Fra kaffeklub til løbeklub

Tekst: Clara Edgar Jakobsen

Foto: Clara Edgar Jakobsen

Bilbranchen er måske ikke kendt for sit store fokus på sund kost og fysisk aktivitet, men det er en sandhed med modifikationer. For hos virksomheden Tørring Auto er de hoppet med på sundhedsvognen og har udvidet det sociale samvær fra kaffeklubben til løbeklubben.

I salgsafdelingen hos Tørring Auto høres lyden af sneakers mod glat gulv. En høj piven, der bevæger sig i forskellige retninger, og stammer fra de mange sælgere som hastigt bevæger sig rundt. Hen mod kaffen. Ud mod klargøringen. Ind på et kontor. Det ligner enhver anden salgsafdeling med fokus på indeks, indkomst og indberetninger. Men noget er anderledes. For hos Tørring Auto er de ikke kun fokuserede på at få biler til at køre gnidningsfrit derudaf. Medarbejdernes fysik og sundhed har også fået en tuning.

I maj 2018 havde arbejdspladsen besøg af fysioterapeut Lene Søndergaard, som gav alle – sælgere såvel som chefer og mekanikere – et sundhedstjek.

– Til at starte med var der nogle som måske syntes at det var lidt unødvendigt at bruge arbejdstid på at få lavet et sundhedstjek, men alle endte med at gennemføre det, og de fleste har også brugt det til noget, siger Emil Ditlev Hansen, som er markedsføringsansvarlig.

En hjælp at se det sort på hvidt

Selv var Emil en smule skuffet over sin første test. Den kunne nemlig afsløre at det ikke stod så godt til med hans kondi som han havde regnet med.

– Jeg har styrketrænet i mange år, men har tidligere også dyrket amerikansk fodbold, og da jeg stoppede med det, fik jeg ikke lavet pulstræning- og det kunne ses. Men det var rart at få det sort på hvidt, for så vidste jeg hvor jeg skulle sætte ind, forklarer han.

Så Emil skiftede de almindelige vægte ud med crossfit, som gav ham den intervaltræning han havde manglet. Og det viste sig positivt da fysioterapeuten kom tilbage et halvt år efter.

Stillesiddende gener

Det var ikke kun Emil der kunne se forandringer. Flere af de andre sælgere havde nemlig brugt tiden mellem testene på at konkurrere med sig selv og hinanden om at forbedre sig. Som Emil forklarer, så taler det til sælgergenet i flokken at have nogle konkrete tal at gå ud fra.

Særligt bodyage – altså kroppens alder, som kan være meget forskellig fra den faktiske alder – var en øjenåbner for mange, som ikke forestillede sig at stillesiddende arbejde kunne have så negative påvirkninger.

– Vi er klart blevet bedre til at holde hinanden op på at gå og stå mere i løbet af dagen, og så har vi startet en løbeklub for at give de folk der ikke dyrker så meget motion i fritiden, et skub til at komme i gang.

Klubben samles en dag om ugen, hvor kollegerne i ens uniform, sponsoreret af virksomheden, løber en tur. Målet er at alle uden problemer skal kunne løbe tre kilometer efter et år og fem kilometer efter to år.

Den ugentlige løbetur er et skridt i retningen mod bedre fysik og sundhed i Tørring Auto, og for Emil er det vigtigt at man starter et sted. Derfra kan virksomheden senere bygge på med andre tiltag og ideer.

Eksempelvis er der snak om hvorvidt man skal indføre strækøvelser på arbejdspladsen. Det er endnu ikke blevet en realitet, men tanken er heller ikke blevet skudt til hjørne. Muligheden for at lave et sundhedstjek 2.0 er også blevet luftet og bliver sandsynligvis en mulighed i en nær fremtid.

Værkstedsdrengene er hoppet med på vognen

Men Tørring Auto er mere end salgsafdelingen. For i den anden ende af den lille by ligger virksomhedens værksted. Her bakser mekanikerne rundt og fikser diverse skavanker på bilerne, mens høj musik brager ud fra højtalerne. Her er ingen skjorter, få skriveborde, og telefonen i hånden er blevet byttet ud med skruenøgler.

Var det ikke for bilerne, ville de to steder – og de mennesker som færdes i dem – ikke have meget til fælles. Derfor er det naturligvis også andre udfordringer som præger værkstedsfolket. Her bliver kroppen ikke belastet af at sidde, men af at blive brugt.

Smitter af på humøret

Det betyder dog ikke at der er mindre grund til at tænke krop og fysik på værkstedet. Næsten tværtimod, hvis man spørger værkfører Laurs Christensen, som også var en af initiativtagerne til det første sundhedstjek.

– Mekanikere er måske ikke de mest træningsorienterede mennesker. Så da jeg kom og sagde, at vi skulle have et sundhedstjek, reagerede de ved at være sådan lidt måbende, og ’hva’ skal vi?’-agtige – men de endte med at være med.

Der var ingen tvang, men Laurs opfordrede sine kolleger til at tage imod tilbuddet, ligesom han opfordrer dem til at tænke over deres krop, og hvordan de bruger den. Han sætter selv et godt eksempel ved blandt andet at gå frem for at køre på arbejde. HVOR LANGT??

Og ligesom testen var en øjenåbner for salgsdrengene – og kvinderne – var det det også for mekanikerne. Det er gået op for dem at de er nødt til at prioritere sig selv og deres fysik.

– Jeg tvinger dem ikke til noget, men jeg kan mærke at de har fået en ny indstilling og tager imod de muligheder der byder sig for at være gode ved kroppen, og det smitter også positivt af på humøret!, siger Laurs.

Gratis behandling

På grund af den store forskel i de forskellige afdelingers udfordringer har virksomheden også sat ind med forskellige midler. I hvert fald til en start.

– Alle mekanikerne har mulighed for en halv times behandling – massage eller noget specifikt med en skade – hver tredje uge. På sigt kan det være at tilbuddet bliver rullet ud til alle, men vi vil gerne lige se om det virker, og om folk tager imod det først, siger Laurs.

Sidstnævnte er der dog ingen problemer med. Ud af 20 medarbejdere benytter 16 sig af behandlingen, som finder sted hver tredje uge, når en fysioterapeut kommer ned på værkstedet.

– Det betyder meget at drengene ikke skal flytte sig for at få behandlingen, for hvis de bestilte tid til fx en massage, ville de også føle at de skulle hjem og i bad og sådan før de kunne smide sig på briksen, men når nogen kommer her, så forventer man at folk kan være lidt svedige eller have olie på armen, siger han.

Chefen går forrest

Tilbuddet er ikke gratis for virksomheden, som både afsætter arbejdstimer og penge til mekanikernes tid på briksen, men det er ifølge Laurs en udgift der er godt givet ud.

Tørring Auto er et eksempel på at sundhedsbølgen og kropsbevidstheden strømmer ind over arbejdsmarkedet, og at selv brancher som tidligere måske nærmere har været forbundet med rundstykker og kaffe, kan lægge stien bare en smule om og gøre noget andet – til stor gevinst for både humøret og fysikken.

– Vores chef er lidt et forbillede i den her omstilling. Han er klassisk livsnyder, som godt kan lide sin rødvin og har et korpus derefter, men han har lagt sin livsstil markant om, og det spreder sig ned gennem rækkerne, siger Laurs, inden han går tilbage til værktøjet og drengene med oliefingre.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.