Genoptræning efter påkørsel

All

Genoptræning efter påkørsel

Jeg har, efter at være blevet påkørt af en bil for et år siden, fået slidgigt i 5.,6. og 7. nakkehvirvel. Jeg har mange gener fra uheldet, snurrende arme, hænder, ben, ansigt, tænderskæren, spændinger og for højt blodtryk. Manglende koncentration, ekstrem træthed osv. Hvordan kan jeg træne og forbedre min situation?

Venlig hilsen Suzi


Kære Suzi

Det lyder som om du har fået et whiplash, som er en fælles betegnelse for en forstuvning af nakken.

Du beskriver også symptomer som kunne tyde på at du i forbindelse med uheldet har haft en hjernerystelse.

Et whiplash kræver specialiseret undersøgelse og et genoptræningsforløb. Det er derfor svært at sige noget generelt. Hvis du endnu ikke er undersøgt af en neurolog, er dette en god ide, for et år er lang tid at have de symptomer som du beskriver.

Hos fysioterapeuten vil du sandsynligvis blive sat til at genoptræne den dybe stabiliserende muskulatur i nakken, koordinationen af øjnenes muskulatur kan også være forstyrret og har behov for træning. Det er en langvarig genoptræning, så hav tålmodighed så skal effekten nok komme.

Venlig hilsen

Flemming Enoch

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.