er han trods alt ikke ene om. Som han bemærker i indledningen, har også fysioterapeuter evnen til at spotte et gangproblem på lang afstand.

Oprejst gang er unikt

Vores fødder lever ofte et lidt upåagtet liv som kroppens fjerne provinser, men det er dybt uretfærdigt, for de bærer os bogstavelig talt gennem livet. Vi går mellem 2500 og 15.000 skridt hver dag, og når vi løber, er der faktisk et kort øjeblik hvor vi svæver.

Børn kan som regel gå uden støtte når de er 12-18 måneder, og i 3-5 års-alderen går de sikkert. En 6-årig går ifølge forfatteren “frejdigt”, og alle udvikler ret tidligt deres helt personlige måde at gå på. Den kan være harmonisk og glidende, eller tung eller rykvis, men den er forbløffende konstant gennem det meste af livet.

Ved normal ganghastighed tager vi to skridt i sekundet og kommer fremad med 6 km/t, men der er også kønsforskelle: Kvinder har fx lidt kortere skridtlængde og mindre udtalte armsving, fastslår Ole Thage.

Vores oprejste gang er unik blandt pattedyrene, og ligesom aberne går vi på hele fodfladen – det har vi antageligt gjort i 2-3 millioner år. Ole Thage er fuld af beundring for den evne, for den oprejste gang på to ben er vitterligt noget af en balanceakt, selv om vi sjældent er bevidste om det. Under gangen er der god brug for det han kalder gangens maskineri, for det kræver solide knogler, støddæmpende led og stærke, udholdende muskler at gå og løbe. Sensorer i led og muskler sender hele tiden besked til hjernen, og en velsiddende sko hjælper faktisk hjernen, for den aktiverer sensorer fra huden omkring hele foden, så vi både går og står langt mere sikkert, forklarer forfatteren.

Vi hopper op og ned når vi går

Hvert eneste skridt indledes med hælkontakt, hvor benet tager imod det meste af vores vægt, og under gangen medvirker de fleste af legemets led og muskler. Blandt andet roterer hele bækkenet en smule, alt mens armene sikrer balancen. Ser man et spejlbillede af sig selv, fx i et butiksvindue, vil man opdage at vores gang også er temmelig hoppende, for kroppen bevæger sig cirka 5 centimeter op og ned for hvert skridt vi tager.

Selv om vores måde at gå på er meget personlig, kan vi godt ændre den når situationen kræver det. Soldater på march er et godt eksempel, det samme er modellerne på catwalken under en modeopvisning. Vi kan også gå skørt, tænk bare på John Cleese og “Ministeriet for gakkede gangarter” i Monthy Pythons Flying Circus.

Sko eller støvler der passer dårligt, kan gøre gangarten forsigtig, og det samme kan slidgigt eller gang på en ujævn, stenet vej – men generelt må man give Ole Thage ret: Vi kendes på gangen!

Ole Thage: “Hvordan går du? Fodnoter om gangens kultur og biologi”. Forlaget Lindhardt og Ringhof. 192 rigt illustrerede sider. Pris: 300 kr.

Analyse af gang kan fælde forbrydere

Du får øje på en person i det fjerne. Du kan ikke se hans ansigt, men alligevel er du sikker på hvem det er, for han går på en helt speciel måde. Og du har uden tvivl ret, for computermålinger af vores gang afslører at den er helt personlig. En computer kan sætte tal på vores gang, fx ved at måle den vinkel anklen, hofterne og knæene danner hver gang vi tager et skridt. Men også den kraft som foden rammer underlaget med, er meget personlig. Det samme er vores armsving.

Vores personlige gangart har vist sig at være konstant fra vi bliver voksne og indtil et pænt stykke op i alderdommen. Et forsøg på University of Southampton i England viste at en computer genkendte 2166 ud af 2280 forsøgspersoner, svarende til 95 %, fortæller professor på universitetet, Mark S. Nixon, som forsker i hvordan vi kendes på vores gang.

Gang-analyse kan også bruges i retten. Som den første blev en britisk røver i juli 2000 fældet af sin gang. Under røveriet bar han maske og handsker. Også en dansk bankrøver er blevet fældet af sin karakteristiske gang, der blev fanget af et overvågningskamera.
Museums-træthed

I sin bog forklarer Ole Thage også et fænomen mange sikkert kender: At man bliver forbavsende træt af at gå rundt på en messe, en udstilling eller et museum. Ole Thage beskriver “museumsgangen” som både langsom, afslappet og uregelmæssig, og det er præcis det som gør den så trættende. Der skiftes ofte tempo og retning og gøres hyppige stop, og under stoppene hviler vi typisk kun på det ene ben – og det trætter hofteleddet. “Museumsgangen anstrenger tillige musklerne i lænden med lændetræthed til følge, selv hos trænede fodgængere”, skriver Ole Thage, der sammenligner situationen med en bil der bruger mere brændstof i en by, hvor den ustandselig må holde for rødt lys.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.

Del på: