Han har hoppet og danset rundt på scenen i årevis i store, skøre og sjove roller. Men daskuespilleren Henrik Lykkegaard for nogle år siden fik slidgigt i sin ene hofte, var der pludselig ikke så meget at grine af. Lykkegaard frygtede for sin karriere – indtil en ny hofte gjorde underværker.
Der var vist ingen andre end skuespilleren selv der bemærkede det. Publikum grinte stadig i stor stil når Henrik Lykkegaard slog sig løs i diverse roller, blandt andet i Cirkusrevyen. Men de sjove replikker og de til tider vanvittige danse-moves oppe på scenen var ikke længere nogen fornøjelse at lave for Lykkegaard.
Det er omkring fire år siden at den populære skuespiller havde så godt og grundigt ondt i kroppen at han var nødt til at sluge en masse smertestillende medicin inden sine forestillinger. Og i en lang periode anede han ikke hvad der var galt.
– Vi skulle i Cirkusrevyen lave en parodi på en balletdanser, hvor vi skulle hamre rundt på scenen i alle mulige skøre stillinger. Det gjorde så nas i min krop at jeg slet ikke kunne holde det ud. Jeg havde ondt i benene, i ryggen og alle mulige andre steder. Smerterne flyttede sig rundt. Jeg gik til kiropraktor, fysioterapeut og akupunktør, men ingen kunne finde ud af hvad jeg fejlede. Det var ekstremt frustrerende, fortæller Henrik Lykkegaard.
Det er en regnfuld morgen i maj, og Henrik Lykkegaard befinder sig i Nykøbing Falster, hvor han er en del af holdet i Danmarks næststørste revy, Nykøbing F Revyen 2013. Der er endnu nogle uger til premieren, og selv kalder Henrik Lykkegaard den øjeblikkelige periode for “tilløbsfasen inden alt spidser til, stressen sætter ind, og premierenerverne for alvor begynder at rumle”.
Men Henrik Lykkegaard er på ingen måde nervøs for den forestående intensivering i arbejdslivet. Han er nemlig fit for fight og ovenpå igen efter den smerteperiode han oplevede tilbage i 2009-2010. Det viste sig nemlig at det han havde brug for, var en ny hofte. Det var slidgigt der havde fået fat i Lykkegaards korpus.
– Det er åbenbart en familiesvaghed vi har. Både min ene bror og min far har fået nye hofter i en forholdsvis ung alder, og det kunne jeg åbenbart heller ikke undgå, siger Henrik Lykkegaard.
Diagnosen, ‘slidgigt i hoften’, blev stillet efter et bryllup hvor Henrik Lykkegaard var med som gæst. Smerterne var på det tidspunkt nærmest uudholdelige for skuespilleren, og en ældre læge, der også var med til festen, begyndte tilfældigvis at spørge ind til Henrik Lykkegaards udefinerbare smerter.
– Han sendte mig til en CT-scanning, og 14 dage efter var der besked. Så gik der yderligere 14 dage, hvorefter jeg havde fået en ny hofte. Det gik ekstremt hurtig takket være min private sundhedsforsikring, siger Lykkegaard.
Lige efter operationen havde skuespilleren det ikke godt.
– Det var ganske forfærdeligt. Jeg lå på hospitalet med nogle mænd som var meget meget ældre end jeg, så jeg følte mig utrolig stakkels. Det er jo altid irriterende at man ikke kan hvad man vil. Man ved jo godt inderst inde at alt nok skal blive bedre, men det er træls når det står på.
Det var svært at se i øjnene at Lykkegaard i så ung en alder havde brug for en ny hofte.
– Det slog mig lidt ud, og jeg følte mig ærligt talt lidt gammel. I dag har jeg ingen problemer overhovedet. Jeg kan næsten alt. Dog bryder jeg ikke så meget om at blive hængt op i seler og sådan noget på scenen, men det er småting i forhold til at jeg faktisk var ret nervøs for mit helbred og min karriere inden jeg blev opereret, siger Henrik Lykkegaard, som – sandsynligvis fordi han var i god form inden operationen – kom forholdsvis nemt og hurtigt gennem genoptræningen, hvor han lavede øvelser efter fysioterapeutens anvisninger.
