Aktivt spa: Nydelse med et godt formål

Af Marianne Nørup, fysioterapeut

Har du brug for undskyldninger for at forkæle dig selv med spa og massage, så læs med her.

Som jeg ligger her på briksen i det lyse rum, indhyllet i varme lagner og afdæmpet musik, og med terapeutens kyndige hænder på min ryg, er der ingen tvivl i mit sind: Dette er ikke bare dejligt, det er også både sundt og godt for mig. På en briks ved siden af mig ligger min mand og ligner afgjort også en der har det godt. Vi er midt i en dobbelt wellnessbehandling, har taget to dage fri fra hverdagen, og er tjekket ind på Vejlefjord Kur & Spa.
»Vi har længe ledt efter en kombination af afslapning og fysisk aktivitet, der kunne lade vores batterier op efter et langt efterår. På Vejlefjord Kur & Spa fandt vi konceptet ”Spa Active”, som netop kombinerer forkælelse og afslapning med en mere aktiv indfaldsvinkel. Her har gæsterne mulighed for at deltage i såvel ”mind-body”-holdtræning inspireret af Tai Chi, pilates og yoga, som guidede løbeture i skoven. Desværre tilbydes der dog ikke holdtræning hver dag, viser det sig, og udbuddet er i det hele taget ikke overvældende. Men det er der.

Sanserne stimuleres

Vejlefjord, der blev opført som sanatorium i 1900, huser i dag kur og spa, hotel og konference samt et behandlingsafsnit og et sundhedscenter.
»Termerne (badeafdelingen) har til huse i en moderne bygning af granit og glas, som i sin store kontrast er overraskende naturligt integreret i såvel de gamle majestætiske bygninger som den skov og natur der omkranser den. Indenfor formår de høje rå granitvægge på trods af sin pompøse minimalisme at tilføre det store rum varme og atmosfære, og naturen inviteres indenfor gennem de enorme vinduesfacader. Her kan man nyde udsigten, lidt frugt eller en frisk smoothie fra de behagelige hvilestole. Termerne består af adskillige bassiner, adskilt fra hinanden på en måde der levner plads til privatliv, men også pirrer nysgerrigheden.

Fra det store bassin i centrum af rummet kan man svømme ind i små ”grotter”, og i hvert bassin udfordres sanserne på nye måder.

Varme og kulde

Termerne er et sandt paradis for en frossenpind som mig. Vandet er i de fleste bassiner omkring 32 grader varmt; et enkelt er helt oppe på 42, et andet 8 grader koldt.
»Jeg samler mod til mig og begiver mig, iført mit våde badetøj, udenfor og over en sneklædt træbro til den fritliggende træsauna. Turen sætter behageligt skub i blodomløbet, og tilbage i termerne prøver jeg – for tredje gang – skovbadet, hvorfra jeg kan svømme helt ud i det fri. Det er vindstille snevejr, bassinet er indrammet af sneklædte træer, stjernehimmel og total stilhed, og oplevelsen af den iskolde luft og snefnug der falder blødt på ansigt og hår mens jeg ligger i det lune vand, sidder i min krop længe efter.

Mind-body-træning
skaber et link mellem det mentale og det fysiske, idet man trænes i at fornemme kroppen og aflæse dens signaler – i at styre musklerne gennem viljen, og samtidig registrere, tolke og bearbejde de spændinger og ubalancer der eksisterer i kroppen.

Varme gør godt
Varme kan med succes anvendes til afspænding og smertelindring af fx spændte muskler og stive led, og til at stimulere helingen af væv efter skader. Varme anvendes også som lokal opvarmning i forbindelse med genoptræning, udspænding og massage.

Vand som terapi
Vandet berører os – det trykker mod huden, som er vores suverænt største sanseorgan, og det stimulerer venepumpen. Vægtløsheden gør leddene godt, og det varme vand afslapper muskulaturen. Ved at træne i et varmtvandsbassin kan man opnå både smertedæmpning, ledaflastning og velvære. Mange sygehuse har i dag terapibassiner, og flere steder i landet kan du gå til vandtræning, fx hos fysioterapeuter, i aftenskoler eller gennem Gigtforeningen.

Fysisk aktivitet øger velværen

Næste dag er vi med på Spa Active’s Forest Run, der er en guidet løbetur gennem den smukke natur i park og skov, hvor tuberkulosepatienterne i sin tid fik ordineret ophold og gåture som en vigtig del af deres behandling. Undervejs stopper vi og bruger naturen til at lave styrkeøvelser eller stræk. Den fysiske aktivitet øger i den grad nydelsen for os, og vores eneste anke er at der ikke er endnu flere tilbud om aktive og dermed også mere langsigtede sundhedsfremmende aktiviteter – som jo absolut også kan kategoriseres som wellness. Vejlefjord har endda eksperterne i form af de anerkendte fysioterapeuter fra behandlingshuset, og tanken er da heller ikke fjern. Faktisk har Vejlefjord Kur & Spa sammen med Hedensted Kommune lige afsluttet et forsøg med kurophold der, ud over spa, behandlinger, forplejning mm., indbefattede et helbredstjek og en konsultation med en fysioterapeut, hvor gæsterne eksempelvis kunne få livsstilstjek, personlig træning eller genoptræning. Ordningen evalueres p.t., og Vejlefjord Kur & Spa håber fremover at kunne tilbyde noget lignende. For os ville det lige have givet opholdet en ekstra dimension at bygge videre på når vi vendte hjem.

