Børn og løb

Af Per Øllgaard, Fysioterapeut, Løbeekspert www.perollgaard.dk

Flere og flere børn løbetræner. Men er løbetræning overhovedet godt for børn?

Op mod 20 procent af alle danske børn løbetræner, viser nye tal fra Idrættens Analyseinstitut. Så det er ikke kun voksne der er ramt af løbefeberen – tværtimod tyder noget på at de voksnes løbevaner smitter af på børnene. Mange ivrige løbende forældre trækker ungerne med ud på løberuterne i den bedste hensigt, og nogle børn synes det er både sjovt og udfordrende at løbetræne og har let ved langdistanceløb.
Men mange børn oplever til gengæld også løbetræning som både kedelig og anstrengende.

Har barnet lyst, skal det endelig bare løbe.
Men lad være med at presse dit barn til at løbe hvis lysten ikke er der. Det kan let give bagslag, og sandsynligvis er der bedre løsninger du kan vælge hvis du gerne vil aktivere dit barn fysisk.

Børn skal bevæge sig alsidigt 

Sundhedsmæssigt er det først og fremmest vigtigt at børnene bevæger sig og får skabt nogle gode vaner – det bedste du kan gøre, er derfor at hjælpe dine børn til at finde en aktivitet de kan lide. Om det så er bueskydning, dans, løb eller fodbold, er for så vidt ligegyldigt. De skal bare have en masse gode oplevelser med at bruge kroppen!

Det er dog værd at tænke på at det er i de første 10-12 leveår at koordination og styring af kroppens bevægelser grundlægges – altså fundamentet for vores motorik resten af livet.  Løb er en vigtig del af denne udvikling, men allervigtigst er det at mange forskellige bevægelser tænder nervesystemet og bidrager til god motorisk udvikling. Ideelt set skal børn op til 11–12-års-alderen derfor arbejde med mange forskellige idrætsgrene. Træningen skal være en form for målrettet leg – der skal være fokus på processen, ikke på resultatet. De alsidige bevægemønstre skal prioriteres, og øvelserne skal fokusere på koordination, tekniske færdigheder og en god grundform.

Så i stedet for en ensidig løbetur er det måske bedre at du som forælder skaber rammer hvor dit barn kan udfolde sig alsidigt. Hvad enten det er leg i haven eller stuen, en tur på den lokale legeplads eller fodboldbane eller opbakning til at afprøve forskellige motionsformer – boldspil, ketchersport, kampsport, gymnastik, svømning osv.

Børn er ikke små voksne

Der er væsentlige fysiologiske forskelle på børn og voksne. For eksempel er der færdigheder som børn udviklingsmæssigt ganske enkelt ikke er i stand til at optræne. Børn opnår fx ikke ret store forbedringer ved målrettet konditions- og styrketræning – der er eksempelvis ikke noget der tyder på at konditallet øges hos børn der løbetræner, sammenlignet med børn der dagligt bevæger sig fysisk igennem leg. Det er derfor fuldt tilstrækkeligt at træne andre elementer og så at sige lege kredsløbs – og styrketræningen ind. Først med alderen bliver decideret styrke- og konditionstræning relevant, sidstnævnte særligt hos pigerne, der i puberteten oplever et hormonelt betinget fald i konditionen.

Børns løbemønster 

Som forælder kan man undre sig over at sønnike løber alt for stærkt og ikke formår at disponere over sine kræfter. Men fysiologisk set er lungevævet hos børn ikke færdigudviklet, og det er en af forklaringerne på at han har svært ved at løbe lange distancer uden at gå. Hans løb får karakter af intervaltræning – og det er faktisk helt i orden! Han har kun godt af at løbe kort og hurtigt, og derfor skal pauser med gang accepteres.

Løbesko til børn 

Når dit barn skal løbe, er det vigtigt med godt fodtøj – men ikke nødvendigvis løbesko. Dog kan stive og tunge sko gøre løbeturen ubehagelig, så sørg for at fodtøjet er let og bevægeligt og sidder godt fast på foden. Hvis dit barn løber mere end 10 km om ugen, kan det være hensigtsmæssigt at købe rigtige løbesko. Men er det kun en enkelt eller to løbeture om ugen, kan børn, i modsætning til voksne, sagtens bruge almindelige gode sportssko.

Hvor langt og hvor hårdt ?

Hvis dit barn har et stærkt konkurrenceinstinkt og elsker at vinde over sig selv og andre, så lad ham endelig presse sig selv. Glæden over at vinde overskygger anstrengelserne, og det fysiske ubehag er prisen for at komme først. Synes dit barn at det er sjovt at konkurrere, kan du roligt bakke op omkring deltagelse i konkurrencer. Det er kun sundt.
Som udgangspunkt bør børn under 12 år dog ikke løbe lige så langt som deres forældre. Sæt grænsen for løbeture og konkurrencer til maksimalt 5 km. Blandt  andet fordi mange lange kilometer kan udtrætte barnet så meget at der ikke er energi til at bruge kroppen til fysiske lege der udvikler motorikken mere alsidigt.
Halv- og helmaraton er KUN for voksne!

Gør løbeturen sjov og alsidig 

Løber du sammen med dit barn, så prøv at variere turene:

  • Løb på forskellige måder – sprint, løb sidelæns/baglæns, hop, spring, lav retningsskift, løb gadedrengeløb osv.
  • Læg små fartlege ind
  • Løb om kap med dit barn over korte afstande(hvem kommer først hen til havelågen)
  • Stafetløb hvor den ene løber f.eks. rundt om skolen/fodboldbanen/boligblokken, mens den anden laver smidighedstræning etc.
  • Hold små pauser undervejs, gerne hvor der er noget at kigge på.
  • I kan også bruge pauserne til at lave andre fysiske lege og øvelser, fx slå vejrmøller, hoppe længdespring, lege på en legeplads, kaste om kap, svømme en tur i havet osv.

OBS: Artikler fra Krop & Fysiks arkiv opdateres ikke

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.