I dag er Lykkegaard lige så aktiv som han var i årene inden hofteoperationen. Og her spiller cyklen en vigtig rolle, for den er skuespillerens faste følgesvend når formen skal holdes ved lige.
– Jeg har cyklet siden jeg var dreng, og har altid haft megen glæde af at skille cykler ad og den slags. Jeg cykler stadig så meget som muligt – uden dog på nogen måde at være eliteagtig. Men jeg har en ok racercykel, og jeg nyder virkelig at køre nogle lange ture i mit område hjemme omkring Værløse og Ganløse, lyder det fra Henrik Lykkegaard. Paradoksalt nok har han i den kommende Nykøbing F Revy en rolle hvor der bliver taget tykt gas på den cykelmotionsdille der har vundet indpas blandt – især – midaldrende mænd.
– Ja den målgruppe hører jeg vist selv ind under, griner han:
– Som regel er cyklen meget bedre end manden, og det laver vi sjov med i revyen. Vi kommer til at cykle rundt på scenen iført alt for småt cykeltøj, og det kommer ganske givet til at se helt åndsvagt ud, griner Henrik Lykkegaard, som dog fastholder at han stadig elsker cykelsporten som motionsform. Faktisk i en sådan grad at han i løbet af sommeren agter at cykle fra hjemmet i Værløse til prøverne i Nykøbing Falster. For jo tættere premieren kommer, jo vigtigere er det at være i god form.
– Det hele bliver mere og mere intenst. Til sidst får man ikke ret meget natesøvn fordi man tager aftenerne i brug til at øve. Lige nu sidder vi i startblokken, vi har trænet og er klar til det heftige opløb inden det bliver hverdag igen.
– Jeg er 47 år og kan ikke holde til det helt vilde liv mere. Jeg tænker bevidst over at leve sundere og sundere, jo tættere vi kommer på premieren. Jeg prøver at holde mig fra alt for meget sukker og kaffe. Jeg drikker lidt mere vand og husker at spise en gulerod, for man ved at lige om lidt så skal man bruge sin krop, siger Henrik Lykkegaard, som kategorisk afviser myten om det usunde teaterliv.
– Skuespillere sidder ikke og swinger med store fadøl og højt belagt smørrebrød efter forestillingerne. Det er der ingen der kan holde til, og faktisk er det jo ret vigtigt at vi er i nogenlunde form. Selvfølgelig kan man godt drikke en enkelt øl om aftenen, men når den er er drukket, så tager man hjem. Og for øvrigt er der kun fisk og gulerødder i mit køleskab lige nu.
Henrik Lykkegaard har i en lang årrække været blandt de skuespillere som er inde i børnenes allerbedste ven, Bamse. Og faktisk var det via rollen som Bamse at Henrik Lykkegaard indså at der var noget galt med helbredet. Så galt at Henrik Lykkegaard måtte ty til smertestillende piller.
– Optagelserne til Bamse var faktisk noget af det værste. Det gjorde utroligt ondt at have den der tunge dragt på. Den hænger jo bare på kroppen, fortæller Henrik Lykkegaard, som i dag stadig spiller Bamse med jævne mellemrum. Blandt andet i Det Kongeliges Teaters populære børneballet ‘Kom Bamse, nu balletter vi!.
– Den kan jeg sagtens være med i. Jeg skal bare sørge for at falde på en bestemt måde i forhold til min hofte. Det er nødvendigt, for Bamse falder jo hele tiden!
Hofteslid fakta
Kilde: Patienthåndbogen.dk, Bente Klarlund Petersen, www.pol.dk |
Blå bog: Henrik Lykkegaard
Født: 14. februar 1965 |
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.