Vel tilbage fra løbeturen føles det ekstra fantastisk at gå tilbage i termerne, hvor vores massagebehandling venter. Vi prøver en vidunderlig ”Pantai Luar”-massage, hvor massøren anvender opvarmede urtebolde, og ansigtsbehandlingen ”Pure Bliss”, hvor tryk, strøg og lun olie får rynker og bekymringer til at smelte.

Hverdagen venter

På vej hjem efter to døgn i en helt anden verden evaluerer vi: Pulsen er åbenlyst roligere end da vi kom, tankerne er faldet lidt til ro, og vejrtrækningen er blevet dybere. Vi føler en uvant, men behagelig træthed i musklerne. Pulsen har været højt oppe og langt nede, vi har fyldt os med velsmagende mad, og vi har bogstaveligt talt fået naturen ind gennem huden – mærket vinden i håret og sneen knirke under traveskoene.
»Oplevelserne har manet til eftertanke; min mand og jeg har været stille sammen, og vi har fået talt sammen om ting vi ikke får talt om til daglig. Nu er kunsten at holde fast i fornemmelsen og ikke lade sig fange ind af den brusende hverdag der frister forude med sine gammelkendte mønstre.
Vores mentale sundhed har fået et løft, som har smittet af på det fysiske velbefindende. Vi vil helt sikkert gøre det igen. Næste gang gerne med endnu mere input til den aktive wellness. Måske er det fremtiden for spaindustrien at give os mulighed for både aktivt og passivt at forkæle os selv, til glæde for sundheden og velværen, både i nuet og på længere sigt.

Puls og velvære
Kredsløbstræning styrker hjertets og lungernes præstation (konditionen). Det giver store sundhedsmæssige fordele, og derudover opnår du en række sidegevinster, herunder velvære og bedre humør. Jo bedre konditionen er, jo større overskud vil du desuden få i hverdagen, blandt andet fordi du skubber grænsen for hvor hurtigt du bliver træt.

Dokumenteret afslapning
Det er i dag videnskabeligt bevist at afspænding, ro og ikke mindst berøring ikke alene løsner spændinger i kroppen, men også påvirker kroppens biokemi. Blandt andet udløses hormonet oxytocin, der fremmer afspænding, ro og hvile, dæmper stress, og menes at have indflydelse på vores relationer til andre mennesker.
Under massage udskiller kroppen også stofferne dopamin og serotonin, som blandt andet udløser glædes-fornemmelse. Psykologer har desuden påvist at massage har smertelindrende effekt.

Gør spaopholdet aktivt – og få effekten til at vare længere

• Søg på nettet efter spaophold hvor du også kan være fysisk aktiv. Nogle steder har fitnessrum, holdtræning, vandrestier mv., enkelte tilbyder golf.
• Vær til stede i nuet, og fornem hvad der sker i kroppen og med din sindstilstand. Under behandlingen eller i badet kan du fx prøve aktivt at give slip de steder i kroppen du mærker spændinger. Giv plads til de følelser der måtte opstå.
• Kombinér evt. dit spaophold med et sundhedstjek, en personlig træning, undervisning i mindfulness, mind-body-træning eller andet du kan bygge videre på når du kommer hjem.
• Følg de gode intentioner op så snart du kommer hjem – gerne i samråd med en personlig træner/coach eller fysioterapeut.
• Nyd opholdet fuldt ud og med god samvittighed! Du har garanteret fortjent det!

Info:

Et ophold på Vejlefjord Kur & Spa koster fra 1.095 kr. pr. person. Hertil kommer evt. behandlinger. Det er fremover muligt at tilkøbe sundhedstest elle konsultation hos en fysioterapeut. Vær opmærksom på at Spa Active-holdene ikke udbydes hver dag. www.vejlefjord.dk

Vægtløs overgivelse

En helt anderledes oplevelse venter den der tør give slip og lade sig føre rundt i og under vandet af terapeut Charlotte Versteeg. Oplevelsen er et miks af afspænding, massage og blide bevægelser og tryk.
Læs en personlig beretning om oplevelsen her på hjemmesiden.

 


OBS: Artikler fra Krop & Fysiks arkiv opdateres ikke

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.